METTE MARIE LEI LANGE

Solskin, kærlighed og mozzarella

Frokost og mysser i solen!
Frokost og mysser i solen!

En fordel ved at bo i Vestergade – udover den åbenlyse gevinst at man er nabo til über-stilede beværtninger som Heidis Bierbar og diskoteket Frk. Nielsen. (Sidstnævnte reklamerer sågar med halv pris på entré, hvis man hedder Nielsen. Oh, my!)

Nåh, men den omtalte fordel er, at man kan, når man bor midt i byen, kan nå på posthuset, i Matas OG spise frokost i solskinnet med sin ægtefælle og alligevel kun forlade sit hjem og sin sofas sikkerhedszone, når krapylerne pludselig skriger efter flydende føde, i bare fem kvarter.
Åh, glæde, at spise en skinke/mozzarella-sandwich udenfor i solen med 0,4 liter cola til og afslutte gildet med en pandekage med is! Foråret er i den grad på vej, og barselslivet er fedt! Særligt idet min libertiner-lover spiller bøsse om aftenen og derved har dagene fri til at hænge ud med mig og co.
En god ting ved netop at have født (to gange!) er, at kravene for at kunne have fortjent et kompliment for sin fysiske fremtoning, nedsættes betragteligt.
En dag som i dag ville flertallet nok beskrive mig som værende noget nusset. Mit hår er småfedtet, jeg har ikke været i bad, og jeg har det samme tøj på som i går. Mine øjne er blanke, og jeg gider ikke lægge makeup.
Egentlig synes jeg, det er ret hyggeligt at kalke facaden foran spejlet, men det er så nedtur, når man om aftenen er mere træt end Leonardo Dicaprio efter Victoria’s Secrets julefrokost, at man så skal have gang i vatrundeller og makeupfjerner, før man kan klatre i kassen.
Men trods min noget slidte fremtoning har jeg i dag inkasseret rosende ord og komplimenter for mit samlede udseende af to bekendte, jeg mødte på min strøgtur. Normalt ville de nok have spurgt, om der var en forkølelse  eller monstro noget mavekatar i omløb på Aller ved synet af min grå ansigtshud og mørke øjenrande – men nej, når man lige har født, nedsættes barren! I like it!
Hvor længe kan man mon satse på, at det varer?
Jon og jeg (og Hugo og Berta, naturligvis) har desuden i dag set på en lejlighed. Vi vil gerne købe ny hytte, da vi pt bor til leje, men når man ikke er hovedrig, skal man sgu presse nogle kameler igennem nogle nøglehuller, når man søger at afgøre, hvilke kompromisser, man vil indgå.
Hvad vil man helst? Have vùe fra stuen over en våd parkeringsplads eller have et børneværelse, der mest af alt minder om en blindtarm?
Indtil det lykkes at finde et minipalads, der er vores firkløver værdigt (og gerne noget med en affaldsskakt! Sheisse, hvor skider to yndige englebørn sig dog igennem mange bleer på sådan en helt almindelig torsdag!), nyder jeg at bo liiige midt i Danmarks dejligste by!

Pålægchokolade, påfuglefjer og fjernsynshygge

Kong Ludvig d. 13.
Kong Ludvig d. 13.

Så er faderen sådan rigtigt startet på job igen om aftenen. Med paryk, pudder og pantyhose! Den sidste uge har han gået til prøver om dagen, men nu er de begyndt at te sig på scenen i Odense ved nattetide. Og aftnerne i sofaen på Vestergade er til mig, Hugo og Berta.
I går gik fjerneren inde i stuen i stykker (det strejkede velsagtens grundet ‘Trinny & Susannah’-overload …) så jeg smed ungerne ind i soveværelset, hvor vi netop har fået TV. Yes, I know, hvis ikke tvillingernes tilblivelse ødelægger vores ægteskab, SÅ gør et TV i soveværelset! Dét siger folk.
Men folk er ikke altid alt for kloge…
Folk sagde nemlig også, at det ville være umuligt for mig at være alene hjemme med ungerne de første uger efter deres fødsel.
Med løg på! Det kan jeg sgu da sagtens.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke snildt kan værdsætte, når veninder og familie dropper forbi med aftensmad på egen foranledning. Meeen det kunne jeg nu også før! 😉

