METTE MARIE LEI LANGE

Pålægchokolade, påfuglefjer og fjernsynshygge

Kong Ludvig d. 13.
Kong Ludvig d. 13.

Så er faderen sådan rigtigt startet på job igen om aftenen. Med paryk, pudder og pantyhose! Den sidste uge har han gået til prøver om dagen, men nu er de begyndt at te sig på scenen i Odense ved nattetide. Og aftnerne i sofaen på Vestergade er til mig, Hugo og Berta.
I går gik fjerneren inde i stuen i stykker (det strejkede velsagtens grundet ‘Trinny & Susannah’-overload …) så jeg smed ungerne ind i soveværelset, hvor vi netop har fået TV. Yes, I know, hvis ikke tvillingernes tilblivelse ødelægger vores ægteskab, SÅ gør et TV i soveværelset! Dét siger folk.
Men folk er ikke altid alt for kloge…
Folk sagde nemlig også, at det ville være umuligt for mig at være alene hjemme med ungerne de første uger efter deres fødsel.
Med løg på! Det kan jeg sgu da sagtens.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke snildt kan værdsætte, når veninder og familie dropper forbi med aftensmad på egen foranledning. Meeen det kunne jeg nu også før! 😉

I går aftes smed jeg som nævnt de to aliens ind i dobbeltsengen, stak en sut i munden på dem hver, satte ‘My Week With Marilyn’ på Netflix og ringede efter en deep pan-fedtet Hawaii-pizza fra Dominos!
Havde det ikke været for de to gange tre kilo steg, der lå og gryntede ved siden af mig, var det totalt som en søndags-scene taget ud af mit singleliv for bare tre år siden. (Måske tilsat en små-desperat SMS-flirt med en relativt (u)interesseret ungersvend, men lad nu endelig det ligge …)

I går var jeg ude på ELLE og IN og vise ungerne frem. KÆFT, hvor havde jeg glædet mig til det, og MAYN, hvor var jeg stolt, da alle mine livmoderbærende og fødedygtige kolleger dikkedikkede og roste med våde øjenkroge.
På vej igennem Fisketorvet med min tvillingevogn passerede jeg gudhjælpemig en mor med en TRILLINGEvogn fully loaded med unger på omkring 6 måneder hver.
Jeg så ingen anden korrekt hilsen end at lette på hatten og udgyde et ‘Respekt!’, som hun gik forbi mig.
I øvrigt har jeg opdaget, at når man som tvillingemor med oppakning passerer en anden flerlingemor, så hilser man på hinanden.

Så er der Marilyn på skærmen!
Så er der Marilyn på skærmen!

Det er ligesom folk på motorcykel, eller folk, der genkender hinanden, fordi begge har været med i hver sin sæson af Paradise Hotel.
Man kender ikke hinanden, men deler alligevel et skæbnefællesskab. Det er lidt som at bo på Als igen, der bliver lige lidt kortere imellem folk.  Jeg kan grave det! <3
Jeg er så også blevet typen, der udbryder ‘Nåååhr, hvor sødt, I har den LILLE model!’, når jeg passerer folk med en Bugaboo-barnevogn bygget til ét barn… Kæft, hvor jeg elsker at have to!

Apropos intet: Jeg elsker pålægchokolade! Og jeg skelner skam ikke, jeg er ganske farveblind!
Jeg nyder gerne både lys og mørk pålægchokolade på min morgen-franner. Men hvorfor er det, at når man køber den gode gamle fra Galle & Jessen, så får man altid enten to pakker mørk eller to pakker lys?
Men tvinges jo heller ikke til at vælge imellem med eller uden kokos, når man shopper Samba flødeboller.
Jeg vil gerne opfordre til, at man laver en kombipakke, så vægelsindede chokolade-spisere kan få begge dele og ikke gentagende gange skal finde sig selv i den Sophie’s Choice-agtige situation, som jeg netop har gennemlevet…

Av, min (b)arm …

Hugo bruger karate for at få, hvad han vil ... :-)
Hugo bruger karate for at få, hvad han vil … 🙂

