METTE MARIE LEI LANGE

Fagre, nye voksenliv

Er det i grunden ikke utroligt, hvor fine ting, man kan lave af nutella og kærlighed?

Berta og Hugo!
Berta og Hugo!

Vi har nu været hjemme i en lille uge, Berta har rundet de tre kilo, og Hugo ligger lunt i svinget lige bag hende. Vi satser på, at han også bliver sondefri på fredag!
Jon og jeg har ret hurtigt vænnet os til at give mad og vedligeholde arvingerne hver 3. time efter tre-tabellen (klokken 00, 3, 6, 9, 12, 15, 18 og 21), et ritual, det tager lidt over en time, og altså klare os med max to timers sammenhængende søvn ad gangen om natten.
Men hvad fanden, jeg havde ikke andre planer for dette forår end at gøde disse to gevinster, solen skinner og livet er mageløst!
Desuden har jeg lige spist blinis med stenbiderrogn til frokost IGEN!

Jeg glæder mig åndssvagt meget til vores første telttur med ungerne, omend vi nok venter til næste år (Yes, jeg har ganske rigtigt giftet mig med den eneste anden camping-entusiast, jeg nogensinde har mødt på min egen alder), til at høre, hvordan det lyder, når de griner og til at lyve for dem om Julemanden, Påskeharen og den seksuelle lavalder i Danmark.

I dag, d. 12. marts, var faktisk den dag, vi efter planen skulle have lokket ungerne ud af mig. Vi havde tid til fødsels-igangsættelse på Riget kl. 9.30 i morges (“Så kan I lige nå at spise morgenmad, jo!”, som lægen sagde), hvis det ikke var fordi, mit vand var gået en lørdag aften, mens jeg stor og tung lå på sofaen og så et program om fødende kvinder på Kanal 4. Det er sandt!
Damerne hylede og skreg og råbte med Sussex-accent “I can’t dooo this! Get it outa me, naaaaw!”, og jeg spillede skidesmart overfor Jon og sagde, at sådan ville jeg i HVERT fald ikke gebærde mig, når sandhedens time en dag skulle oprinde.
Berta må have hørt mig derinde og besluttet sig for at give mig muligheden for at lægge mine penge, hvor min mund var, så hun jokkede hul på posen og gjorde klar til departure.
Det er nu to-en-halv uge siden, og fra den ene dag til den anden skifter man bleer, ser TV med babyer på maven, bestiller fødevarer på nemlig.com og har brystvorter så pink som det pureste rosakvarts.

Vi ser TV i lag ...
Vi ser TV i lag …

Jon og jeg er enige om, at vi stadig ikke helt har forstået, at vi nu har to børn – altså sådan for real. Og ikke mindst at de har os…!?
Men i formiddag havde min bette Berta ondt i maven og kunne ikke finde ro, indtil jeg lagde mig med hende i sengen med vores hoveder helt tæt på hinanden, mens jeg holdt hendes lillebitteteenytiny krop i min favn, og med et blev hun helt rolig, og så sov vi sådan i en time.
At være mor er vist lidt som at være en slags gud eller superhelt. Så er man svaret på alt.
Det har jeg sgu alligevel aldrig prøvet før… <3

Modeuge i Paris eller motherhood i pastel

pudeDet kan da godt være, at I andre har fulgt med i de internationale modeuger, måske endda stået i kø foran Hotel De Ville i Paris eller har været til melodunde-grandprix i Odense. Men kan I måske rocke en syrenfarvet tvillinge-ammepude tilsat ustylet hår med samme overbevisning som Mama Lange hér? I think not! 😉

Hele verden har op til min fødsel af de to pragteksemplarer, Hugo og Berta, skreget efter mig på gaden, at jeg skulle sove så meget, jeg kunne.
Pænt svært, når man er stor som en container og har mere vand i kroppen end der er i Greve Svømmehal.
Og i øvrigt nytteløst. Man kan ikke sove, tisse og elske på forhånd, det ved enhver.

