METTE MARIE LEI LANGE – Side 447

Noget om bryster …

20140530-200422-72262604.jpgHey, jeg kom lige til at tænke på en ting forleden dag.
Jeg har altid været sådan lidt ligeglad med mine bryster. Eller, det er måske ikke helt rigtigt, jeg kan huske, at jeg som 15-årig bad en bøn til Gud (jeg var ganske rettroende som barn, faktisk) om, om han ikke snart ville give mig babser, når han nu havde været så venlig at provide de andre i klassen med sågar TO hver.
Da Gud tilsyneladende var på autosvar den dag (høhø), fik han mig i røret igen et år efter, hvor jeg bad til, at mine babser, når de en dag kom, i det mindste ville være værd at vente på. True story.

Gud var ikke specielt gavmild, da han endelig leverede det, der skulle udfylde mine BH’er i årene herefter. Min far spurgte engang, inden jeg skulle til fest på gymnasiet, om jeg ville have to Gajoler med til at putte i toppen. Heldigvis havde den gamle i årene forud herfor opdraget mig med en vis portion selvironi, for ellers ville sådan én sgu nok være svær at vende tilbage fra.

Jeg har altid været glad for min mave og min røv (indtil jeg fødte de to baryler. Nu er min mås fladere end Finn Nørbygaard efter Stein Bagger-skandalen og har nogle ucharmerende bump, som spreder sig ud på lårene ikke ulig hytteost eller havregrød. Ikke klædeligt). Og jeg har lært at leve et ret godt liv med mine små babser. Selvom jeg ønskede mig store babelutter mere end noget andet som teenager, er jeg i mit voksne liv kommet til at synes, at små bryster er mere elegant.

Nu, hvor jeg ammer to børn ad gangen, er mine bryster selvsagt vokset i størrelse. Jeg havde egentlig glædet mig til at se mig selv med kavalergang, når jeg nu har chancen, men nu, hvor de bliver brugt som buffet hver 4. time, har jeg svært ved sådan rigtigt at få optur over dem og se dem som andet end ungernes Happy Meal. Men de er i den grad blevet større.
Jeg er gået fra en 75B til en 80D. Om morgenen ligner de et vel-udført og ivrigt boobjob, og om aftenen ligner de to sure the-poser.

Nåh, men det, jeg så tænkte på forleden, da jeg stod og så mig i spejlet iført undertøj, var, at brysterne egentlig passer godt til min krop. De virker ikke overdrevet store, men passer sådan set til min krops øvrigt proportioner. Det ser harmonisk ud.
Og da jeg hørte mig selv tænke den sidste sætning, nemlig, at “Det ser harmonisk ud”, kom jeg til at tænke på alle de ungmøer, jeg har hørt i Paradise Hotel, Mig og min Mor og andre reality-serier, som taler om, at de vil have lavet nye babser. “Men altså ikke kæmpe-bryster, vel, det skal bare se harmonisk ud”…
Det var der, det slog mig! Nutidens forhold til bryster er fucked up! Vi har efterhånden ingen anelse om, hvor store (eller små) naturlige bryster er!
Jeg ér godt tilfreds med mine hverdagsbryster (Og håber sådan, de kommer retur, når amningen er overstået), men jeg synes egentlig, de bryster, jeg dribler rundt med lige for tiden, passer ret godt til min krop.
Jeg har åbenbart været uvildigt vidne til så mange kunstige babser på stranden, i TV, i film og på natklubber, at jeg synes, at den babybuffet, som rummer mælk nok til at holde to mennesker i live, glade OG gøre dem mætte nok, til at de sover igennem om natten, ser HARMONISK ud. Ikke vildt store – bare sådan ret naturligt…
Det er jo for vildt. Jeg er ikke gammel nok til at udtrykke et ‘verden er af lave’, men det er satme tæt på, at jeg gør det anyway!