I går aftes smed jeg som nævnt de to aliens ind i dobbeltsengen, stak en sut i munden på dem hver, satte ‘My Week With Marilyn’ på Netflix og ringede efter en deep pan-fedtet Hawaii-pizza fra Dominos!
Havde det ikke været for de to gange tre kilo steg, der lå og gryntede ved siden af mig, var det totalt som en søndags-scene taget ud af mit singleliv for bare tre år siden. (Måske tilsat en små-desperat SMS-flirt med en relativt (u)interesseret ungersvend, men lad nu endelig det ligge …)

I går var jeg ude på ELLE og IN og vise ungerne frem. KÆFT, hvor havde jeg glædet mig til det, og MAYN, hvor var jeg stolt, da alle mine livmoderbærende og fødedygtige kolleger dikkedikkede og roste med våde øjenkroge.
På vej igennem Fisketorvet med min tvillingevogn passerede jeg gudhjælpemig en mor med en TRILLINGEvogn fully loaded med unger på omkring 6 måneder hver.
Jeg så ingen anden korrekt hilsen end at lette på hatten og udgyde et ‘Respekt!’, som hun gik forbi mig.
I øvrigt har jeg opdaget, at når man som tvillingemor med oppakning passerer en anden flerlingemor, så hilser man på hinanden.

Så er der Marilyn på skærmen!
Så er der Marilyn på skærmen!

Det er ligesom folk på motorcykel, eller folk, der genkender hinanden, fordi begge har været med i hver sin sæson af Paradise Hotel.
Man kender ikke hinanden, men deler alligevel et skæbnefællesskab. Det er lidt som at bo på Als igen, der bliver lige lidt kortere imellem folk.  Jeg kan grave det! <3
Jeg er så også blevet typen, der udbryder ‘Nåååhr, hvor sødt, I har den LILLE model!’, når jeg passerer folk med en Bugaboo-barnevogn bygget til ét barn… Kæft, hvor jeg elsker at have to!

Apropos intet: Jeg elsker pålægchokolade! Og jeg skelner skam ikke, jeg er ganske farveblind!
Jeg nyder gerne både lys og mørk pålægchokolade på min morgen-franner. Men hvorfor er det, at når man køber den gode gamle fra Galle & Jessen, så får man altid enten to pakker mørk eller to pakker lys?
Men tvinges jo heller ikke til at vælge imellem med eller uden kokos, når man shopper Samba flødeboller.
Jeg vil gerne opfordre til, at man laver en kombipakke, så vægelsindede chokolade-spisere kan få begge dele og ikke gentagende gange skal finde sig selv i den Sophie’s Choice-agtige situation, som jeg netop har gennemlevet…

Av, min (b)arm …

Hugo bruger karate for at få, hvad han vil ... :-)
Hugo bruger karate for at få, hvad han vil … 🙂

Hey, er man en lortemor, hvis man synes, amning er lidt nederen?
Bevares, jeg føler mig meget moderlig, frodig og funktionel, når jeg sådan kan nære mine efterkommere fra egen barm, og det er da smart, de er jo lige ved hånden. Babserne, that is.
Men når man har sådan to kærligheds-krapyler hængende i Babs og Nutte hver tredje time på minutten (og jeg ammer jo i øvrigt fuldt nu, hvor vores børn er ledningsfri), kommer de satme til at gøre nade! Og Hugo er ikke tilfreds med servering hver 3. time. Han vil have dessert efter 45 minutter. Hver gang …

Desuden er det ikke ligefrem forevigelsesværdigt på Hollywood-måden at sidde installeret i det syrenfarvede foderbræt som udgør tvillinge-ammepuden. Man ligner mest af alt en bartender i en flydende bar i poolen på et charter-hotel, mens turisterne (det er så mine børn i denne analogi) plasker rundt på luftmadrasser og drikker sig i hegnet.