Men jeg vil nu alligevel bedyre, at det hårde ved at få tvillinger ikke er den manglende søvn. (Granted, jeg er kun 15 dage inden i gamet, hvad fanden ved jeg. Ring mig op om 6-7 måneder …).
Indtil videre er det hårde for mig den noia, man føder sammen med de to unger, moderkagen og hvad de ellers halede ud af yours truly den solrige søndag morgen den 23. februar 2014.
Jeg har siden deres fødsel ikke kunne sove, når Jon sov. For hvem skulle så sidde og holde øje med, at deres små brystkasser stadig bevæger sig op og ned i en ønskværdig rytme?

Og hvad, når de efter en gåtur er dalet en halv grad i temperatur? Bør man så ikke ringe efter et udrykningskøretøj og forlange genindlæggelse og overvågning på Riget?
I should think so!

Vores unger vejede henholdsvis 2.550 og 2.617 gram ved fødslen, hvilket jo er ren pral på en neonatalafdeling. Men jeg trisser alligevel rundt og løfter dem som krystalglas af frygt for at fucke med noget.
Dog har jeg ladet mig fortælle, at den slags følger med moderrollen for alle – sammen med lange bryster, grå hår og poser under øjnene. (Tjek, tjek og tjek!)

Heldigvis er Jons skuldre vokset ligefrem proportionalt med, at min mavse er skrumpet, og han formår at passe på både begge unger og mig med en sådan overbevisning og ansvar, at det giver mig lyst til at blive skilt og gift med ham all over again!

Berta har allerede vist sig som en bette frivol primadonna. Hun fylder det hele, snorker, når hun sover, æder som en glubsk puma og bruger bagefter den gode del af en time på at prutte og ræbe sig, til hun er blålig i face og selv hendes faderlige ophav ser imponeret til.
Hugo er noget mere mådeholdende af natur. Han sover med samlede hænder og en lille trutmund, spiser langsomt og værdigt, men har siden vores hjemkomst fra Riget vist sig som lidt af en bette boob-mayn, så hans kinder er allerede dejligt frikadelleformede!
Oui, de har taget lidt af både mine og Jons aner, de to!

os

De næste dage kommer til at gå med at købe ting på nettet (20 stofbleer og ditto baby-bodyer forslår jo som en skrædder i helvede!) og øve mig og ungerne udi stereo-amningens kunst. Jon starter job igen i løbet af de næste par dage, så inden da skal jeg have opfundet en metode, hvorpå man hejser baby 2 op på den syrenfarvede satan, efter at man har sat sig i stilling med baby 1.

Yes, yes! Big business!
Jeg vender snarligt tilbage. Spædbørn sover sgu meget!
Og tusind tak for de mange skidesøde lykønskninger. Jeg bliver så glad for dem allesammen.<3 I er satme bomben, folkens!!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

Så blev man mor til to!

twins

Yes! At være gravid med, føde og bagefter blive mor til tvillinger ryger da vist alligevel ind på pointtavlen som noget af det vildeste, der er sket mig. Og tiøren er sgu’tte engang rigtigt faldet endnu.
Men lad mig lige starte med at sige det, som det er: Jeg er verdens sejeste fødemaskine! Bare spørg any jordemoder på Riget! Fremmede jordemødre roste mig på gangene i dagene efter Berta og Hugos exit af mit korpus, fordi de havde hørt fortællinger om min sejhed!
Fødslen tog 14 timer fra første ve til sidste alien, og jeg skreg ikke én eneste gang! Og ærligt talt ville jeg hellere føde 3 gange mere i næste uge end være gravid bare tre dage mere.
Jeg har gået til kursus hos Mia Rasmussen i Den Gode Fødsel, og ærligt talt havde jeg ingenlunde øvet mine afspændingsøvelser så godt, som jeg burde (jeg hader lektier), men jeg havde min gispende vejrtrækning (som de kalder det), og hver gang, jeg fik en ve, pustede jeg som Den Store Stygge/Tykke Ulv, greb Jons hånd, og så fortalte han mig, når der var gået 20, 40 og 50 sekunder. På den måde vidste jeg, at nu var veen alligevel halvvejs, så nu var det snart spild at begynde at råbe op. Og det gav Jon lidt at lave. 14 timer er sgu langt tid at sidde og se en hval trække vejret i stød, og jeg var ikke i mit mest konverserende hjørne lige i de timer.

