METTE MARIE LEI LANGE

Lidt om klichéer, meninger og nogle gange at burde holde lidt igen med dem …

Facebook-20140902-101524Det er lidt sjovt, det der med, hvad folk siger til hinanden i det offentlige rum. Altså, mange folk siger jo meget forskelligt, men det er som om, vi er tilbøjelige til at falde i nogle standard-fælder, som lader til at være ganske ufravigelige,.
Jeg sad forleden og læste et par gamle indlæg igennem (hvor selvcentreret har man lov at være?!) fra dengang, jeg stadig bar min avl indvortes. Da var jeg pænt træt af, at folk på gaden havde det med at sige, at det var enormt synd for mig, at jeg skulle have tvillinger.
Måske var de ikke helt så ligefremme alle sammen, men langt de flestes første kommentar var “Det bliver godt nok hårdt! Men hvor får de megen glæde af hinanden på sigt”. Altså: “Træls for dig, fedt for dem”.
Når jeg så bedyrede, at jeg nu var ret indstillet på projektet, at jeg var helt festet igennem og klar til en anden slags søvnløse nætter, fik jeg at vide, at jeg ikke anede, hvad der ventede mig. (Sjovt, så nemt, det er at være eksperter på andres vegne, kunne man synes).

Til sidst i min graviditet, hvor min badevægt hver morgen begyndte at græde, når jeg tromlede ud på badeværelset, fordi ungerne voksede hurtigere end min kassekredit, når Holly Golightly holder udsalg, og jeg var blevet 26 kilo tungere, blev jeg nogle gange ude i verden spurgt til, hvordan jeg havde det. Jeg kunne på det tidspunkt godt finde på at pibe et ‘Det er altså lidt hårdt efterhånden …”  Og så blev jeg som oftest mødt af en mine, der fordømte mig som værende utaknemmelig, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle være lykkelig for, at de havde det så godt derinde. Jeg prøvede nogle gange med et spagt “Det ene udelukker jo ikke det andet …”, men lige lidt nyttede det.

Nu, hvor krapylerne er her, og jeg altså er så heldigt stillet, at jeg slet ikke synes, det er tilnærmelsesvis så hårdt, som jeg var blevet fortalt eller havde forestillet mig, møder jeg stadig mange af de samme kommentarer, når jeg triller rundt i nabolaget. Eller andre steder. Den mest slidte er, når en forbipasserende eller en elevator-medpassager kigger ned i kareten og dømmer “Puha, det er hårdt”. Jeg plejer så at svare “Det er faktisk ikke så slemt … De smiler nærmest hele tiden, og så sover de igennem om natten”.
Dertil er svaret altid det samme: “Nåh, jamen, så ved du slet ikke, hvad det vil sige at have børn, jo!”
Åhr, jo, det skulle jeg nu nok mene, at jeg gør.
Andre gengangere er “Så har du da nok at se til” eller “så ved du da vist nok godt, hvad du skal få tiden til at gå med”.
Mit standard-svar er efterhånden blevet “Jeg skal heldigvis ikke nå noget”.
Jeg ér jo på barsel, det er ligesom det, der er hele konceptet. Jeg laver stort set ikke andet end at koncentrere mig om de to dejfarvede dejlingers velbefindende, og det er knagme hyggeligt! Og kedeligt! Og hårdt! Men mest hyggeligt.

I går aftes spiste vi igen på Great China (I know, jeg har det med at falde ned i riller, når det kommer til, hvad jeg indtager. For tiden er det Simply Chocolate’s ’sticks’ og Great Chinas rejer i sur/sød-sovs), og der var en sød, kinesisk tjener, som forelskede sig dybt i Berta. Hun fortalte, at hun d. 20. maj i år selv fødte en lille pige, som hun viste os billeder af på sin telefon. Hun havde imidlertid ikke set sin datter siden umiddelbart efter fødslen, da hun bor i Kina med sin mormor. Hun, den søde tjener, og hendes mand bor nemlig i Danmark for at studere, og når de har fri, arbejder de begge to, så de ville ikke have tid til at tage sig af deres datter. Derfor bor hun på den anden side af jorden, og den lille familie vil altså først blive genforenet igen i december. For en stund. Indtil juleferien er forbi.

