METTE MARIE LEI LANGE

Lange, Lange og Tønde til Robert

3Så oprandt dagen, jeg havde købt sko, gummi-babser og skrottet neglelakken grundet usikre hænder på grund af karpaltunnelsyndromet.

Men afsted kom vi! På billedet ses Lange, Lange og Tønde.
Nemlig Jons søster, min smukke svigerinde, Camille Lange, som er vært og tilrettelægger på DR3, Jon Lange, my man, og så mig, tønden.

Men SE lige min kjole! Hva’beha’r?!
Jeg skrev ud på facebook for nogle uger siden med en udfordring:
Jeg søgte en designer, som turde tage udfordringen op og gøre fru Lange elegant for en aften – or die trying! Og Benedikte Utzon skrev så til mig og sendte et billede af den flotte kjole fra hendes mærke Est. 1995.

Jeg vraltede op på PR-bureauet Holm & Bertung, hvor bemeldte kjole har til huse og fik at vide, at Iben Hjejles stylist altså havde fået den samme kjole med i udvalg til skuespillerinden til den samme fest. Og da Hjejle var nomineret til en pris, kunne det jo ikke nytte noget, at én eller andens ukendte kone mødte op i den samme kjole som hende.

rygMen jeg havde held til at overtale Holm & Bertung til at overtale Ibens stylist til at overtale Iben (Yes, 5 års kommunikationsstudier på RUC finally paid off!) til at vælge noget andet, da denne her bare var så fin til maven. Og samtidig lang nok til at dække hobbitfødderne …

I går aftes under Robert-festen mødte jeg så faktisk Iben Hjejle ved tag-selv-bordet (Robert-arrangører, I er nødt til at stramme op på det her område! Ring til GrenaaBuchard, hvis I skal have event-arrangør-tips. Selv en sindrig jyde som jeg orker ikke kylling gordon-bleu buffet-style. Det holder ikke, når vi nu har gjort os så umage!).
Iben og jeg kender ikke hinanden, men hun var alligevel så tjekket, at hun kom hen til mig, da hun genkendte kjolen og roste den måde, jeg fyldte den ud på. Very cool!

De, der læste med i går, ved jo, at jeg røg på Strøget i 11. time efter nye sko, som kunne huse mine kæmpe-fødder.fod
Jeg er stolt af at kunne meddele, at jeg havde skoene på hele vejen hen til Tivoli Congress Center, hele vejen op ad løberen og under hele forretten.
Derefter gemte jeg dem under stolen og listede fødderne op i skødet på min mand under bordet og fik lidt diskret og tiltrængt fodmassage.
Jeg klarede også lige at humpe i buffetten efter kylling og kartofler, før jeg måtte give endeligt op og hoppe i ballerinaerne.
Og jeg har seriøst ikke set så opsvulmede fødder, siden dengang Kim Kardashian var svanger!
DANG, hvor gør det naller!

Prisuddelingsdelen af Robert-festen gik ganske, som man kunne forvente. Jagten vandt en masse priser, et par af vinderne takkede deres kone, nogle sågar deres kones bryster, og Oliver Zahle var vært.

glasUnder middagen, mens jeg sad med fødderne i skødet på Jon, fungerede min mave som praktisk indbygget hylde for mit vandglas.

Efter middagen var der fri bar i lobbyen, og her var det tydeligt at mærke, at de kunstneriske sjæle i dén branche sjældent skal møde før kl. 12 på hverdage.
Folk blev lynhurtigt ganske stive, og mange fremmede, velmenende mennesker var så søde at spørge til indholdet af min mave og hvornår, jeg forventede at høste frugten. Når de så hørte, at jeg altså skal vokse yderligere 6-7 uger, idet vores ønskebarn valgte at tage en ven med i undfangelsesøjeblikket, gik de gerne amok i ‘It’s a double raaainboooow’-agtige dimentioner.
Mere og mere som aftenen skred frem.