Jeg tror på, at trends og tendenser bevæger sig i bølger. Det ene øjeblik køber alle kæmpe biler, det næste skal alle køre med grøn energi, det ene øjeblik skal tøjet være minimalistisk i grå/sorte toner, det næste skal vi gå i farver og masser af print.
Jeg håber sådan, at vi snart bliver mætte af (no pun intended) kunstige babser (og af reality-TV, også, nu vi er i gang. Man kender jo for fa’en ikke dem, man læser om i Se & Hør efterhånden! Jeg savner hele familien Freddie-Petersen og Tom Danes eventyr i Las Vegas!) , og de små, lettere slatne babser kommer på mode igen!

Interview med min mayn, Jon Lei Lange

Ma baby-daddy!
Ma baby-daddy!

Jeg havde ikke rigtigt tænkt planen helt til ende, da jeg foreslog et Jon-interview her på bloggen. Jeg skulle hilse og sige, at det er pænt svært at interviewe sin kæreste – især når de fleste af spørgsmålene handler om én selv.
Og så kan det jo altså godt være, at I ville have fået nogle mere sandfærdige svar ud af den gode Mr. Lei Lange, hvis redaktøren på den spørgende skrivelse ikke havde været hans helt egen kone… 🙂

Anyway! Vi gik alle spørgsmålene igennem og har censureret en lille smule i dem. Det er jo den frihed, man kan tage sig, gudskelov. Jeg har valgt at gøre det til en ’spørgsmål/svar’-kinda thing, så jeg selv er sovset så lidt ind i det som muligt (som om!). 😉 Min egne kommentarer (jeg kan jo for helvede ikke holde kæft. Ikke engang på skrift!) er dem i parenteserne.

Okay, here goes:

Hvad faldt du for ved Mette Marie? (FEDT, spørgsmål!!)
Da må jeg nok sige hendes åbenhed og appetit på livet. Hun er et af de sejeste mennesker,  jeg nogensinde har mødt. Og så ser hun verden på en måde som om, alt er muligt. Det gør livet større for mig. (Godt svar, hvis jeg må have lov at blande mig …)

Hvis du skulle sammenligne din kone med en kendis, hvem skulle det så være?
Emma Stone! En uforfængelighed og en insisteren på at have det sjovt. Emma Stone minder mig om MM i den scene, hvor Ryan Gosling smider trøjen i ‘Crazy Stupid Love’, hvor hun siger, han er photoshopped. Sådan er hun nemlig – også når hun ikke har drukket. (Det var mig, der tvang Jon til at se den film. Den er jo genial, altså. Og hvis jeg ikke var så godt gift, skulle Gosling altså ikke løbe mange gange rundt om min seng, inden jeg spændte ben for ham!)

Hvad skulle Hugo og Berta hedde, hvis de ikke skulle hedde Hugo og Berta?
Berta skulle hedde Hannah, Sally eller Anna. Forleden talte vi faktisk om, hvordan det ville være, hvis Hugo nu hed Max … Men han har faktisk heddet Hugo, siden vi så ham på første scanningsbillede, så han kan bare ikke hedde andet. (Jeg legede faktisk med tanken om navnene Geo eller Uffe, men det kunne Jon overhovedet ikke tage seriøst).

Skrønen fars pige/mors dreng, sandt eller falsk?
Med fare for en dag at skulle æde mine ord i mig igen, er jeg nødt til at svare ‘falsk’. Men lur mig, om der ikke også kommer et særligt far/søn og et mor/datter-forhold, selvom jeg altid har synes, det var ret maskulint at få en datter. Nogle af de ting, jeg oplever med Hugo, kan jeg kende mig selv i, og samtidig kan jeg også se mig selv i Berta, så jeg synes ikke, man kan sige, at jeg er mere knyttet til den ene end den anden.