Klog af alle de mange gange, folks meninger har små-såret mig, afholdt jeg mig fra at fortælle pigen, hvor hårdt, det måtte være for hende, og nøjedes med at rose hendes datters indtagende skønhed på billederne og give hende lov til at kramme Berta lige så længe, hun havde lyst (og det var ret længe).
Ja, jeg har nok at se til. Hvor er jeg dog umanerligt svine-mega-heldig! <3

Genialt tip til mødrene!

IMG_7180.JPG
Haha! Det her er fandme G-E-N-I-A-L-T!!
Jeg har netop givet Hugo frokost midt i solen med den der selvopvarmende sutteflaske!
Den fungerer på den måde, at man stopper trekanten til venstre op i rumpetten på sutteflasken, og så ryster man den vildt meget. Trekanten indeholder noget meget tør salt og noget vand, som så blandes, og derved bliver den varm. Jeg gætter på, det er samme princip, som når man spreder salt på isglatte veje om vinteren.
To minutter efter var lortet 37 grader varmt, og Hugo fik lov at spise på café, da han nu ikke kunne få røven med sig hjemmefra.
Find flaskerne her.

Hairy baby og bøf med sovs

IMG_7167.JPGDa jeg var gravid med Prop og Berta, var jeg stensikker på, at jeg ville blive mor til to små vidundere med langt, mørkt og krøllet hår. Der var faktisk ikke den mindste tvivl i mit sind! Jon er velsignet med den flotteste hårpragt, noget menneske kan forestille sig. Egentlig er det lidt snyd, han har sådan et mega-tæt hår, mørkt hår med naturlige bølger i. Sådan et, jeg brugte de sidste mange år, før krapylernes ankomst, på at opnå med krøllejern samt masser af skidedyre Redken og Paul Mitchell-produkter. Det har han fra naturens hånd!
Jeg er nu ikke vanvittigt dårligt stillet lige på den front heller, hvis jeg må have lov. Mit hår er mørkt (og gråt nogle steder) og tykt.

Og hvad fik jeg? En skaldet og en blond baby. Go figure!

I dag mødte jeg imidlertid den baby, som har fået alt mine ungers hår. På vores spadsertur med klapvognen i dag mødte min svigermor og jeg to nybagte mødre på en bænk i Kongens Have. Endnu en ting, jeg elsker ved at have babyer: Nu er det legit at starte samtaler med fremmede mennesker på gader og stræder, bare de også har et barn. Nogle gange kan en hund være undskyldning nok! Jeg synes, det er skide-hyggeligt at komme hjem med en lille flig af et andet menneskes historie, selvom man så måske aldrig ses igen.
Denne mors meget smukke søn hed Samuel, og han havde så meget hår, at det mest af alt så ud som om, at man havde valgt at give det lille menneske en paryk, der stammede fra dengang, Beatles var på toppen af deres game. Han var mega-cute og et par måneder yngre end mine baryler, og jeg mærkede en særegen stolthed over, at mine børn var ældst. Hvor weird er det lige?
“Nåh, han er tre en halv måned? Jaaah, jeg har jo altså formået at holde mine i live i over et HALVT år! Beat that!”

I aften har Jon sgu inviteret mig på bøf med bernaise og udsigt i Vedbæk!
På onsdag skal vi aflevere vores elskede Ford igen (jeg har lyst til at skrig-græde og true med at gøre skade på mig selv ved tanken), så hvis vi skal nå en middag, der kræver bil, skal det være i aften. Derfor er planen at tage krapylerne med og lade dem sove sødt i Bugaboo’en, mens vi spiser kød med sovs og kigger på solskin og vand. Lige om lidt er de for store til at kunne blive halet med på den måde, så det skal nok være nu, hvis det skal være.

Jeg håber, de er jer, der har altan, griller nogle skumfiduser i aften, de, der kører sportsvogn, ruller kalechen ned, og at de, der er fresh nok til det, napper en dukkert. Måske er sommeren forbi om lidt, så det gælder om at presse den til sidste solstråle! 🙂
God aften!

Søndags-blomster-tip + et tvillinge-spørgsmål

Facebook-20140831-064543Et lille tip til de, der overvejer en søndagstur i Netto efter chips og cola.
De har tilbud på blomster, hvilket nogle gange godt kan være en vissen fornøjelse, men heldigvis fandt jeg i dag buketterne friske og velduftende alle som én.

Nu er det ikke fordi, Jon er den store fan af mit knap så maskuline blomster-valg (hvis et sådant findes?), men så er det jo bare, at jeg synes, man mister stemmeretten, når man kommer hjem fra arbejde og ligner en blanding af en tysk betjent fra 90’erne og “Pornstache” fra tv-serien ‘Orange Is The New Black’.