Hey, er man en lortemor, hvis man synes, amning er lidt nederen?
Bevares, jeg føler mig meget moderlig, frodig og funktionel, når jeg sådan kan nære mine efterkommere fra egen barm, og det er da smart, de er jo lige ved hånden. Babserne, that is.
Men når man har sådan to kærligheds-krapyler hængende i Babs og Nutte hver tredje time på minutten (og jeg ammer jo i øvrigt fuldt nu, hvor vores børn er ledningsfri), kommer de satme til at gøre nade! Og Hugo er ikke tilfreds med servering hver 3. time. Han vil have dessert efter 45 minutter. Hver gang …

Desuden er det ikke ligefrem forevigelsesværdigt på Hollywood-måden at sidde installeret i det syrenfarvede foderbræt som udgør tvillinge-ammepuden. Man ligner mest af alt en bartender i en flydende bar i poolen på et charter-hotel, mens turisterne (det er så mine børn i denne analogi) plasker rundt på luftmadrasser og drikker sig i hegnet.

I nat ville Hugo ikke sove. Han ville bare skide og have sin sut i munden. Og hans sut – det er så mig… Jeg er ganske hudløs!

Nu har jeg båret de små skønheder på hofterne i den gode del af otte måneder med alle de bivirkninger, det affødte, OG har født dem. Kunne det så ikke godt være mandens job at amme?
Come on, Mother Nature! Det har jo altid været mændenes opgave at gå på jagt og skaffe føde, og sådan. Det virker da i grunden meget naturligt, at de også står for maden til mini’erne!
Lige nu sidder jeg i sofaen med en baby på hver side og trækker vejret helt stille i håbet om, at de ikke vågner. Og hvis de gør, så helst én ad gangen. Det er ret svært at trøste to triste spædbørn på én gang.

halsOg jeg har ikke haft tid til at spise morgenmad, være i bad eller komme ud af joggingbukserne siden mit overskuds-indlæg i forgårs… (Tak, Nemesis… Got the message!)

Meeeen solen skinner, mine børn er mega-nuttede, analoge og selvhjulpne, solen skinner, min mand er herre-lækker og om lidt kommer min veninde, Lois, med kage!
Det tæller vel som brunch, når de spises on lørdag kl. 11? 🙂

Jeg modtog i øvrigt verdens måske fineste barselsgave fra Anders Forup fra HandcraftedCph forleden. Det er en lille, fin guldhalskæde med et vedhæng, hvor der står ungernes navne og fødselsdato på!
Åh, jeg kan slet ikke komme mig over, hvor fint, personligt og dejligt underspillet, det er.

Søvnløse nætter og solrige dage

01

Jeg overvejer at begå et bankrøveri eller et indbrud i næste uge, hvis vejret holder. Bare fordi jeg kan!
Da vi lå på neonatalafdelingen med ungerne, lærte vi at skolde alt efter brug, og den vane har vi taget med hjem. Og når man står og skolder mælkeflasker kl. 3.30 om natten, smutter det altså ofte med det der varme vand.. Oftere end ikke.
Så jeg er ret sikker på, at jeg ikke har nogen fingeraftryk for tiden! Jon heller ej! Vi kunne blive de nye Bonnie og Clyde – plus børn!