Har du et godt råd til andre fædre/kommende fædre?
 Jeg har opdaget, at man skal lade være med at være så bange for, om man kan det hele fra starten. Der er så meget af det, man skal kunne, der viser sig at ligge på rygraden, og det kommer op til overfladen, når det skal bruges. Og vær ikke bange for, om du elsker barnet nok eller er en god far eller andre klicheer, for ligesom med alle andre forandringer, tager det virkelig tid at vænne sig til at få børn! Så længe du sætter alt ind på at gøre det godt, så gør du det på din måde, og det er det rigtige og godt nok. Og tag imod alle velmenende råd – men husk kun dem, du kan bruge til noget.
Og stol på dig selv! Der er ikke noget i verden, der giver større tillid til dig selv end at blive far. (Jeg vil godt indskyde et ‘ditto’ på det hele i forhold til at blive mor, faktisk!)

Hvad er den mest irriterende mor-ting, MM gør? (Uuuh, spændende!)
Nu skal jeg jo passe på, for det er jo hende, der interviewer mig… (That’s right!)
Hun er generelt mere bekymret for, om ungerne har det godt, end jeg er. Hun pylrer nok mere. Men jeg kan ikke rigtigt være irriteret, for det handler jo om vores ungers sikkerhed.
Og nåh, jo, så er hun begyndt at lyde som min mor, når vi kører bil! Hun siger sådan en hvislende lyd, trækker luft ind imellem tænderne, hvis jeg kommer til at køre lidt for hurtigt rundt i et sving eller gasser for hurtigt op. (Ehm…. Welll….)

Hvad er din holdning til at lægge billeder af sine børn op på blogs og sociale medier?
Inden ungerne blev født, var vi faktisk enige om, at det skulle der ikke være for meget af. Her bagefter er man pludselig bare så stolt og vil gerne prale af sine lækre unger. Så nu er vi pludselig selv blevet en del af den kultur af folk, der spammer andre med deres afkom. Jeg kan stadig blive vildt irriteret, når jeg synes, andre lægger for mange billeder op af deres børn. Men jeg gør det jo selv …

På en skala fra 1 til 10, hvor dejligt er det så at have muligheden for at være så meget sammen med Hugo og Berta (og MM) her de første måneder af deres liv?
10! (That one’s easy!)

Hvad har været den fedeste rolle for dig at spille? 
Jeg har mere end én yndlingsrolle, vil jeg sige. Nu har jeg netop spillet (en meget gay udgave af …) Kong Ludvig d. 13. i De Tre Musketerer, og det er altså den bedste rolle, jeg har haft på teater endnu. (Stykket bliver i øvrigt sat op på Østre Gasværk til efteråret igen – tjek det!) Og på film er de fedeste nok de roller, jeg har haft i udlandet. Jeg har spillet med i en amerikansk film, som hedder ‘I’ll Come Running’ og sidste sommer lavede jeg en actionfilm i Mexico med en spansk instruktør. Når jeg er i udlandet, tvinges jeg til at arbejde på en ny måde, og så er det selvfølgelig kombineret med at rejse, som jeg også elsker. Desuden har ‘Midsommer’ en særlig plads i mit hjerte, da det var min første film. Den, der satte det hele i gang. (Til de, der ikke har set Midsommer: Gør det lige. Den er altså ret god. Og scary.)

Og hvad er drømmerollen?
På teatret er der en lang række Shakespeare-roller, jeg gerne vil spille, for eksempel Hamlet og Richard d. 3. Og på film drømmer jeg om at skyde med pistoler i Hollywood.

Hvornår har du allermest lyst til at pakke sydfrugterne og drage med gutterne til Old Trafford?
Når der er lokal-derby mod Manchester City. (Der er sgu så meget, kvinder ikke forstår …)

De 5 sygeste facts om MM, som I ikke vidste i forvejen.
1. Hun åbner ikke sine rudekuverter. Det må jeg gøre. (True. True.)
2. Hun er sygt god til Upwords! (Ja, jeg er! Det er det eneste spil, jeg kan slå min sygt kloge svigermor i. Hvis I ikke kender spillet, så er det sgu synd for jer, for det er vildt sjovt!)
3. Hun holdt kun til 10 minutter af Starwars-trilogien. (That.shit.was.boring.)
4. Hun er det socialt modigeste menneske, jeg kender. (Det er ikke altid et plus …)
5. Hun virker som om, hun faktisk er lidt stolt af, at hun er god til at spille blokfløjte. (Michala Petri har ikke fløjtet forgæves!)