I nat ville Hugo ikke sove. Han ville bare skide og have sin sut i munden. Og hans sut – det er så mig… Jeg er ganske hudløs!

Nu har jeg båret de små skønheder på hofterne i den gode del af otte måneder med alle de bivirkninger, det affødte, OG har født dem. Kunne det så ikke godt være mandens job at amme?
Come on, Mother Nature! Det har jo altid været mændenes opgave at gå på jagt og skaffe føde, og sådan. Det virker da i grunden meget naturligt, at de også står for maden til mini’erne!
Lige nu sidder jeg i sofaen med en baby på hver side og trækker vejret helt stille i håbet om, at de ikke vågner. Og hvis de gør, så helst én ad gangen. Det er ret svært at trøste to triste spædbørn på én gang.

halsOg jeg har ikke haft tid til at spise morgenmad, være i bad eller komme ud af joggingbukserne siden mit overskuds-indlæg i forgårs… (Tak, Nemesis… Got the message!)

Meeeen solen skinner, mine børn er mega-nuttede, analoge og selvhjulpne, solen skinner, min mand er herre-lækker og om lidt kommer min veninde, Lois, med kage!
Det tæller vel som brunch, når de spises on lørdag kl. 11? 🙂

Jeg modtog i øvrigt verdens måske fineste barselsgave fra Anders Forup fra HandcraftedCph forleden. Det er en lille, fin guldhalskæde med et vedhæng, hvor der står ungernes navne og fødselsdato på!
Åh, jeg kan slet ikke komme mig over, hvor fint, personligt og dejligt underspillet, det er.

Søvnløse nætter og solrige dage

01

Jeg overvejer at begå et bankrøveri eller et indbrud i næste uge, hvis vejret holder. Bare fordi jeg kan!
Da vi lå på neonatalafdelingen med ungerne, lærte vi at skolde alt efter brug, og den vane har vi taget med hjem. Og når man står og skolder mælkeflasker kl. 3.30 om natten, smutter det altså ofte med det der varme vand.. Oftere end ikke.
Så jeg er ret sikker på, at jeg ikke har nogen fingeraftryk for tiden! Jon heller ej! Vi kunne blive de nye Bonnie og Clyde – plus børn!

I nat har jeg sovet omkring tre kvarter i alt. Ungerne bliver større pg større og dermed bedre og bedre til at råbe op om natten – bare fordi.
Hugo er pissed over, at han stadig skal have en sonde siddende dér midt i face, når hans søster er frikendt, så han piller i tapen, hvilket gør naller, og så rammes han selvsagt af dårligt humør…
Odense Teater har været skide-cool, så Jon er først rigtigt startet job i dag, så jeg legede martyr og lod ham sove.
Og da ungerne sov formiddagslur, gav jeg mig til at indrette børneværelset.
Halvdelen af dette indlæg er i øvrigt skrevet, imens jeg sidder og stereo-ammer. Der er alligevel ikke meget, man kan bruge hænderne til, når man er spændt for foderbrættet, og bar(m)en er åben.
Jeg satser på at blive sådan en pikke-irriterende overskuds-mor og takker mit fem år gamle søvnproblem for, at jeg er vant til at klare mig på vågne nætter. (Ring mig op igen om en måned …).
That being said: Jeg har lige smidt vores gulvtæppe OG alt mit tøj til vask, da Hugo valgte at sende en byge af fæces afsted, netop som jeg lempede på bleen for lidt siden.
Vi har i øvrigt valgt at placere skiftebordet lige bag sofaen i stuen…
Vi skifter mellem 16 og 25 bleer om dagen, så det er lidt træls, hvis man skal helt ind i et andet rum hver gang.
Så må vores hjem blive ELLE Decoration-værdigt næste år. Eller i 2016, måske.

