METTE MARIE LEI LANGE

Frisk fisk, klapvogns-kids og taksigelse

IMG_7136.JPG
Jeg sank lige en gang eller fire i går formiddag, før jeg tryllede på udgiv …
At sige op på ELLE var ikke en impulsiv, men alligevel en ret udfordrende beslutning.
Lige efter, at indlægget havde ramt bloggen, ringede vores sundhedsplejerske på døren, og da jeg atter øjnede min iPhone to timer senere, var min indbakke, Instagram og facebook fuld af hjertelige lykønskninger, og man kaldte mig modig og alt muligt andet vildt optur!
Jeg svævede rundt resten af eftermiddagen, og da jeg ved aftentide indfandt mig til åbningsreceptionen i anledning af den nye Isabel Marant-butik her i byen, drak jeg i bar’ iver to glas champagne lidt for hurtigt, hvilket resulterede i, at jeg i en gestikulerende armbevægelse kom til at spilde på flotte Line fra pr-bureauet 9PR.

Jeg føler, jeg har ti centimeter af verdens mest bløde og fluffy skumfiduser under fødderne, hvor end jeg i dag sætter mine ben, hvilket lige nu er rytmisk efter hinanden bag krapylernes klapvogn (oh, yes, vi har lavet et upgrade!), i mit ærinde til Nyhavn for at hente frisk fisk til aftensmaden! Jeg er fuld af tillid til verden og tror på, at vi nok skal få betalt huslejen – også i det nye år.
Tusind, tusind tak for jeres søde, dejlige opbakning! I er fandme søde!

Og så nærmede bloggen sig i øvrigt besøgsrekord i går, hvilket nok betyder, at en masse, der ikke anede, at jeg arbejdede på ELLE, nu har læst om, at jeg har sagt op på ELLE. Hvor meta! ?

God weekend!! Spild på alle mulige!
Tænk på: En fremmed er blot en ven, du ikke har spildt på endnu… ?

Skål (og krydsede pølsefingre) for fremtiden

Facebook-20140829-093647Jeg har lagt mærke til, at tingene har det med at ske i bølger.
Man plejer at sige, at én ulykke sjældent kommer alene, men jeg vælger at tro, det også kan forekomme mere positivt end som så.
Da jeg i 2009 blev kandidat i psykologi og kommunikation på RUC, skete det samtidig med, at jeg gik fra min daværende kæreste, hvis lejlighed, jeg boede i, så i samme omgang blev jeg også hjemløs. Og med kandidatbeviset fulgte ingen automatisk ansættelse nogen steder, så jeg blev sgu også arbejdsløs.
Indtil jeg et halvt år senere blev ansat på ELLE, boede jeg til fremleje, og jeg startede på ELLE få dage efter at have generobret min egen (indtil da fremlejede) lejlighed, så atter engang synes der at være et sammenfald i tingene. (Læs i øvrigt mere om det i dette indlæg).

Måske er det tilfældigt, når den slags sker. Men det kan også være, det er fordi, at man, når der sker en stor forandring, er mere åben overfor det nye. Alting får nye farver i det lys, der pludselig pibler ind gennem de sprækker, som kom til syne, da man rykkede rundt på møblerne.

Nu sker det i hvert fald for mig igen …
Jeg blev gravid 10 dage efter, at jeg var blevet gift. Og jeg nåede altså ikke at vænne mig til at være hverken ‘kone’ eller ‘gravid’, før jeg også skulle vænne mig til at være ‘mor’. Og oven i det startede jeg så bloggen her!
Heldigvis går alt mega-langsomt, når man får børn, så man har masser af tid til at vænne sig til alting og lære det hele fra bunden. Thank God. For hende dér mor-prototypen, som kender vaskegrader, bager selv og har praktisk frisure, som jeg satsede på ville flytte ind under huden på mig, har glimret i sit fravær.
Nu er jeg lige så stille ved at føle mig hjemme i livet med mand og to unger, der er gået et halvt år, siden min og Jons tilværelse blev skudt til smadder af et maskingevær fuld af kærlighed. Og i takt med, at bølgerne slår lidt roligere ind mod kysten, er der blevet skabt rum til at træffe beslutninger, der handler om andet end hvilket mærke babyshampoo, der passer bedst til mine ungers skaldede isser og hvis tur, det er til at skifte ble næste gang.