Hvorfor holder du med Manchester United, hvem er din yndlingsspiller, og hvad er dit bedste fodboldminde?
Min fodboldkærlighed blev vakt under EM92, så det er mit bedste fodboldminde. At sidde på Samsø i mormors stue og se Danmark banke de onde tyskere. Da Schmeichel var turneringens bedste spiller, og han til dagligt spillede for United, kunne det ikke være anderledes, jeg blev genfødt som United-fan. Jeg har fulgt dem siden da med svingende intensitet, og yndlingsspilleren er Cantona for gamle dage og Rooney nu. Og jeg håber stadig, at Ronaldo vender hjem! (Motherfucking GAB!)

Hvordan vil du beskrive dengang, I mødte hinanden? (Genialt spørgsmål!)
Det startede med, at produceren på min seneste film spurgte, om jeg ville på date med en af hans veninder og sendte et billede. Jeg har før haft dårlige oplevelser med blind dates, så jeg var ikke lige den travleste kanin i skoven. Men hun var både smuk og entreprænant, så efter et par virtuelle dansetrin, gik jeg med til at mødes og lavede et håbløst uromantisk move og hev hende med i biffen på en ellers solbeskinnet forårsdag. (Seriøst! Klokken var 12, og der var 25 grader!)
Der var kemi fra starten, men det var efter filmen, da vi spiste en sandwich ved kanalen i København, at den sande MM åbenbarede sig for mig. Ugen efter inviterede hun sig selv på pizza i Odense, hvor jeg dengang boede i en ydmyg studenterhybel, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Tværtimod! (Awwww…. <3)

Hvad var din reaktion, da I fandt ud af, at der var tvillinger på vej?
Vantro – og så udelt begejstring! Jeg har ikke været nervøs på noget tidspunkt. Jeg synes, det er så sejt.

Hvis alt går efter dit hoved, hvor er familien Lange så om 10 år? (Familien LEI Lange, om jeg må be’!)
Efter mit hoved er vi om ti år “bi-coastal”. Så har vi et hjem i Danmark, en base, hvor alt udgår fra, og så arbejder jeg både hjemme og i udlandet. Hollywood er helt klart en del af drømmen, men som nybagt tvillingefar skal jeg lige nævne, at alt ændrer sig hver dag, og det er spændende. (Jeg tror sgu godt, man kan blogge fra Hollywood!)

Hvordan blev du skuespiller?
Efter et halvt år på Rødkilde Teaterhøjskole tog jeg til København og begyndte at sende mit CV ud til castere. Efter et lille år fik jeg min første rolle i filmen Midsommer, som heldigvis åbnede nogle døre for mig efterfølgende. Jeg søgte løbende optagelse på teaterskolerne, og samtidig fik jeg mere og mere at lave, og jeg var faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive ved med at søge ind på uddannelsen eller bare arbejde videre som autodidakt. Men da jeg blev optaget på Odense Skuespillerskole, føltes det rigtigt, og der havde jeg fire gode, hårde, selvransagende, navlepillende og voldsomt udviklende år, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg er en helt anden skuespiller her på den anden side af skolen, og det håber jeg er en god ting.

Det var sgu alt for denne gang! Jeg udbringer en tak og et trefoldigt leve for min baby-daddy og håber, I kunne lide, hvad I læste.
Han har heldigvis ikke sagt noget, der har fået mig til at fortryde … 😉

Man kan følge Jon på Instagram (@jon_lange), hvis man vil.
Og så er der i øvrigt nyt under kategorien TWINS!

Hav en dejlig onsdag!

