METTE MARIE LEI LANGE – Side 451

Klar til finalerunden!

20140205-093526.jpg

Jeg har været på besøg hos min far og hans kone siden søndag, og nu trænger jeg også til at komme hjem i min egen seng igen.
Det skorter ellers ikke på servicen her i det alsiske! Jeg har fået serveret både lammekølle med flødekartofler og siden gyros med hvide ris og blandet salat. (I mit barndomshjem har ‘blandet salat’ altid betydet ‘frosne ærter’).

I dag er der fem uger til min termin, og min krop er ved at være træt af det her projekt. Jeg har ikke kunne vende mig i sengen siden november, og da det nu virkelig trækker tænder ud i så vid en udstrækning, at jeg skal kaste op, når jeg forsøger, idet beboerne i bugen maser min mavesæk og mine lunger, mens jeg flakser med benene som en anden Fred Astaire i forsøget på at dreje mig, opsøgte jeg i går en bandagist her i Sønderborg.
En anden tvillingemor har nemlig anbefalet mig et glidelagen. Jeg har googlet som en sindssyg og erfaret, at et glidelagen er noget, man bruger til ekstremt gamle eller ditto fede mennesker, så hjemmehjælpen i et snuptag kan vende dem i sengen, så de undgår liggesår, og kommunens udsendte undgår dårlig ryg…
I have never felt so elegant…! :-/

Desværre var Sahva i Sønderborg ej heller lagerførende i glidelagner, som butiksassistenten ellers var så sød at oplyse mig om plejede at ligge ovre ved siden af gummilagnerne (Dear God, help me!), så i nat blev det atter kun til et par timers søvn.

Kl. 12 tager jeg toget mod København, og normalt ville jeg se frem imod en transportabel lur, men jeg tør altså ikke …
To dage i sidste uge fortalte min ægtemand mig søvndrukkent ved morgenbordet, at jeg nu var indviet i familien som en ‘ægte fru Lange’.
Oversat: Jeg snorker helt vildt…
Endnu en charmerende sidegevinst ved at være udvalgt til at føre liv videre her på kloden.

Måske var det derfor, det i gamle dage var så vigtigt, at man blev gift, før man kastede sig ud i at lave levende kopier?
Fordi kvinden i graviditeten forandrer sig fra at være et fnisede, bette nips med lakerede tånegle og taljerede kjoler, til at være et altædende, larmende, snorkende, pruttende (oh, yes!), hormonforstyret, bevortet kæmpe-monster, der ikke har set sine tæer i flere måneder og derfor heller ikke har formået at barbere ben. Og i øvrigt er helt utiltalende ligeglad med den bette detalje.

Her er man nødt til at have en ægteskabelig kontrakt, der lover manden en plads i helvede, hvis han forlader det, der set i modlys med sammenknebne øjne måske stadig minder en lillebitte smule om den kvinde, han forelskede sig i, som kvinden kan vifte ham i ansigtet med, når han hændervridende og med vigende blik begynder at starte sine sætninger med “Kunne man forestille sig, at det var bedre, at vi….”

Heldigvis er min mand en drømmende eventyrer, som har fået ind i sit smukke hoved, at jeg er lækrere end nyfanget stenbidderrogn først på sæsonen, og det billede har siddet fast på hans nethinde siden 2011. Han har lyserøde briller på og synes, at det er usigeligt romantisk, når jeg beder ham hente hejseapparatet for at bugsere mig op af sofaen, eller når jeg prustende og sveddryppende må have en hvilepause imellem reolen med brød og den med mælk nede i Netto. (Hvis det bare er noget, han siger, indstiller jeg ham personligt til en Robert næste år for den præstation!)
Det har sine fordele at være gift med en kunstner trods den svingende indkomst og det faktum, at han kysser andre damer for penge.

Jeg prøver at se den næste måneds tid som sidste etape i et marathonløb (og her aner jeg virkelig ikke, hvad jeg taler om. Jeg løber kun efter bussen. Eller når der er udsalg eller store dyr efter mig).
Det er hårdt, men det bliver hårdere endnu, og bagefter bliver det så godt, så godt, siger de kloge.
Og modsat marathonløbere kan jeg komme igennem det med en krimi i hånden og en skål slik balancerede på maven, uden at nogen kan tillade sig at se skævt til mig! 🙂

Mit bryllup er med i ELLE!