Åh, hvor jeg dog altid elsker den opmærksomhed i starten af en aften! At være hende, den heldige, som skal have tvillinger!
Men da klokken var halvt midnat, og jeg var den eneste ædru, blev det altså for meget at være hende ‘Maven’.
Desuden var desserten i buffetten en lidt skuffende form for citronfromage-kage, så jeg kunne ikke længere tænke på andet end den 400 gram kæmpe-Toblerone, jeg vidste, vi havde hjemme i venstre køkkenskuffe.

Jeg havde en skøn og storslået aften, følte mig stor og flot og glimtende, og nu er jeg godt klar til at smide alt, der hedder ‘høje hæle’ til hjørne og gå helt i hval-hi indtil foråret.

Ingen af Jons TV-serier vandt priser i deres kategori, desværre, men han kom først hjem kl. 4 i nat og stank som en efterskoleelev på vinterferie i Prag, så jeg tror, han havde en god aften alligevel …  🙂

Søndag i for små sko og med store babser

Det gode ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, at man kan spæne ned på gaden og impulsshoppe, når man pluuudselig erkender, at man ikke har noget som helst i tøjskabet.
Det dårlige ved at bo 5 meter fra Strøget i København er, well … Det samme!

Heldigvis bevæger jeg mig efterhånden så langsomt, at det altid tager mig en krig at komme op til kassen i butikkerne, så jeg kan slet ikke undgå at tænke mine køb igennem, før jeg kører kortet.

I aften skal jeg jo eskortere min mand til Robert Prisuddelingen, som finder sted på Tivoli Congress Center. Jon spiller med i Kødkataloget på DR3 og Sjit Happens på TV2 Zulu, og begge serier er nomineret til en Robert. Så jeg ser det lidt som sidste chance for, at jeg kan dulle mig op og holde til det, inden jeg når en sprængfarlighed af den kaliber, så Rulle-Marie vil blive tilkaldt ved min ankomst …

I morges så jeg ganske vrangvilligt i øjnene, at mine Miu Miu-stiletter må blive på bænken.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at min fod buede op ad skoen, som var jeg én af de onde stedsøstre, der gør, hvad hun kan for at lyve sig et kendis-knald med prinsen i Askepot.
Min mand kalder dem ‘hobbitfødder’ … Seems legit!

tingSå jeg røg altså på Strøget i al min magt og vælde for at finde et par billige sko med hæl i størrelse 39, og jeg endte i Aldo, hvor der heldigvis var 70% rabat. Bum!
Jeg har altså købt et par stiletter, som jeg kun skal have på én gang. Jeg føler mig som Medina!

Efterfølgende kravlede jeg i Illum for at finde sådan en snyde-gummi-BH uden stropper og spænde, som passer til min Utzon-kjole, som er gennemsigtig på ryggen. Sådan en slags BH har jeg aldrig haft før, idet jeg sådan set aldrig har haft bryster før. Og som min folkeskole-“kammerat” sagde: “Ville du måske gå med handsker, hvis du ikke havde hænder…?”

Damen i Illum spurgte, hvilken størrelse, jeg skulle bruge, og da jeg bare trak på skulderen som for at signalere, at jeg har opgivet at følge med min krops udvikling, stak hun lynhurtigt hånden ind under min jakke, maste min venstre babs lidt mellem sin tommel- og pegefinger og proklamerede rask væk “Du er en D-skål!”
Mens hun hentede den dobbelte gummidut, som mest af alt ligner to pessarer hæftet sammen på midten, bekæmpede jeg en trang bollertil at prale på facebook med min nye status som barmfager.
Nu mangler jeg bare at vælge neglelak og spise lidt flere af de fødselsdagsboller med glasur, som jeg producerede i går.
Åh, hvilken vidunderlig søndag!
Jeg håber, I også nyder jeres. 🙂

Lørdag med livmoder, lunch og laster.