Jon skal jo spille med i filmatiseringen af Danmarks fodboldsejr under EM, og for de, der ikke lige husker det (eller var født endnu), kan jeg berette, at det fandt sted i 1992.
Siger det ikke lidt om vor nations fodboldtalent – eller mangel på samme?
Ingen (kvinder) kan huske, hvem der vandt i 1996 eller 1988, men ingen er i tvivl om, at sejren i 1992 tilfaldt Dansken! Når man får lyst til at lave en sportsfilm, der falder ud til Danmarks fordel, er man åbenbart nødt til at gå 22 år tilbage i tiden.

Når det er sagt, så glæder jeg mig herre-meget til at se filmen! Jeg kan huske, at alle pigerne i min klasse havde lillepige-crushes på én eller flere af dem fra det danske landshold. Jeg selv var vist bare fan af Michala Petri … 🙂

Hey, jeg er atter søndags-nysgerrig! Hvad laver I her på twinpeaks.dk? 🙂
Har/er/venter I tvillinger?

[polldaddy poll=8278170]

Søndags-brunch, gulerødder og mandesnaveri

Det er sommer, det er sol, og det er søndag! Og vi er da heldigvis bare mega-ligeglad med, at det er lortevejr.
Jon og jeg smed her til formiddag krapylerne ned i klapvognen og drønede ad de larmende stille gader ned til Paludan, hvor vi satte os udenfor og spiste brunch pakket ind i Carlsberg-tæpper i det dejligste fleece.
I dag er det årets allersidste sommerdag, regn eller er, så spiser vi altså morgenmad udendørs!

Lige for tiden er jeg ved at prøve noget af. (Og med ‘lige for tiden’ mener jeg: Siden i går). Jeg prøver at snyde mig selv til at tro, jeg lider af gluten-allergi. Jeg læste lige på Beautyspace, at smukke Julia Lahme havde tabt sig helt vildt på at opdage, at hun har gluten-allergi (ikke skidesjovt at have allergi, I know), men det havde hun så på den positive side tabt 10 kilo på!
Det er ikke fordi, jeg gerne vil smide 10 kilo, men jeg vejer stadig mere, end før min krop blev okkuperet af aliens, og de sidste par uger har jeg taget yderligere på. Troede satme lige i to minutter, at der var endnu en Lange på vej …
Desuden er jeg røvtræt af rugbrødsmadder til frokost anyway (man kan godt savne Allers kantine lidt ved 11.30-tiden. Især mandag, som er “jysk maddag”), og der er ikke gluten i cola og chokolade (hvis jeg tager fejl, så ret mig for Guds skyld ikke!), så nu spiser jeg kyllingelår midt på dagen og ellers stort set det samme som før.
Men nu må vi se. For to måneder siden startede jeg med at squat’e hver gang, jeg børstede tænder. Det holdt i 4 dage …
Det værste, der kan ske, er vel, at jeg får lidt flere grøntsager indenbords i de dage, jeg holder ud, og det er vist ikke så ringe endda.

Ellers er der ikke sket det store siden i fredags!
Arvingerne er begyndt at spise grød, hvilket da er ret voksent, og til min mands store fornøjelse fik vi i går samlet mærker nok ind i Netto til at kunne købe de dér lækre håndklæder til spotpris. Og så har vi set Black Swan igen. KÆFT, hvor er det nasty, der hvor hun hiver i sin neglerod!

Jeg håber, der hygges igennem til den store guldmedalje derude denne søndag, og til de to store, muskuløse mænd, som vækkede hele familien i nat, da de snavede hinanden i bund op af vores dørtelefon: Happy pride! 😉

Denne søndag ses fru Lange i en læderjakke fra f by fransa (det staves altså med småt), T-shirt fra Part Two, bukser fra Six Ames og loafers fra Magasin. Dårligt sko-valg på dagen, i øvrigt.
Denne søndag ses fru Lange i en læderjakke fra f by fransa (det staves altså med småt), T-shirt fra Part Two, bukser fra Six Ames og loafers fra Magasin. Dårligt sko-valg på dagen, i øvrigt.

PS: Jeg kan godt se, at det på billedet ser ud som om, jeg har en lille-bitte pik. Men det er altså bare en fold i stoffet, jeg sværger! 😉