20140204-115816.jpg

Åh, jeg er nødt til at anbefale alle med hang til romance og douche farver at købe ELLE, som kom på gaden i går. Temaet er bryllup og drømme, og med nogle måneder tilbage at krydse af i kalenderen, før det bliver forår, er det en god måde at fordrive tiden på.
Mit og Jons bryllup er også med i magasinet – ja, tvillingerne er sågar nævnt!
Det føles sgu meget godt, når man ligger derhjemme og føler sig lidt glemt! 🙂

ELLE fås også på iPad, hvilket jeg personligt er svært tilfreds med.

Middelmådige MM er en mean baby mashine!

20140203-123036.jpg

Jeg er nok, som folk er flest, det mest af tiden (bortset fra mine blokfløjte-skills og min mean hvidkålsstuvning).
Jeg fik 8,2 i gennemsnit til studentereksamen, jeg kunne godt slå et kraftspring i gymnastik, men jeg var ikke ude i noget med halv- eller helskrue, eller noget.
Jeg synger også nogenlunde rent i badet eller rundt om juletræet, men jeg synger ikke sådan rigtigt godt eller på nogen måde rørende.

Nu viser det sig så imidlertid, at jeg er sygt god til at bage børn, og at jeg bærer rundt på to overachievers!
“To vaskeægte stræber-unger”, som min fødselslæge sagde i fredags, da vi havde været til scanning på Rigshospitalet og fået at vide, at det, der æder sig godt og grundigt igennem ventetiden på at komme til verden, altså nu, små 6 uger før termin, allerede vejer 2 kg. pr. stk.

“Jeg tipper dig til at slå rekorden i størrelse af tvillinger født her på Riget!”, sagde lægen også, og da stoltheden over, at jeg tilsyneladende som en anden Jesus formår lave cola til kropsmasse, et øjeblik veg, ramtes jeg af en vis panik!
Er det egentlig en rekord, man gerne vil have? Adspurgt svarede lægen, at det betød, ungerne vil veje over 3600 gram hver.
Bevares, jeg ønsker mig for alt i verden sunde børn!
Men da jeg her til morgen opdagede det, jeg tror måske er mit første strækmærke, ønskede jeg i mit stille sind lidt, at jeg også bare kunne være helt almindelig og middelmådig til at lave tvillinger…

Stay tuned! Det bliver et vildt ride de næste uger!
Jeg har taget en tredjedel af min kropsvægt på og vejer nu kun 9 kg. mindre end min far.

Men graviditeten giver og tager: Mit hår har aldrig været mere skinnende, og mine babser har aldrig været større!
Halleluja! Glædelig mandag! 🙂

Landevejens lede løgnere

20140202-195720.jpg

Jeg er på vej til Als for at besøge mit faderlige ophav og har i den forbindelse valgt at benytte mig af Rødbillet.dks i mine øjne aldeles glimrende alternativ til DSBs skyhøje billetpriser og sygt dårlige sæder.
Rødbillet er et privat busselskab, som på udvalgte dage tager turen fra København til Jylland med de, der ønsker en sådan transport. Turen inkluderer et hyggestop på en rasteplads – hvilket totalt minder mig om barndommens bilferier ned gennem den tyske Autobahn.
Humøret er højt, indtil jeg træder ind i den udvalgte fynske Q8.
Her forefindes 11 reoler med slik, chokolade, chips og godter, og da jeg efter længere tids nøje eftertænksomhed udvælger mig en dobbelt-Snickers og rækker hånden ud, møder mit blik i samme øjeblik dette skilt, som er placeret over to små tarvelige kurve med bløde bananer og hårde pærer!
Jeg kan kun konkludere følgende: De lyver på Fyn!