Samsø For The Win

Så blev det mandag, solen praler stadig, og vi er netop hjemvendte fra en velsignelse af en weekend på Samsø!
Jons mormor og moster bor dér omgivet af rødkål, kartofler og store is, så øen er os et yndet rejsemål.
Normalt overnatter vi på førstesalen hos den prægtige dame, som nu også kan bryste sig af titlen som mine ungers oldemor, men der var andre overnattende i denne omgang, så vi tog til takke med hotel Strandlyst i Ballen. Og hvilken tak! Jeg har lyst til at lave en hel blog bare om det sted!

Lidt af alt, der er godt.
Lidt af alt, der er godt.

Hotel Strandlyst er det mest luksusagtige sted, jeg nogensinde har været – og samtidig det mest usnobbede. Første gang, jeg mødte Winnie, den ene halvdel af parret, der driver hotellet, var, da hun under morgenmaden kom løbende ind blandt bordene og nærmest udførte en lille glædesdans, mens hun sang “De har jooordbææær, de har jooordbææær!” De samsøske landmænds jordbær var nu modne, og siden blev samtlige måltider serveret med jordbær til.
Hele hotellet er så skide-gennemført med pool, lounge-terrasse, sauna OG finsk sauna i haven, jacuzzi på terrassen, og så er der syrener over det hele. Det virker som om, de hver gang, de har fået en idé til et nyt tiltag, lige er taget en måned til Bali for at koncentrere sig om, hvordan man udfører den idé bedst. Badekarene på værelserne var sænket ned i gulvet, og suiterne i stueplan havde en privat terrasse bagved med udsigt over en kæmpemæssig kornmark, hvor solen gik ned.
Solen bankede ned denne weekend, og vi ankom åbenbart dagen før Samsøs traditionsrige kartoffelmads-konkurrence i Tranebjerghallen (Det hedder den sgu!) med ærværdige dommere som Ida Davidsen og Paul Cunningham. Strandlysts unge kok, Rasmus, var charmerende meget nervøs, og vi takkede ja til at lade ham øve sin finalemad på os. Nu har jeg jo som bekendt længe været stor fan af netop kartoflen, og nu bor der også en kærlighed for hjemmelavet ramsløgs-mayo fra Samsø i mig.

Vi brugte formiddagene og det første af eftermiddagene på Strandlyst med morgenmad, amning, pool-hygge og krimilæsning, mens ungerne lurede den i Bugaboo’en, og midt på eftermiddagen drønede vi ud til oldemor, hvor vi spiste slik, kager og aftensmad! I sandhed det bedste fra begge verdner, og så på Samsø.
Vi bor jo til hverdag i en lækker, dejlig lejlighed ved Rådhuspladsen i København, som kun har det minus, at der aldrig kommer sol ind. Vi kan ikke holde liv i så meget som en tidsel!
Derfor blev jeg ikke det mindste irriteret, når solen vækkede mig kl. 5 om morgenen fra vores vindue med havudsigt.
Og ungerne opførte sig eksemplarisk for situationen! Den friske luft, de lune temperaturer og de mange indtryk (gætter jeg på) gjorde, at de sov mere end vanligt, og det udnyttede jeg og ham den Lange ved at lave bomber i poolen og tage lure på terrassen.

Når jeg bliver rig, køber jeg en pool magen til den her!
Når jeg bliver rig, køber jeg en pool magen til den her!

