METTE MARIE LEI LANGE

Så blev man mor til to!

twins

Yes! At være gravid med, føde og bagefter blive mor til tvillinger ryger da vist alligevel ind på pointtavlen som noget af det vildeste, der er sket mig. Og tiøren er sgu’tte engang rigtigt faldet endnu.
Men lad mig lige starte med at sige det, som det er: Jeg er verdens sejeste fødemaskine! Bare spørg any jordemoder på Riget! Fremmede jordemødre roste mig på gangene i dagene efter Berta og Hugos exit af mit korpus, fordi de havde hørt fortællinger om min sejhed!
Fødslen tog 14 timer fra første ve til sidste alien, og jeg skreg ikke én eneste gang! Og ærligt talt ville jeg hellere føde 3 gange mere i næste uge end være gravid bare tre dage mere.
Jeg har gået til kursus hos Mia Rasmussen i Den Gode Fødsel, og ærligt talt havde jeg ingenlunde øvet mine afspændingsøvelser så godt, som jeg burde (jeg hader lektier), men jeg havde min gispende vejrtrækning (som de kalder det), og hver gang, jeg fik en ve, pustede jeg som Den Store Stygge/Tykke Ulv, greb Jons hånd, og så fortalte han mig, når der var gået 20, 40 og 50 sekunder. På den måde vidste jeg, at nu var veen alligevel halvvejs, så nu var det snart spild at begynde at råbe op. Og det gav Jon lidt at lave. 14 timer er sgu langt tid at sidde og se en hval trække vejret i stød, og jeg var ikke i mit mest konverserende hjørne lige i de timer.

Berta kom først, jeg fik hende ud ved ren og skær girlpower, da mine veer aldrig kom igang igen efter en epidural, jeg fik 8 timer inde i forløbet grundet højt blodtryk.
Men damen kom til verden, grebet af sin far, og da stod en jordemoder på en skammel, lænet over mig og holdt fat i Hugo, som stadig lå i min mave, for at sikre, at han ikke lavede svinkeærinder eller lagde sig på tværs.
Netop som Berta var blevet taget fra mig igen og placeret på sin fars flotte bryst, så jeg kunne komme igang med anden akt, ringede jordemoderens mobiltelefon. Hun havde jo begge hænder i brug til at fastholde Hugo på min nu ret bløde mave, og jeg sværger, at jeg i rent overskud og kådhed over netop at have født én lækker unge og have endnu én i vente, spurgte: ‘Du har jo ingen ledige hænder, så skal jeg ikke lige tage din telefon?’

Hugo kom 28 minutter efter Berta med numsen først. Yes, den slags gør naller på en dame, men bevares, kun i et par minutter. Bagefter spiser man panodil i et par dage, et voilà! God som ny! (Næsten…)

Efter ti dage på Riget er vi nu hjemme på Vestergade, vi har hentet vores Bugaboo Donkey-barnevogn og gået den første lillebitte tur til Irma efter stenbiderrogn (det er på tilbud til 30 kr. for 100 gram lige nu! Go, girls!), og så har vi ammet (nok mest mig), malket ud (også mest mig), skiftet en hulens masse bleer (kæft, hvor kan sådan et drengebarn dog tisse langt, når man befrier dem for bleens trange rummelighed) og givet sondemad (Ungerne skal liiige fedes lidt op).

Vi skal alle fire lige vænne os til hinanden og den nye familiesituation, og jeg ved, vi bliver det vildeste firkløver ever!
Berta har allerede bevist, hvordan en bette flæskesteg på bare 2.800 gram kan fylde en hel dobbeltseng, og Hugo laver Zoolander-pose hver gang, han sover, og så ligger han med hænderne under nakken som en anden tysk turist.
Selvom ungerne er så små, at de knap findes endnu, er det allerede gået op for mig, at det ikke er vores opgave at opfinde dem. De findes helt vildt meget, og Jons og min fornemme opgave bliver at passe på dem, skælde lidt ud nogle gange, give dem noget at spise og indlade dem på at tage en uddannelse. Eller bare gøre det, de synes er optur.
Og så overbevise dem om, at verden er et godt sted, folk, der mobber, har misforstået det hele og at man aldrig må sætte tulipaner og påskeliljer i den samme vase, for så visner tulipanerne (true story, prøv selv!).

bum

Pssst: Nu har jeg talt så meget om mine væskefyldte legemsdele, og lad mig nu stolt og overrasket meddele, at jeg siden fødslen har tabt 18 kilo og nu atter kan passe min vielsesring og mine sokker!

Så skete det!!

Hugo og Berta valgte årets første forårsdag, d. 23. februar, som deres ankomstdato – lige lidt tidligere, end deres arme forældre havde regnet med.
Tip til gravide: Pak den skide hospitalstaske i tide, selvom det virker overflødigt…. Cause suddently it ain’t! 🙂

Ungerne er selvfølgelig helt fantastiske (som et jysk ordsprog lyder: Hver so synes nu bedst om sine grise), og vi napper lige en rum tid til at finde ud af, hvordan man lige håndterer sådan en familie-forøgelse.
Derefter glæder jeg mig åndssvagt til at vise ungerne frem og blogge meget mere!