Eftermiddagen blev brugt på gåtur med ungerne i Bugaboo’en (verdens 8. vidunder! Lortet vender på en tallerken!) og svigermor by my side.
Verden var min østers, som jeg sad der i solen med nyvasket hår, spiste en sandwich og drak en cola, mens nutella-miraklerne sov sødt i kareten! Ekspress-hygge på 35 minutter, så vi kunne nå hjem til foderbrættet inden kl. 15.00.

Fagre, nye voksenliv

Er det i grunden ikke utroligt, hvor fine ting, man kan lave af nutella og kærlighed?

Berta og Hugo!
Berta og Hugo!

Vi har nu været hjemme i en lille uge, Berta har rundet de tre kilo, og Hugo ligger lunt i svinget lige bag hende. Vi satser på, at han også bliver sondefri på fredag!
Jon og jeg har ret hurtigt vænnet os til at give mad og vedligeholde arvingerne hver 3. time efter tre-tabellen (klokken 00, 3, 6, 9, 12, 15, 18 og 21), et ritual, det tager lidt over en time, og altså klare os med max to timers sammenhængende søvn ad gangen om natten.
Men hvad fanden, jeg havde ikke andre planer for dette forår end at gøde disse to gevinster, solen skinner og livet er mageløst!
Desuden har jeg lige spist blinis med stenbiderrogn til frokost IGEN!

Jeg glæder mig åndssvagt meget til vores første telttur med ungerne, omend vi nok venter til næste år (Yes, jeg har ganske rigtigt giftet mig med den eneste anden camping-entusiast, jeg nogensinde har mødt på min egen alder), til at høre, hvordan det lyder, når de griner og til at lyve for dem om Julemanden, Påskeharen og den seksuelle lavalder i Danmark.

I dag, d. 12. marts, var faktisk den dag, vi efter planen skulle have lokket ungerne ud af mig. Vi havde tid til fødsels-igangsættelse på Riget kl. 9.30 i morges (“Så kan I lige nå at spise morgenmad, jo!”, som lægen sagde), hvis det ikke var fordi, mit vand var gået en lørdag aften, mens jeg stor og tung lå på sofaen og så et program om fødende kvinder på Kanal 4. Det er sandt!
Damerne hylede og skreg og råbte med Sussex-accent “I can’t dooo this! Get it outa me, naaaaw!”, og jeg spillede skidesmart overfor Jon og sagde, at sådan ville jeg i HVERT fald ikke gebærde mig, når sandhedens time en dag skulle oprinde.
Berta må have hørt mig derinde og besluttet sig for at give mig muligheden for at lægge mine penge, hvor min mund var, så hun jokkede hul på posen og gjorde klar til departure.
Det er nu to-en-halv uge siden, og fra den ene dag til den anden skifter man bleer, ser TV med babyer på maven, bestiller fødevarer på nemlig.com og har brystvorter så pink som det pureste rosakvarts.

Vi ser TV i lag ...
Vi ser TV i lag …

Jon og jeg er enige om, at vi stadig ikke helt har forstået, at vi nu har to børn – altså sådan for real. Og ikke mindst at de har os…!?
Men i formiddag havde min bette Berta ondt i maven og kunne ikke finde ro, indtil jeg lagde mig med hende i sengen med vores hoveder helt tæt på hinanden, mens jeg holdt hendes lillebitteteenytiny krop i min favn, og med et blev hun helt rolig, og så sov vi sådan i en time.
At være mor er vist lidt som at være en slags gud eller superhelt. Så er man svaret på alt.
Det har jeg sgu alligevel aldrig prøvet før… <3