Jeg fik lidt smæk på Instagram for at bedyre, at det altså ikke er så slemt at få dobbelt op på unger, som folk ellers har advaret mig om. En advarsel, der er pænt svært at reagere på, når man allerede ér tvillingegravid, eller som nu sågar har poppet dem.
Jeg tør godt sige om mig selv, at jeg er optimist uden at frygte, at nogen, der kender mig, vil forsøge at argumentere for det modsatte. Men jeg er da af og til blevet udfordret i dette overvejende positive livssyn, da endnu ikke én fremmed har kigget med i min barnevogn og sagt ‘Tillykke’.
Man undres, men det eneste, jeg er blevet mødt med, er “Det bliver hårdt!” Og hvis jeg forsvarer mig med, at min mand har fri for tiden, eller at krapylerne sover igennem, får jeg at vide, at jeg bare skal vente mig.
Og det gider jeg ikke. Jeg hader at vente, og jeg gider denondenlyneme ikke bruge mit og min families livs bedste sommer på at vente på en tid, som måske slet ikke kommer.
Hvad der er godt givet ud kommer ikke dårligt igen, som man siger, så hvis orkanen rammer os, vil jeg sgu da hellere have brugt den tid, hvor tingene var nemme, på at nyde dem.
Og jeg er nødt til på denne solrige mandag at efterlade jer alle med en opfordring. Jeg ville føle mig som en egoistisk krampe, hvis jeg ikke fik nogle af jer til at dampe til Samsø og slappe totalt igennem et par dage på Hotel Strandlyst med en kæreste, nogle børn, en veninde, eller en fremmed. Bare gør det, det kan ikke fortrydes.

Vi’ på vejen igeeeen!

20140523-075221-28341558.jpg

D. 23. maj sidste år, for præcist et år siden, havde jeg bare en lækker kæreste, som jeg havde boet sammen med i under et år. Weekenderne blev brugt med Matador Mix og Netflix eller gin/tonics på Simons. Min største commitment var et Plan-fadderskab til en lille dreng i Benin, og det kørte altså over betalingsservice. (Det gør det i øvrigt stadig).
Klip til i dag:
MM 32 år, gift og mor til to børn (som i øvrigt bliver 3 måneder i dag!). Har bil, opsparing, fællesøkonomi, hytteost på lårene og abonnement på både Femina og Årstiderne.
Fra 0 til 100 på voksenskalaen på ét år! Ja, Simons findes ikke engang mere!
Jeg kan dog konstatere, at jeg spiser mere Matador Mix end nogensinde før…

Jeg har ikke før sådan haft bil, og nu har vi altså leaset en Ford C-MAX sommeren over. En fin, kridhvid én, med alle mulige smarte features. Den kan parallelparkere SELV! Det ser top-stenet ud, når rettet drejer af egen kraft og vilje.
Da jeg var barn på Als, var min far meget lidt af en bilnørd. Biler skulle bare have fire dæk og en motor og kunne betales kontant.
Jeg kan huske, min søster bad ham køre en gang rundt om blokken for at parkere med venstre side af bilen ind mod skolen, når han satte hende af om morgenen, da det var den side med mindst rust på.
Jep, min midlertidige bil er en klar opgradering! ?

I går var det jo stjerne-varmt, så jeg lavede en vaskeægte madkurv, og så kørte vi ud i det blå. For enden af det fandt vi Bellevue. Sikkert en kliché, men vi skal jo lige lære det.
Ungerne tilbragte eftermiddagen i skygge i deres autostole, hvor de sad og skiftevis sov og skraldgrinede som deres mor under Linie 3s 25-års jubilæum, og vi fik slikket sol, spist paranødder og ostemadder, læst Se & Hør og sågar dyppet tæerne i Øresund. Jeg sked på alt, jeg før har sagt, og ammede i bikini! Bum!

Dette indlæg er skrevet fra bilen, som nu ligger tungt på vejen grundet unger, gylp, bleer, solcreme, madpakker og godt humør, og GPS’en er indstillet på Samsø, hvor vi skal besøge ungernes oldemor på faderens side. Men først skal vi lige en tur i poolen på Hotel Strandlyst, hvor vi skal have til huse de næste to nætter. Ain’t life grand! ?