I nat har jeg sovet omkring tre kvarter i alt. Ungerne bliver større pg større og dermed bedre og bedre til at råbe op om natten – bare fordi.
Hugo er pissed over, at han stadig skal have en sonde siddende dér midt i face, når hans søster er frikendt, så han piller i tapen, hvilket gør naller, og så rammes han selvsagt af dårligt humør…
Odense Teater har været skide-cool, så Jon er først rigtigt startet job i dag, så jeg legede martyr og lod ham sove.
Og da ungerne sov formiddagslur, gav jeg mig til at indrette børneværelset.
Halvdelen af dette indlæg er i øvrigt skrevet, imens jeg sidder og stereo-ammer. Der er alligevel ikke meget, man kan bruge hænderne til, når man er spændt for foderbrættet, og bar(m)en er åben.
Jeg satser på at blive sådan en pikke-irriterende overskuds-mor og takker mit fem år gamle søvnproblem for, at jeg er vant til at klare mig på vågne nætter. (Ring mig op igen om en måned …).
That being said: Jeg har lige smidt vores gulvtæppe OG alt mit tøj til vask, da Hugo valgte at sende en byge af fæces afsted, netop som jeg lempede på bleen for lidt siden.
Vi har i øvrigt valgt at placere skiftebordet lige bag sofaen i stuen…
Vi skifter mellem 16 og 25 bleer om dagen, så det er lidt træls, hvis man skal helt ind i et andet rum hver gang.
Så må vores hjem blive ELLE Decoration-værdigt næste år. Eller i 2016, måske.

Eftermiddagen blev brugt på gåtur med ungerne i Bugaboo’en (verdens 8. vidunder! Lortet vender på en tallerken!) og svigermor by my side.
Verden var min østers, som jeg sad der i solen med nyvasket hår, spiste en sandwich og drak en cola, mens nutella-miraklerne sov sødt i kareten! Ekspress-hygge på 35 minutter, så vi kunne nå hjem til foderbrættet inden kl. 15.00.

Fagre, nye voksenliv

Er det i grunden ikke utroligt, hvor fine ting, man kan lave af nutella og kærlighed?

Berta og Hugo!
Berta og Hugo!

Vi har nu været hjemme i en lille uge, Berta har rundet de tre kilo, og Hugo ligger lunt i svinget lige bag hende. Vi satser på, at han også bliver sondefri på fredag!
Jon og jeg har ret hurtigt vænnet os til at give mad og vedligeholde arvingerne hver 3. time efter tre-tabellen (klokken 00, 3, 6, 9, 12, 15, 18 og 21), et ritual, det tager lidt over en time, og altså klare os med max to timers sammenhængende søvn ad gangen om natten.
Men hvad fanden, jeg havde ikke andre planer for dette forår end at gøde disse to gevinster, solen skinner og livet er mageløst!
Desuden har jeg lige spist blinis med stenbiderrogn til frokost IGEN!

Jeg glæder mig åndssvagt meget til vores første telttur med ungerne, omend vi nok venter til næste år (Yes, jeg har ganske rigtigt giftet mig med den eneste anden camping-entusiast, jeg nogensinde har mødt på min egen alder), til at høre, hvordan det lyder, når de griner og til at lyve for dem om Julemanden, Påskeharen og den seksuelle lavalder i Danmark.

I dag, d. 12. marts, var faktisk den dag, vi efter planen skulle have lokket ungerne ud af mig. Vi havde tid til fødsels-igangsættelse på Riget kl. 9.30 i morges (“Så kan I lige nå at spise morgenmad, jo!”, som lægen sagde), hvis det ikke var fordi, mit vand var gået en lørdag aften, mens jeg stor og tung lå på sofaen og så et program om fødende kvinder på Kanal 4. Det er sandt!
Damerne hylede og skreg og råbte med Sussex-accent “I can’t dooo this! Get it outa me, naaaaw!”, og jeg spillede skidesmart overfor Jon og sagde, at sådan ville jeg i HVERT fald ikke gebærde mig, når sandhedens time en dag skulle oprinde.
Berta må have hørt mig derinde og besluttet sig for at give mig muligheden for at lægge mine penge, hvor min mund var, så hun jokkede hul på posen og gjorde klar til departure.
Det er nu to-en-halv uge siden, og fra den ene dag til den anden skifter man bleer, ser TV med babyer på maven, bestiller fødevarer på nemlig.com og har brystvorter så pink som det pureste rosakvarts.