Berta kom først, jeg fik hende ud ved ren og skær girlpower, da mine veer aldrig kom igang igen efter en epidural, jeg fik 8 timer inde i forløbet grundet højt blodtryk.
Men damen kom til verden, grebet af sin far, og da stod en jordemoder på en skammel, lænet over mig og holdt fat i Hugo, som stadig lå i min mave, for at sikre, at han ikke lavede svinkeærinder eller lagde sig på tværs.
Netop som Berta var blevet taget fra mig igen og placeret på sin fars flotte bryst, så jeg kunne komme igang med anden akt, ringede jordemoderens mobiltelefon. Hun havde jo begge hænder i brug til at fastholde Hugo på min nu ret bløde mave, og jeg sværger, at jeg i rent overskud og kådhed over netop at have født én lækker unge og have endnu én i vente, spurgte: ‘Du har jo ingen ledige hænder, så skal jeg ikke lige tage din telefon?’

Hugo kom 28 minutter efter Berta med numsen først. Yes, den slags gør naller på en dame, men bevares, kun i et par minutter. Bagefter spiser man panodil i et par dage, et voilà! God som ny! (Næsten…)

Efter ti dage på Riget er vi nu hjemme på Vestergade, vi har hentet vores Bugaboo Donkey-barnevogn og gået den første lillebitte tur til Irma efter stenbiderrogn (det er på tilbud til 30 kr. for 100 gram lige nu! Go, girls!), og så har vi ammet (nok mest mig), malket ud (også mest mig), skiftet en hulens masse bleer (kæft, hvor kan sådan et drengebarn dog tisse langt, når man befrier dem for bleens trange rummelighed) og givet sondemad (Ungerne skal liiige fedes lidt op).

Vi skal alle fire lige vænne os til hinanden og den nye familiesituation, og jeg ved, vi bliver det vildeste firkløver ever!
Berta har allerede bevist, hvordan en bette flæskesteg på bare 2.800 gram kan fylde en hel dobbeltseng, og Hugo laver Zoolander-pose hver gang, han sover, og så ligger han med hænderne under nakken som en anden tysk turist.
Selvom ungerne er så små, at de knap findes endnu, er det allerede gået op for mig, at det ikke er vores opgave at opfinde dem. De findes helt vildt meget, og Jons og min fornemme opgave bliver at passe på dem, skælde lidt ud nogle gange, give dem noget at spise og indlade dem på at tage en uddannelse. Eller bare gøre det, de synes er optur.
Og så overbevise dem om, at verden er et godt sted, folk, der mobber, har misforstået det hele og at man aldrig må sætte tulipaner og påskeliljer i den samme vase, for så visner tulipanerne (true story, prøv selv!).

bum

Pssst: Nu har jeg talt så meget om mine væskefyldte legemsdele, og lad mig nu stolt og overrasket meddele, at jeg siden fødslen har tabt 18 kilo og nu atter kan passe min vielsesring og mine sokker!

Så skete det!!

Hugo og Berta valgte årets første forårsdag, d. 23. februar, som deres ankomstdato – lige lidt tidligere, end deres arme forældre havde regnet med.
Tip til gravide: Pak den skide hospitalstaske i tide, selvom det virker overflødigt…. Cause suddently it ain’t! 🙂

Ungerne er selvfølgelig helt fantastiske (som et jysk ordsprog lyder: Hver so synes nu bedst om sine grise), og vi napper lige en rum tid til at finde ud af, hvordan man lige håndterer sådan en familie-forøgelse.
Derefter glæder jeg mig åndssvagt til at vise ungerne frem og blogge meget mere!