Oh, how I love Saturdays!
Selvom jeg er på barsel og ikke laver en skid i hverdagene heller, og Jon kun har et par optagedage om ugen for tiden (Han spiller små-klam bowlinghal-bestyrer i ‘Kødkataloget’ på DR3. Med et virkeligt grimt skæg. Seriøst!), så kan lørdage sgu alligevel noget, de andre dage ikke kan. Intet feder om lørdagen, man sover ekstra-længe, og der er altid noget godt dårligt i TV om eftermiddagen. It’s great!

03Min lørdag startede så med livmoder. Jeps, den var også ny for mig!
Jeg går til et fødselsforberedelses-kursus hos Mia L. Rasmussen, som med afspændingsøvelser, vejrtrækning og lydfiler gør sit ypperste for at forberede mig på at skulle klemme to unger ud af mit allerhelligste om en god måneds tid.

Jeg synes, det i mange tilfælde med graviditet, fødsel og børneopdragelse er som religion. Man må selv vælge, hvad man synes passer godt til én og så gøre dét! Og så kan alle andre sådan set godt passe deres egen næringsvej.
Der er sikkert mange, der har en god oplevelse, selvom de ikke har forberedt sig til fødslen, og for mig giver det god mening af få nogle tips, inden “folkevandringen” ud af yours truly går i gang. Glup!

Jon var også med denne gang, og Mia fremsatte det forslag, at han eventuelt kunne tage imod ungerne, når de kommer skydende ud af mig på Riget … Altså stå “dernede” og agere målmand!?
Min smukke hippie-mand synes selvsagt, det var verdens fineste idé, men jeg ved sgu ikke helt, om jeg synes, det lyder så superspændende! Er der ikke folk nok dernede i forvejen den dag, monstro?

Efter snakken om det nederste af min mave, lod jeg tilværelsen henslæbe sig et par timer med min veninde, Anne, på Café Paludan i01 Fiolstræde (indenfor overskuelig vralteafstand fra min bopæl) for at få fyldt den øverste del af min mave.

Anne kom til at nævne sin datters børnehave, hvor man til nøds til fødselsdage kan få dispensation til at medbringe fødselsdagsboller med glasur i stedet for de ellers obligatoriske rosinpakker og figenstænger.
Modsat hendes veninde, som i sin datters børnehave pligtskyldigt og med rynkede, nærmest bekymrede bryn, var blevet forlangt, at hun skulle skrabe al den ugudelige glasur af bollerne (så at sige), før de måtte komme indenfor døren, grundet børnehavens stramme sukkerpolitik.

Jeg kan slet ikke forholde mig til daginstitutioner og sukkerpolitikker endnu, og det eneste, jeg har kunne tænke på siden den snak, er de dér fødselsdagsboller med glasur, så nu har jeg sendt min mand i Netto efter gær, hvedemel og flormelis, så jeg kan få min lyst styret!

Mens jeg har sladret på café, har Jon brugt tiden på at samle ungernes IKEA-seng.
02KÆFT, hvor ser det syret ud, når ens mand sidder dér og leger umbraco-helt til fordel for nogen, som stadig ikke findes!

I baggrunden af billedet ses et sneak-peak på den kjole, jeg skal have på til Robert-festen i morgen aften!! 😀

Så kører bussen!

Velkommen til bloggen!
Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at lytte til ord-ekvilibristen Kristine Høeg, som på min Instagram-profil foreslog, at jeg kaldte den ‘Twin Peaks’! Så her er den altså!

Lige lidt om mig sådan lige for tiden.
mave1Jeg har været skruk, siden jeg var 4 år (give and take), så da jeg endelig blev gift med min mand d. 15. juni 2013, og han var game på, at vi skulle gå i gang med ‘Projekt Baby’, tog min æggeleder tilsynelandende ingen chancer og sendte to æg afsted, så i marts (præcis 9 måneder efter vores bryllupsdag, God damnit!) skulle jeg gerne nedkomme med hele to babyer – umiddelbart efter hinanden.