Jeg har sagt op på ELLE. BUM!
Det er en super-vild beslutning, og jeg kan godt mærke, at klimaet i mine armhuler overskrider stuetemperatur, når jeg skriver det her, for hvad er man for en spade, når man siger op på ELLE?! Og ikke mindst: Hvem er dum nok til at sige et fast job op, når man lige har fået to børn og har en mand, der lever af at være gøgler?
Men det skulle gøres. It was time!
Jeg har arbejdet som web-mama på ELLE i fire et halvt år og har de sidste to af dem også været stolt digitalredaktør for modemagasinet IN. Jeg har elsket det, og jeg har lært helt sindssygt meget. Jobbet i glasburet på Havneholmen var mit første nogensinde, og jeg ved, at jeg er den digitalredaktør i modebranchen, der har siddet i den stilling i længst tid ever. Mit job var et komplet andet da jeg startede end nu, hvor jeg forlader det, men jeg har sgu’ rullet med slagene og er pavestolt af de resultater, jeg har skabt. Og nu er jeg parat til at prøve noget andet!

Min beslutning har sådan set ikke en disse at gøre med, at jeg har poppet kids, min tid på ELLE var blot forbi, og jeg er ganske overbevist om, at jeg ville have truffet samme beslutning right about now, selv om det kun havde været mig og ham den Lange, der huserede her i gemakkerne på Vestergade. Så havde jeg nok bare ventet med at sige op, til jeg havde fundet noget andet at rive i. 😉
Men lige netop fordi, jeg kun er halvvejs igennem min barsel, ser jeg det her som en unik mulighed for at se, hvad der sker. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal, når jeg til marts (forhåbentlig!) gerne skulle starte med at arbejde igen.
Men jeg har et helt halvt år til at finde ud af det! Det føles mega-scary, sindssygt spændende og voldsomt befriende på én gang, og jeg føler mig så fantastisk heldig, at den her beslutning fandt mig på sådan et godt tidspunkt.
(Og hvis alt andet glipper, skylder de mig vel efterhånden et job på Cock’s & Cows eller i Simply Chocolate i Magasin med alle de folk, jeg har sendt i deres retninger). 😉

Jeg kommer stensikkert til at savne fællesskabet, kollegerne og min dagligdag på ELLE. Jeg har været sindssygt glad for mit job og kommer til at have det sygt underligt med at se bladet på hylderne og ELLE.dk og ikke længere være en del af det fantastiske team omkring det hele. Man ved jo, hvad man har og ikke, hvad man får, men det er efter min mening den dummeste grund, man kan have til ikke at flytte sig, så nu satser jeg hele butikken og kaster mig ud fra femmetervippen! (Og voldgæster Havneholmen med Bugaboo’en, når jeg får abstinenser, det har jeg heldigvis fået lov til).

Mens jeg hygger mig med Prop og Berta døgnet rundt de næste mange måneder, vil jeg også bruge min nyvundne frihed på at skrive om alting her på Twinpeaks.dk. Det er jo nemlig sådan, at når man arbejder på et forlag, kan man ikke bare sidde og behandle de samme emner, som man får løn får, inde på sin blog, med mindre man havde en aftale om den slags, før man fik jobbet.
Men nu, hvor jeg er fugl i eget bur, kan jeg sprede mig lidt mere ud over nogle af mine øvrige interesseområder så som kluns, sminke, duftevand og den slags.
De lange indlæg, hvor jeg hælder vand ud af ørene om vores dagligdag, vil aldrig vige pladsen, men internettet er jo stort, så mon ikke, der er plads til lidt mere? Så længe ungerne tager to lure hver dag, og jeg får min søvn om natten, så er der jo masser af tid at tage af.