Tusind x 1.000 tak for de mange sindssygt søde tanker og hilsner, jeg har læst dem alle og bliver så glad!

Stay tuned for TWINPEAKS starring Hugo & Berta Lei Lange! ??

Karma, karma daun dubidu daun daaaaaun ….

susEr karma det samme som venlig deltagelse eller medmenneskelighed? Måske.
Når jeg kommer ud for det, jeg opfatter som ‘god karma’, giver det mig øjeblikkeligt lyst til at gå ud og rejse nogle væltede cykler eller købe en øl til en hjemløs.
Den første oplevelse, jeg kan huske at have haft med god karma (som måske også i stedet kan tilskrives venlighed eller god service), var, da jeg var omkring 9 år og min søster var 5.
Det var december, og det var det første år, hvor vi skrottede frittens option på hjemmelavede askebægere eller nøgleringe og besluttede os for at tage aaaalle de 100 kr., vi havde i vores spare-sæl fra banken, og kaste dem efter en julegave til hver af vores forældre.
Vi følte, vi havde røven fuld af penge og spankulerede derfor sporenstrengs ind i Sønderborgs største smykkeforretning, Susannes Guld og Sølv, og bad om en slipsenål til vort faderlige ophav! Og den måtte koste hele HALVTREDS kroner!
Indehaveren (you guessed it: Susanne) smilede sødt og sagde, at de desværre ikke havde nogen slipsenåle i den prisklasse. Men at vi gerne måtte vælge én af dem til 100 kr. og blot betale 50.
Som de små jyder, vi var, kunne vi jo nok genkende en god handel, når den sådan prikkede os på skulderen, så vi slog prompte til!
Juleaften, da vores far åbnede sin gave, kunne vi ikke lade være at fortælle historien, da han jo havde fortjent at vide, hvor kostbar hans nye slipsenål faktisk var.
Siden da har mine forældre købt alle deres smykker i netop Susannes Guld og Sølv. Og hvis de ikke har, hvad de skal bruge, vælger de noget andet!
Susanne har god karma.

Forleden var der en kvinde i bussen, hun var et par år ældre end mig og havde en to-årig med i en klapvogn, der spurgte til udløbsdatoen på min unge-dunk. Vi sludrede (jeg ELSKER at sludre i busser. Man kan nå at have ret dybe samtaler med fremmede, når begge parter ved, at der kommer et naturligt ophør inden længe), og jeg fortalte om tvillingerne. Hun lykønskede mig, og da vores veje skiltes på Rådhuspladsen, hilste hun mig adieu med et ‘Gud bevare jer’.
Nuvel, jeg er meget hormonpåvirket, og det er ikke fordi, jeg sådan er synderligt bibelsk mindet, men jeg blev helt rørt og måtte tage mig i at vande lidt høns på vejen hjem.
Så fik man lige en velsignelse på en tirsdag der klokken lidt i frokost!
Det var god karma.

Når jeg poster billeder af min kæmpemave, mine gigant-fødder eller fra mit bryllup her på bloggen og på Instagram, og fremmede mennesker tager et par minutter ud af deres gøren og laden for at give mig et thumbs up, en sjov kommentar eller en venlig hilsen, så er det denondenlyneme også god karma!

Så nu vil jeg begive mig på gaden efter noget takeout, og på vejen vil jeg komplimentere mindst én fremmed kvindes hår/støvler/jakke/smil! For som Kevin Spacey vist engang har sagt i en film, der fik psykotisk dårlige anmeldelser: ‘Pay it forward’!

Måske et lidt små-frelst indlæg fra min sofa på denne dejlige, lade lørdag, men det har presset sig på nogle dage.
Drik nogle sjusser for mig i aften, de der kan og hav en opturs-agtig weekend!

Og så er der i øvrigt koralfarvet silke-kimono i ‘Klædeskabet‘ nu!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.