Og om lidt er kaffen klar …

jonEndnu en  morgen, hvor søvnen ikke kan nå mig. Well, de siger jo, jeg lige så godt kan vænne mig til det …
I aften drager jeg til Sønderborg for at besøge min far nogle dage. Det gør jeg både, fordi jeg kan lide ham og savner sønderjysk mad, men også, så Jon kan have vores lejlighed for sig selv nogle dage og drikke sig stiv og spille PlayStation med sin bedste ven.
Han (altså Jon. Ikke hans bedste ven) er så fantastisk til at passe på mig, mens jeg ligger på sofaen og bager børn, så nu tager jeg mig selv og mine fede fødder ud af ligningen nogle dage, så han kan være lidt mandet.

Mange har her på bloggen spurgt, hvordan Jon og jeg mødte hinanden.
And well, let me tell you …
Det var mig, der fandt ham.

I 2011 blev jeg inviteret til premieren på filmen ‘Alle For Én’, som Jon har én af hovedrollerne i, af Ronnie Fridthjof, som var producent (tror jeg, det hedder) på filmen. Ronnie og jeg kender hinanden fra gamle dage i Sydhavnen. Different story.

Jeg havde før set Jon på film og har altid synes, at Gud må have været usædvanligt godt tilfreds efter at have stykket ham sammen, og den opfattelse blev den aften bestyrket.
Jeg skulle dog på job dagen efter, så jeg droppede premierefesten på Zen og gik hjem i seng som den pæne pige, jeg er.
Da jeg et par uger senere mødte Ronnie til Zulu Awards med et par gin/tonic i blodet, spurgte jeg ham henkastet, hvor man skulle ringe hen for at bestille en ‘Jon Lange’.
Ronnies kæreste var dejligt snap til at fortælle, at Jon i hvert fald var single, og hun lovede, at hun nok skulle spørge, om han var frisk på en date.

Nogle uger gik, og jeg hørte ikke noget fra hverken Ronnie, hans kæreste eller Jon. Jeg tænkte, at Jon måske havde fået forevist et billede af mig, slået en hånlatter op og frabedt sig yderligere opmærksomhed fra min side, og det hvepsebo havde jeg ikke lyst til at rode rundt i, så jeg lod det ligge.
Indtil jeg en onsdag stod i Københavns Lufthavn Terminal D kl. 6.30 om morgenen på vej til Berlin for at interviewe selveste Medina og fik øjenkontakt med JON!
Jeg var alt for genert til at flirte med ham, da jeg synes, at han, som han stod der med rodede morgenkrøller og søvn i øjnene, var mere lækker end en Brad Pitt/Orlando Bloom/Ryan Gosling-smoothie, men jeg kiggede, og han kiggede tilbage. Længe.
Så da jeg kom hjem, skrev jeg en mail til Ronnie og forlangte, at han udbad mig en date med bemeldte hunk ASAP.
Og så fik jeg en mail fra Jon, der spurgte, om jeg ville med i biografen på søndag kl. 12.

Den pågældende søndag faldt i påsken 2011, hvor der nærmest var hedebølge i København, men vi mødtes da foran Grand kl. 11.45, lipsjeg på rystende knæ. De blev dog hurtigt bløde, da jeg opdagede, at Jon også var nervøs og i øvrigt det længste fra en smart-ass, jeg nogensinde har mødt.
Efter filmen spiste vi en sandwich overfor Thorvaldsens Museum, hvor han fortalte vittigheder og vandrehistorier, og på vej hjem ringede jeg til min veninde og sagde, at jeg var solgt.
Om aftenen skrev Jon, som den gentleman, han er, en mail til mig, hvor han takkede for vores date, og jeg var hurtig til at få en ny i kalenderen søndagen efter, hvor jeg tilfææældigvis skulle et smut igennem Odense, hvor han dengang boede og gik på skuespillerskole. Det var d. 1. maj – og siden da har vi været kærester.

Jeg er dødforelsket i den mand, som siden er blevet MIN mand.
Når han går ud af et lokale, er det tomt, og når han kommer ind, er det fuldt.
Når han vågner om morgenen, har jeg savnet ham, mens han sov.

Mange af jer har spurgt, hvordan jeg er så positiv så meget af tiden, og det skyldes i store dele Jon.
Jeg elsker at være sarkastisk og ironisk, men når det kommer til netop hám, kan jeg kun sige det, som det er.

And there, I said it! Midt på internettet en søndag morgen i mit nattøj med en Nutella-bolle imellem tænderne!