METTE MARIE LEI LANGE

I anledning af Valentine’s Day kommer her lidt MM+JON-bryllup

Baby, be mine ...
Baby, be mine …

Jon og jeg blev gift d. 15. juni 2013, og da der er flere, der her på bloggen har spurgt til vores bryllup, bestemte jeg mig for at lave et Valentine’s Day-indlæg om netop det!
Åh, det var altså en god dag …
Solen både skinnede, det pissede ned, og på grund af en joke, jeg lavede til vores møde med præsten før brylluppet om, at nu fik jeg ENDELIG en ordentlig rock på min finger, holdt hun en lang og ret tåkrummende tale i kirken om, at vi jo skal elske hinanden for dem, vi er, og ikke for diamanter og jordisk gods.
Well, jeg tror, hun var den eneste i kirken (og på jorden), der var eller er blot det mindste i tvivl om, hvor forelsket, jeg er i Jon. Jeg tudede allerede med lyd på, før døren til kirken gik op, og min far fulgte mig op ad kirkegulvet.

Jeg har altid ønsket mig at blive gift i en kirke og holde fest i en have.
Jeg havde egentlig troet, det skulle foregå i en knæ-kort sommerkjole og flade sko, men jeg endte i den smukkeste kjole, jeg nogensinde har set (hvis man må sige det om sin egen brudekjole).
Den er fra Jenny Packham og er købt hos Vintage Bride på Frederiksberg, og mine sko var fra Christian Louboutin, helt enkle i nude, 10 cm. høje.
Jon var i Hugo Boss-jakkesæt, slips fra H&M og knold i nakken. Jeps!
bill
Bryllupsfesten blev holdt i Jons fars have i Gilleleje.
Det første, vi blev enige om, da vi begyndte at planlægge brylluppet, var, at vi ville have hjemmelavede burgere til hovedret. Med remoulade fra Gråsten Salater. Det skulle være med dén på!
Jons fætter, Mads, ejer SMAG-restauranterne, og han og hans makker var så søde at hjælpe os med det hele! Vi fik den lækreste mad, som stadig var totalt low key, og bøfferne blev tilberedt på et monster af en grill i haven.
Og der var remou til.

Al pynten til brylluppet lavede vi selv. Louise (Lois), som er AD’er på ELLE (og heldigvis også min veninde) lod sig overtale til at stå for alt det visuelle, så hun lagde planerne, og så røvede vi en Panduro Hobby og gik amok med saks og lim ved køkkenbordet.
Se lige, hvor fint, det blev, her.

Jeg bagte selv bryllupskagerne sammen med min svigermor dagen før, og vi havde dampet etiketterne af nogle gamle vinflasker og limet nye på, som matchede resten af pynten i teltet.
Jeg bagte selv bryllupskagerne sammen med min svigermor dagen før, og vi havde dampet etiketterne af nogle gamle vinflasker og limet nye på, som matchede resten af pynten i teltet.

Mens vi spiste middag, øsregnede det udenfor. Havde det ikke været for frisuren, havde jeg banket hovedet ned i bordet, men pludselig kom solen, og om natten fik jeg opfyldt to af mine andre bryllups-drømme: Vi sad rundt om et bål i haven og grillede skumfiduser på pinde, mens en af Jons venner spillede guitar, og lige inden, solen stod op, sendte vi thailandske papirlanterner til vejrs og ønskede os alt muligt godt.
Det var superromantisk!

Efter festen sov vi i Jons families sommerhus 200 meter væk sammen med alle vores venner. Nogle i telte i haven, andre på luftmadrasser eller bag i biler. Og næste morgen spiste vi morgenmad sammen allesammen, mens Jon og jeg pakkede gaver op.
Det hele var så dejligt uhøjtidligt og sjovt og hyggeligt, og forleden spurgte Jon, om vi ikke skulle forny vores løfter hver femte år.
Den er jeg satme med på!