Tusind x 1.000 tak for de mange sindssygt søde tanker og hilsner, jeg har læst dem alle og bliver så glad!

Stay tuned for TWINPEAKS starring Hugo & Berta Lei Lange! ??

Karma, karma daun dubidu daun daaaaaun ….

susEr karma det samme som venlig deltagelse eller medmenneskelighed? Måske.
Når jeg kommer ud for det, jeg opfatter som ‘god karma’, giver det mig øjeblikkeligt lyst til at gå ud og rejse nogle væltede cykler eller købe en øl til en hjemløs.
Den første oplevelse, jeg kan huske at have haft med god karma (som måske også i stedet kan tilskrives venlighed eller god service), var, da jeg var omkring 9 år og min søster var 5.
Det var december, og det var det første år, hvor vi skrottede frittens option på hjemmelavede askebægere eller nøgleringe og besluttede os for at tage aaaalle de 100 kr., vi havde i vores spare-sæl fra banken, og kaste dem efter en julegave til hver af vores forældre.
Vi følte, vi havde røven fuld af penge og spankulerede derfor sporenstrengs ind i Sønderborgs største smykkeforretning, Susannes Guld og Sølv, og bad om en slipsenål til vort faderlige ophav! Og den måtte koste hele HALVTREDS kroner!
Indehaveren (you guessed it: Susanne) smilede sødt og sagde, at de desværre ikke havde nogen slipsenåle i den prisklasse. Men at vi gerne måtte vælge én af dem til 100 kr. og blot betale 50.
Som de små jyder, vi var, kunne vi jo nok genkende en god handel, når den sådan prikkede os på skulderen, så vi slog prompte til!
Juleaften, da vores far åbnede sin gave, kunne vi ikke lade være at fortælle historien, da han jo havde fortjent at vide, hvor kostbar hans nye slipsenål faktisk var.
Siden da har mine forældre købt alle deres smykker i netop Susannes Guld og Sølv. Og hvis de ikke har, hvad de skal bruge, vælger de noget andet!
Susanne har god karma.

Forleden var der en kvinde i bussen, hun var et par år ældre end mig og havde en to-årig med i en klapvogn, der spurgte til udløbsdatoen på min unge-dunk. Vi sludrede (jeg ELSKER at sludre i busser. Man kan nå at have ret dybe samtaler med fremmede, når begge parter ved, at der kommer et naturligt ophør inden længe), og jeg fortalte om tvillingerne. Hun lykønskede mig, og da vores veje skiltes på Rådhuspladsen, hilste hun mig adieu med et ‘Gud bevare jer’.
Nuvel, jeg er meget hormonpåvirket, og det er ikke fordi, jeg sådan er synderligt bibelsk mindet, men jeg blev helt rørt og måtte tage mig i at vande lidt høns på vejen hjem.
Så fik man lige en velsignelse på en tirsdag der klokken lidt i frokost!
Det var god karma.

Når jeg poster billeder af min kæmpemave, mine gigant-fødder eller fra mit bryllup her på bloggen og på Instagram, og fremmede mennesker tager et par minutter ud af deres gøren og laden for at give mig et thumbs up, en sjov kommentar eller en venlig hilsen, så er det denondenlyneme også god karma!

Så nu vil jeg begive mig på gaden efter noget takeout, og på vejen vil jeg komplimentere mindst én fremmed kvindes hår/støvler/jakke/smil! For som Kevin Spacey vist engang har sagt i en film, der fik psykotisk dårlige anmeldelser: ‘Pay it forward’!

Måske et lidt små-frelst indlæg fra min sofa på denne dejlige, lade lørdag, men det har presset sig på nogle dage.
Drik nogle sjusser for mig i aften, de der kan og hav en opturs-agtig weekend!

Og så er der i øvrigt koralfarvet silke-kimono i ‘Klædeskabet‘ nu!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

Fru Lange – nu som tyk klummeskribent!

20140221-170204.jpgJeg er gravid i GRAVID! Jeg er den bulede udgave af Carrie Bradshaw!
I starten af januar blev jeg bedt om at skrive en klumme til magasinet GRAVID. Jeg skrev tre forskellige udgaver, som jeg sendte til redaktionen, så de selv kunne vælge den, de bedst kunne lide. Deres valg er altså at finde på side 98 i det blad, som udkom d. 20. februar.
Det var egentlig sådan, jeg begyndte at overveje det her med at starte en blog. For ih, hvor jeg dog får optur over at skrive med “min egen stemme”.
Nu har jeg været digitalredaktør på ELLE i 4 år, hvilket jeg også elsker, men der skriver jeg jo ELLE-ish. Og det er altså en del mere pænt og en del mindre proletar-agtigt end MM-ish … 😉

I dag har jeg tilbragt hele dagen på Riget. Sidste scanning!
Vores aliens vejer begge lige over 2.500 gram hver, så de er egentlig bagt færdigt. I det tilfælde at de ikke titter ud af sig selv, har vi nu fået fastsat en dato og et klokkeslæt for, hvornår fødslen vil blive sat i gang (Den præcise dato vil jeg gerne holde for mig selv, men hvis der går mere end én dag imellem to indlæg, lugter I sgu nok lunten!)
Det er den allermest håndgribelige uhåndgribelige aftale, jeg nogensinde har skrevet ind i min iPhones kalender.
“Kl. 9.00: Have 2 børn”! Scheiße!!
Det kan altså godt gøre en ganske almindelig, jordbunden dame en smule let i hovedet.