Skål i morgenjuice for fremtiden, nye territorier og ukendte destinationer!
Og endnu engang: Skide fucking-tak (nej, jeg gider ikke tale pænt) fordi, I gider følge med og skriver sådan nogle søde ting til mig her på bloggen. I er stensikkert med til at give mig den selvtillid, som gør, at sådan noget som det her lader sig gøre.

Lidt om at være single, mens alle andre popper kids …

Oh, the memories ...
Oh, the memories …

Der er et par gange nogle læsere, der har bedt mig fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede dét, at alle omkring mig fik unger en del år, før jeg selv gjorde. Og lige nu sover mine egne, så here goes …

Da jeg var midt i tyverne, fik de to tøser, jeg på den tid hang mest ud med, begge to faste kærester. Indtil den dag havde vi været vant til at fungere som et trekløver, der egentlig kørte ret meget efter samme skema. Vi var vilde med fyre, som ikke var vilde med os, og jeg tror sgu egentlig lidt, vi helst ville have det på den måde, når jeg ser tilbage. Sådan føltes det absolut ikke, mens det stod på, men noget af det mest fantastiske ved at modtage en SMS fra mit hjertes udkårende (i dén måned …) var at disektere den med mine veninder. At en bejler havde indtastet to mellemrum efter punktum kunne fortolkes som et tydeligt tegn på kærlighed, da det jo var klart bevis for, at han måtte have slettet noget og skrevet noget nyt. At han interesserede sig nok til at omformulere sig kunne kun betyde én ting: Kærlighed! (Det viste sig jo så desværre som en usandhed i sidste ende).
Vi tilbragte de fleste weekender på Vega. Hver anden weekend arbejdede vi som bartendere i Loungen på 2. sal (oh, yes! Alle tre! Selvstændighed føltes kedeligt og overvurderet), og hver anden weekend drak vi vores løn op på personalekortet.

Men først fik den ene af mine to wing-women en meget fast kæreste, så hun sagde op på Vega og begyndte i stedet af bruge weekenderne i ske, og efter et par år gik det samme vej med den anden. Og så sad bette MM dér!
Men hvad gør en handlekraftig jyde, som ikke er færdig med at danse på bordene og gøre ting, hun bitterligt fortryder i slipstrømmen heraf? Denne her jyde startede LADY-LOGEN!

Jeg begyndte at indsamle emailadresser på de cool og søde damer, jeg mødte til fødselsdage, events og receptioner, og en råkold dag i februar 2007 inviterede jeg dem alle sammen til at komme ned på Madklubben i St. Kongensgade og spise middag med mig lørdag aften. De skulle selv betale, forstås. Der kom fem.
Måneden efter gentog jeg invitationen. Da var vi femten piger. I april kom der 25, og så gik det stærkt.

Efter et par måneder lukkede jeg ned for tilmeldinger, for det var omkring samme tid, at hele verden kom på facebook. De festlige billeder resulterede i talrige henvendelser fra festglade piger, som ville med i logen, men jeg var ikke ude på at starte et fest-imperium, jeg ville gerne have, netværket skulle være intimt og personligt, så alle kendte hinanden.
Vi var således 55 ladies i LADY-LOGEN, og den første lørdag i hver måned arrangerede jeg en middag et sted i byen. Her fik vi så en tre-retters menu, og imellem hver ret byttede vi pladser, så man kunne få talt med en masse forskellige damer. Vi var højst tredive deltagere ved hver middag, så tilmeldingen skete efter først-til-mølle-princippet.

Efter middagen havde jeg sørget for indgang og velkomstdrinks på en natklub eller ved en fest, og så dansede vi og drak shots, som fik vi penge for det. Filosofierne var “Kvinde er kvinde BEDST” og “Hellere drukne i stiletter end komme tørfodet hjem i gummistøvler”, og vi var altid dullet helt op under loftet i høje hæle, malede kindben, stylet hår og jeg skal komme efter dig.
Mænd og flirt var sjovt nok altid komplet ligegyldige på disse aftner, det handlede kun om at have det sjovt med damerne omkring sig.
Jeg tør sagtens sige, at jeg har haft op til flere af mit livs bedste aftner i LADY-LOGEN, som eksisterede i lidt over seks år.
Det sidste år gik vi ned til at mødes hver anden måned. Jeg selv var blevet gift og 30 år gammel og havde ikke samme festgen længere, og det samme kunne siges for mange af logens øvrige medlemmer, hvoraf også flere havde formeret sig. Der var sågar en overgang tale om en helt ville “baby-loge”, en udbryder-mødregruppe af loge-medlemmer, som mødtes, fordi de alle havde fået børn samtidig og havde stiftet bekendtskab i LADY-LOGEN.