Jeg har været på barsel siden nytår, selvom jeg på det tidspunkt kun var 28 uger henne i rugeriet.
Grunden til, at Riget automatisk tilbyder en sygemelding så tidligt er, at en tvillinge-gravid allerede da er på størrelse med én, der ville være klar til at føde, hvis der kun havde været én alien derinde.

Og det skulle vise sig at være ganske sandt …
Mine kommende børn har det skønt inde i det, der engang var en relativt pæn og flad mave. Min jordemoder siger, at de ikke har opdaget, at de skal deles om pladsen, for mens de fleste tvillinger efter 22. uge vokser langsommere end “énlinger”, klør mine bare ufortrødent på med samme hast som hvis de havde været alene derinde.

Så her i 32. uge er jeg plaget af vand i hele kroppen (not pretty! Min hage har fået hager!), ondt i ryggen, smertende bækken, skin tags (pænt ord for hudflapper!) og karpaltunnelsyndrom – som betyder kronisk sovende fingerspidser, mens resten af fingrende bare gør naller konstant.
Karpaltunnelsyndrom gør faktisk også ret ondt i fødderne. Forstået på den måde, at jeg har svært ved at holde på ting. Det resulterede i, at jeg i morges tabte et helt glas med Nutella ned over mine bare tæer. (King size).

Men maven er sgu flot! Dét synes jeg altså! Dens form minder mig lidt om tegneseriefiguren ‘Dancing Hippos’ næse, men det kan hippo1sgu da også noget! 🙂
Jeg havde troet, jeg ville være typen, der i min graviditet skulle storme rundt i stiletter med den dér ‘preggers glow’ i hele face, mens jeg stolt aede min mave og overbærende sagde “Ja, du må gerne røre” til misundelige kvinder på diverse caféer i det indre København.

Klip til scenen af MM, der kaster op i munden på sig selv i Netto, da en stakkels mand uforvarende kommer til at give hende en lillebitte albue i maven, da han skal lægge sin Becel op på kassebåndet …
Eller alle mine fine sko, stiletter og støvler i str. 37, som samler støv på hylden, fordi jeg har været nødt til at bide hovedet af al skam og købe et par Nike Free i str. 39, da det er det eneste, jeg kan passe – og som samtidig er dejligt bløde at gå i.

Det er fascinerende, hvad vi lader os udsætte for i forplantningens navn!
Men det er også ret grineren at opleve, hvad kroppen egentlig kan, når det nu skal være.
Jeg har i skrivende stund taget 17 kilo på, siden jeg blev preggo, og jeg går benhårdt efter de 25!
Jeg er meget lidt interesseret i glutenfri madvarer, drikker masser af Coca-Cola, har en ting for pandekager med is, al chokolade fra Fazer, Kinder og Tom’s og er opdraget i Jylland med en sund interesse for alle retter, som serveres med sovs og kartofler, og for tiden vokser de to i min mave med 200 gram om ugen – hver! Så jeg må jo sætte lidt til livs. For deres skyld – naturligvis! 😉

Miu MiuPå søndag skal jeg med min mand, Jon, til Robert-prisuddelingen på Tivoli Congress Hotel.
Jeg har lånt den SMUKKESTE kjole af Benedickte Utzon, og målet er at bruge hele søndagen med fødderne enten oppe eller nedsænket i isvand, således at jeg kan have mine Miu Miu-stiletter på i bare de 10 minutter, vi skal stå på den røde løber!
De er nemlig af en form for ruskind, så de er købt i størrelse 37, men efter at have haft dem på én gang, var de udviddet nok til at passe en størrelse 38. Jeg håber sådan, at den ulykke nu skal vise sig at være en skjult velsignelse.

Fingers crossed …