Så i aften skipper jeg min aftale med mig selv om at skære ned på mit sukkerindtag og har fået Jon til at investere i Pingvin-blanding og Marabou, og så er tanken at gå 100% op i aftenens afsnit af X-faktor og lade alle de mange myldrende modertanker få en breather.

I skrivende stund vejer jeg 25 kilo mere, end jeg gjorde, da jeg blev gravid. Faktisk var jeg i 18. uge, før nålen på vægten overhovedet rykkede sig, men så fik den lille lort satme fart på, og det næste runde tal er altså 90!
Kroppen er eddermug’me en imponerende maskine!

Og så er der lidt nyt i ‘Klædeskabet‘ til de, det kunne interessere. 🙂

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

MM, Miami og Magic Mike

I dag har én af mine allerbedste veninder, Tine, fødselsdag.
Tine og jeg har umiddelbart ikke mange ting til fælles, hvis man ser os udefra.
Lad os sige det på denne måde:
Hun er langbenet, lyshåret, dannet og velklædt, træner i et fitness-center HVER dag, spiser sund mad (og 80% chokolade, når hun “synder”) og taler altid pænt til folk. Jep, jeg har meget at lære fra hende.

1

For præcis et år siden tog vi en uge til Miami, og kompromisset, vi indgik var, at hvis jeg var frisk på en power-walk hver morgen, var hun klar på at tage med på mandestripbar. (Tror bare, det var den dannede side af hende, der havde brug for at få det til at lyde som et kompromis…)
Vi havde nemlig lige set filmen ‘Magic Mike’ (to gange. Okay, måske tre …), og jeg KUNNE ikke tage til USA uden at se noget mandestrip. Bevares, jeg har både før og siden været offer for det, vi herhjemme kalder ‘mandestrip’ med elefantsnabel-“huer”, kokosolie og kønsdele, som masseres ublidt i ansigtet på den pige, der (uheldigvis) står tættest på. Men efter filmen om den romantiske stripper med de orn’li’ syge moves, var jeg fast besluttet på en empirisk undersøgelse af, om amerikanerne nu ikke var bedre til den slags.

3

Vi havde verdens bedste ferie, og jeg var helt stakåndet i flyveturen på vej hjem over, hvor mange penge, vi havde formået at spendere på bare otte dage. Vi spiste på de vildeste restauranter, dansede på de flotteste natklubber, lå på stranden, besøgte Dexters hus (ej, okay, næsten, men vi havde lejet cykler, og der er virkelig langt derud!), shoppede i malls og yes, var på stripbar!
Det bør alle kvinder unde sig selv mindst én gang i livet!
Det var så sjovt, underholdende og faktisk også på en måde lidt sexet på én gang. Men det, der optog os mest, var at iagttage de stamæster, som frekventerede stedet. En solid samling af solide damer med solide bundter af pengesedler, som de tog med sig op til scenen og i en lind strøm lod “regne” ud over de mandlige “sports”-udøvere.
Tine og jeg havde hver vekslet omkring 16 dollars i ’singles’, så når én af disse mammas rejste sig fra sædet, kunne vi godt læne os tilbage, for så havde de handyrets udelte opmærksomhed i den tid, det tog at lade omkring 200 dollars forsvinde ned i hans bukser eller udover hans brystkasse. Men vi fik da en lapdance af hver vores hårløse herre iført henholdsvis blå og rød g-streng formedelst 35 dollars pr. gnubbetur.

2

Der går nok en rum tid, før vi tager sådan en teenage-tur igen, omend jeg ikke kan anbefale det nok.
Man føler sig så dejligt uartig, når man, to døgn efter at have skrævet over autoværnet på en 4-sporet, amerikansk motorvej og i ublide ryk sagt farvel til sin aftensmad og 4-5 velvoksne mareritas iført en stram, hvid lårkort og nye stilletter, høfligt og velklædt nikker ‘Go’morgen!’ til sin chef og sætter sig til rette ved sit skrivebord på jobbet.

Alt dette kom jeg til at tænke på, fordi der altså efter sigende skulle komme en ‘Magic Mike 2’-film.
Om den så skal handle om eks-stripperens nye liv som tømrer, vides ikke … Men jeg er nu ret sikker på, at jeg skal se den sammen med Tine, når de kommende unger er lagt i seng!