Det er jo ikke fordi, man behøver starte en medlemsklub bare fordi, at man er single og midt i tyverne – mindre kan også gøre det.
Jeg tør bare vædde på, at for hver aften, man sidder alene hjemme, fordi ens BFFs har fået unger og voksenliv, hvor man hellere ville have været i biffen, ude at spise, på klub eller til fest, så sidder der en masse andre ude på den anden side af deres computerskærme og har det på samme måde. Så mit tip er: Start det modsatte af en mødre-gruppe! En IKKE-mødre-gruppe!
En flok af flotte females, hvor aftalen er, at man mødes engang imellem på fast aftalte tidspunkter, og så hygger man igennem! Måske teater den første torsdag i hver måned. Eller i byen den sidste lørdag.
Tanken er bare den, at man ikke behøver være bedste veninder for at være en del af et fællesskab. Man behøver ikke skifte sine veninder ud, fordi man er forskellige steder i livet, men man  behøver heller ikke sidde og undvære, fordi de rykker hurtigere end én selv.
Da mine veninder havde fået set en masse til kæresten og lidt mere styr på det der med at være mor, drønede de også ud af buskene og kom med til en del af loge-arrangementerne. Og så mødte jeg gladelig op til børnefødselsdage, barnedåb og rolige tirsdag aftner med baby i favnen i joggingbukser til gengæld.

Min grundtanke er nok noget så forudsigeligt som at være der, hvor man er og gøre det, der passer til én. I stedet for bare at vente. Jeg hader at vente. 😉

 

Emmy-rotter, kinamad og løse gækker

IMG_7027.JPGJeg er lige kommet hjem fra det, jeg vil kalde en semi-autentisk oplevelse, som jeg må dele!
Jeg har længe været i humør til noget and i sur/sød-sovs, men jeg har ikke haft held med at finde noget decent takeout her i området. Til gengæld har jeg længe filmet lidt efter den kinesiske restaurant overfor Glyptoteket (eller ‘Glypperen’, som den hedder, når man bor i indre København). Jeg troede, den pågældende restaurant hed ‘Emirates’, men det viste sig at være rejseselskabet ved siden af. Og jeg har haft en tendens til at udtale det, som om der var tale om to rotter, der skulle til Emmy Awards. På engelsk. (Get it?)

Restauranten, som vi besøgte her til aften, trods min mands umiddelbare skepsis, hedder Great China og ligger lige rundt om hjørnet fra Rio Bravo. Der var stort set ikke andre folkeslag end kinesere derinde, og maden var efter mit barometer noget i retning af formidabel! Altså ikke ‘Restaurant København’-lækker, men ‘Vi-gider-alligevel-ikke-spise-rester-fra-i-går-og-Jon-gider-ikke-klæde-om-fra-joggingbukser’-nice!
Det er en kæmpe buffet af både færdige retter (I ved, indbagte rejer n’shit!) og så en buffet med masser af friske grøntsager og råt kød – pænt fordelt. Så tager man det, man gerne vil have, med op til kokken, som så steger det hele på stedet. Det var vildt lækker, og manden ved nabobordet underholdt med historier om, hvordan han og hans ven, som han åbenbart havde kendt siden 1972, hver onsdag “slipper gækken løs” med at drikke Absinth, høre klassisk musik i Tivoli og altså spise på kineseren.

Jeg kan i hvert fald anbefale stedet, hvis man er ude efter noget snasket på den lækre måde. Jeg blev stopmæt for 138 kr., mens krapylerne gloede på guldfisk i et stort akvarie på væggen.
Nu skal de snart visselulle (ungerne, that is. Jeg kender ikke til fiskenes sengetid), og så skal faren og jeg se ‘Out Of Sight’ med Jennifer Lopez og George Clooney bagefter. 90’er-filmene hitter endnu!