Vi ser TV i lag ...
Vi ser TV i lag …

Jon og jeg er enige om, at vi stadig ikke helt har forstået, at vi nu har to børn – altså sådan for real. Og ikke mindst at de har os…!?
Men i formiddag havde min bette Berta ondt i maven og kunne ikke finde ro, indtil jeg lagde mig med hende i sengen med vores hoveder helt tæt på hinanden, mens jeg holdt hendes lillebitteteenytiny krop i min favn, og med et blev hun helt rolig, og så sov vi sådan i en time.
At være mor er vist lidt som at være en slags gud eller superhelt. Så er man svaret på alt.
Det har jeg sgu alligevel aldrig prøvet før… <3

Modeuge i Paris eller motherhood i pastel

pudeDet kan da godt være, at I andre har fulgt med i de internationale modeuger, måske endda stået i kø foran Hotel De Ville i Paris eller har været til melodunde-grandprix i Odense. Men kan I måske rocke en syrenfarvet tvillinge-ammepude tilsat ustylet hår med samme overbevisning som Mama Lange hér? I think not! 😉

Hele verden har op til min fødsel af de to pragteksemplarer, Hugo og Berta, skreget efter mig på gaden, at jeg skulle sove så meget, jeg kunne.
Pænt svært, når man er stor som en container og har mere vand i kroppen end der er i Greve Svømmehal.
Og i øvrigt nytteløst. Man kan ikke sove, tisse og elske på forhånd, det ved enhver.

Men jeg vil nu alligevel bedyre, at det hårde ved at få tvillinger ikke er den manglende søvn. (Granted, jeg er kun 15 dage inden i gamet, hvad fanden ved jeg. Ring mig op om 6-7 måneder …).
Indtil videre er det hårde for mig den noia, man føder sammen med de to unger, moderkagen og hvad de ellers halede ud af yours truly den solrige søndag morgen den 23. februar 2014.
Jeg har siden deres fødsel ikke kunne sove, når Jon sov. For hvem skulle så sidde og holde øje med, at deres små brystkasser stadig bevæger sig op og ned i en ønskværdig rytme?

Og hvad, når de efter en gåtur er dalet en halv grad i temperatur? Bør man så ikke ringe efter et udrykningskøretøj og forlange genindlæggelse og overvågning på Riget?
I should think so!

Vores unger vejede henholdsvis 2.550 og 2.617 gram ved fødslen, hvilket jo er ren pral på en neonatalafdeling. Men jeg trisser alligevel rundt og løfter dem som krystalglas af frygt for at fucke med noget.
Dog har jeg ladet mig fortælle, at den slags følger med moderrollen for alle – sammen med lange bryster, grå hår og poser under øjnene. (Tjek, tjek og tjek!)

Heldigvis er Jons skuldre vokset ligefrem proportionalt med, at min mavse er skrumpet, og han formår at passe på både begge unger og mig med en sådan overbevisning og ansvar, at det giver mig lyst til at blive skilt og gift med ham all over again!

Berta har allerede vist sig som en bette frivol primadonna. Hun fylder det hele, snorker, når hun sover, æder som en glubsk puma og bruger bagefter den gode del af en time på at prutte og ræbe sig, til hun er blålig i face og selv hendes faderlige ophav ser imponeret til.
Hugo er noget mere mådeholdende af natur. Han sover med samlede hænder og en lille trutmund, spiser langsomt og værdigt, men har siden vores hjemkomst fra Riget vist sig som lidt af en bette boob-mayn, så hans kinder er allerede dejligt frikadelleformede!
Oui, de har taget lidt af både mine og Jons aner, de to!

os

De næste dage kommer til at gå med at købe ting på nettet (20 stofbleer og ditto baby-bodyer forslår jo som en skrædder i helvede!) og øve mig og ungerne udi stereo-amningens kunst. Jon starter job igen i løbet af de næste par dage, så inden da skal jeg have opfundet en metode, hvorpå man hejser baby 2 op på den syrenfarvede satan, efter at man har sat sig i stilling med baby 1.

Yes, yes! Big business!
Jeg vender snarligt tilbage. Spædbørn sover sgu meget!
Og tusind tak for de mange skidesøde lykønskninger. Jeg bliver så glad for dem allesammen.<3 I er satme bomben, folkens!!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.