Jeg har siden krapylernes korporlige befrielses-aktion gået og ventet på, at hende der moren ville flytte ind i mig. Hende der, som min mor og alle andre mødre var, som ved alt om, hvilken temperatur badevand skal have, som klipper håret praktisk kort, insisterer på havregrød til morgenmad hver morgen, og som bare er født voksen.
Jeg er så småt ved at indse, at jeg er på egen hånd her, og at det altså er mig, der er moren. Hugo og Berta hænger på mig og min til tider kluntede facon. Måske er badevandet lidt for varmt nogle gange, og andre gange er det for koldt. Og når jeg nu spiser nutella til morgenmad, kan det også tænkes, at de kan få lov til det engang imellem. Når de bliver ældre.
Og selvom det er skidebesværligt at bøvse et spædbarn, når man insisterer på at have langt, glattet hår, så nægter jeg at gå ned på frisuren.
Men min veninde, hvis mor er børnepsykolog, siger, at man skal stå umanerligt tidligt op om morgenen for at ødelægge et barn, og indtil videre har sundhedsplejersken ikke rynket videre på næsen, selvom støvet godt kan samle sig nogle gange med sådan to ekstra på matriklen.
Jeg tror sgu nok, det skal gå.
Indtil videre holder jeg fast i mit postulat om, at det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, var at fylde 30.

Hav en deeeejlig weekend! ???
Og der er i øvrigt lidt nyt under fanen TWINS.

20140523-075919-28759269.jpg

Skvalderkål, sommerbil og (gisp!) sund spise

Se mig, se mig, jeg poser slet ikke!
Se mig, se mig, jeg poser slet ikke!

Okay, NU bliver det vildt!!
I dag skal familien Lei Lange nemlig ud i noget så voksent som at hente vores første bil! Haha! Kæft, jeg glæder mig!
Vi har henover sommeren fået lov at teste en Ford C-MAX, og i den skal vi land og rige rundt, kan jeg godt sige jer!
Vi starter med Samsø i weekenden, og senere venter Skagen, Als, Djursland, Gilleleje, Herodes og Pilatus, og det bliver OPTUR!

I går havde vi ryddet kalenderen. Vi er begyndt at aftale faste, ugentlige, aftalefri dage, da vi ellers ville have gæster og folk helt op til albuerne døgnet rundt.
Så vi benyttede os af solens milde væsen og gik en tur i Botanisk Have. Her fandt vi et lille stisystem helt nede ved søen, hvor der var en masse høje skvalderkål og ingen andre mennesker, så der sad vi og følte os som den lille grimme ælling helt væk fra verden midt i København.
Bagefter gik vi på den nye Cock’s & Cows på Jarmers Plads. Det er fantastisk, at de har åbnet et nyt sted, så vi ikke med skamfuldt bøjede hoveder gang på gang skal bekymre os om, hvad personalet nu tænker, når vi kommer og spiser burgere IGEN! Fremover kan vi fordele vores besøg på TO restauranter og dermed virke lidt mere i balance. Det er great! ?

Og så er der i øvrigt sket noget vildt herhjemme. I kommer til at tro, det er løgn, eller at jeg er blevet betalt for at skrive det her. Min integritet er vitterligt på spil …
Men dette er ikke et sponsoreret indlæg, blot den skinbarlige virkelighed.
Der er sket det, at vi i morges modtog vores første kasse fra Årstiderne. ‘Low Carb Kassen’! Jep, jeg ved det, nu hader I mig…
Det er et valg, vi har truffet ved et lille familieråd, fordi vi er trætte af at købe ind hele tiden, og så er vi dårlige til at finde på nye ting at lave til aftensmad, og efter ungernes komme bliver det tit noget nemt med pasta. Og når jeg i forvejen dagligt indtager en slikmængde svarende til, hvad en gennemsnitsstor SFO sætter til livs ved en fastelavnsfest, ville det måske ikke gøre noget, hvis jeg i det mindste fik sund mad én gang om dagen …
Jeg skriver i øvrigt dette, mens jeg spiser en Nutella-mad.
Nu må vi se, om min krop slår ud og mit hår falder af, når al den sundhed rammer mit uhærdede legeme.
Fingers crossed! Og god onsdag! ?