Hav en dejlig aften! Der sker vilde ting i mit lille liv for tiden, men jeg kan ikke dele nyhederne før senere …
(Og nej, jeg er ikke gravid igen). Og jeg har heller ikke lavet en taske/neglelaks/strømpebuks-kollektion.
I know, jeg er en tease! ?

Østerbro, lidt om is og lidt om alder

IMG_7016.JPGMin lillesøster bliver 29 år i dag!
Er det ikke lidt som om, ens egen alder bliver bestemt af ens lillesøsters?
Nuvel, jeg ved godt, jeg er gift, har to børn og fylder 33 lige om lidt, men jeg føler mig ikke sådan skide-voksen. Jeg spiser mere slik end en gennemsnitlig SFO forbruger til fastelavn, og jeg glæder mig mere til jul end nogen anden, jeg kender. Og nogensinde har kendt. Eller hørt om.
Men når jeg så ligger inde med en lillesøster, der er 29 år gammel, føles det pludselig som om, at jeg i sammenligning bliver ret voksen!
Og det gør mig sådan set ikke noget. Det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, var at fylde 30! ?

I går var ungerne og jeg en tur på Østerbro. Ikke et sted, jeg frekventerer ret ofte. Det skyldes sådan set ikke modvilje på nogen måde, jeg har blot ikke så mange ærinder i den del af byen. Men nu er Jon og de andre skuespillere begyndte at sparke bold derude, så jeg trissede mod øst for at se dem træne. Ooog så kom jeg da lige forbi OLUFS IS på vejen!
Til de (stakler), der ikke ved det, skal det fortælles, at OLUFS IS er verdens mest charmerende isbutik med hjemmelavede ispinde, som ligger på venstre hånd lige efter Trianglen på Olufsvej.
Jeg valgte mig en vanilleis med chokoladeovertræk, og det blev jeg ikke ked af. Den kostede 25 kroner, og jeg ville hellere end gerne betale 50 kroner for dén is, hvis I lover, at jeg aldrig nogensinde behøver betale 30 kroner for Hansen Is’ version af en Københavnerstang igen! Magen til bondefangeri skal man lede længe efter, hvis I spørger mig. Det er is-snobberi af værste skuffe. Næh, så foretrækker jeg altså OLUFS IS, når det skal være ekstra spændende. Til hverdag er jeg storforbruger af Rema 1000s danske klassikere! Deres isbåd sejler nemt fra alle konkurrenterne.

På vej hjem fra Østerbro hoppede jeg på en bus. Jeg sad ved siden af Bugaboo’en på et af bussens dertil indrettede klap-ned-sæder, og overfor mig sad en metusalem af en mand sammen med sin mindst lige så gamle hustru. (Eller nu ved jeg jo ikke, om de var gift. De kan da også være nye kærester eller måske blot bollevenner, men lad nu det ligge). Efter et par kilometers kørsel, hvor jeg havde siddet og smilet og dikkedikket først den ene, siden den anden arving, spurgte den gamle herre til ‘barnets alder’.
Jeg svarede stolt, at det altså var tvillinger. Jeg havde TO børn på hvert et halvt år i vognen, smilede jeg. Manden trak på sit eget smilebånd i en tvivlende mine, vendte sig mod sin kone, pegede på mig og vognen over sin skulder med tommelfingeren og hviskede “Der ligger altså kun ét barn dernede….” SÅ gammel er jeg da trods alt ikke blevet endnu! ?
Resten af turen skulede de to senior-pensionister lidt medlidende over imod mig og krapylerne, så jeg gjorde alt for at synliggøre de TO lifte, da jeg steg af ved Thorvaldsens Museum nogle minutter senere. ?

Det var alt for mig denne tirsdag aften i stearinlysets skær. Jeg ønsker jer alle en aften fuld af hurtige internetforbindelser, korte tv-reklamepauser og tung nattesøvn. ?