Min herreseje svigerinde, Camille Lange, gav os verdens nok bedste bryllupsgave: En bryllupsvideo!
Det føles næsten lidt for privat at poste den hér midt på internettet.
Det kan være, jeg hiver den af igen på et senere tidspunkt, men den er altså bare så fin, så nu deler jeg i Skt. Valentins navn! 🙂

Alle billederne i denne post er i øvrigt taget af Hein Photography.
Ham er jeg NØDT til at anbefale, han var helt usynlig på dagen, men tog nogle vildt fine billeder, synes jeg.

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

Jeg er en Hanuta-pelikan!

Jeg har indtil nu været ret anti på alt, der hedder ‘graviditets-tøj’.
Jeg har ikke rigtigt kunne overskue det dér med bælter og sløjfer over maven eller rynker i taljen…
Egentlig havde jeg tænkt mig at klare mig igennem de ni måneder med lange undertrøjer tilsat cardigans. Også mere økonomisk, idet begge dele kan bruges igen efter fødslen, yes?

Men i går gav jeg op.
Jeg var så træt af at føle mig som en hårdt stoppet forårsrulle og at høre alle syningerne på mine undertrøjer skrige om hjælp, når jeg hev dem ud af skabet.
Derfor foretog jeg i går min første tur til Mama-afdelingen i H&M.
Jeg støvede et par t-shirts og nogle trøjer op, som jeg synes var i den mindre åbenlyse afdeling, og jeg kan glad konstatere, at mit humør er steget gevaldigt, efter at jeg er blevet skruet i noget tøj, jeg rent faktisk kan passe!
Jeg føler mig ikke helt så sprængfarlig mere. Bevares, jeg går stadig som Pavarotti med tegnestifter trådt op i fodsålerne, men når jeg sidder helt stille i det rette lys med knæene samlet og ser lige ud (eller rettere: ser lidt OP. For at udglatte hagerne, forstås. Som min veninde sagde: “Du er en Hanuta-pelikan!”), ser jeg vel næsten anstændig ud!

I dag er jeg det, de kalder 34+0, hvilket min jordemoder forleden fortalte mig er lidt af en milepæl, idet man ikke længere ville give “lungemodner” til mine aliens, hvis de skulle beslutte sig for at berige os med deres selskab tidligere end beregnet.
Basserne er så godt som færdigtbagt og kan bare komme an.
mave
På den ene side ønsker jeg, at fødslen går i gang, hvis børnene alligevel er klar. Let’s get this show on the road! Vi har købt seng, barnevogn og stofbleer, og nu er jeg snart træt af at have seks ben, tre hoveder og så videre …

På den anden side vil det jo betyde, at vi så har to børn…! CRAAAAP!! Kan vi finde ud af det? Er mine babser store nok og mit ego lille nok til, at vi kan få det projekt til at fungere?
Og hvordan elsker man to mennesker lige højt på én gang?
De fleste, som har to børn,  har jo to graviditeter og to barsler til at nyde, hygge med og lære deres afkom at kende – men det skal jeg ligesom have effektiviseret og kørt af på én gang.

jonHeldigvis har jeg et strikingly handsome (og helt nyklippet!) emotionelt muskelbundt af en mand at læne mig op ad, når tankerne bliver mange og tålmodigheden sat på prøve.
Til den sidste scanning for to uger siden fik vi at vide, at ungerne allerede har enormt meget hår.
Hvor er det vildt, at man kan gå rundt og tage til møde i banken, se ‘De Unge Mødre’, spise spaghetti og lægge vasketøj sammen, alt imens ens krop er i gang med at lave folk. Med HÅR!

Selvom det er enormt bøvlet og til tider ucharmerende at være gravid, så er jeg latterligt godt tilfreds med, at den opgave tilfalder os damer og ikke herrerne. Det er jo den vildeste skill!
Så kan det godt være, at hannerne kan slå søm i og parallel-parkere og måske er bedre til at installere TV-kanaler og skifte pæren i emhætten, men hey, fremstil lige to børn! MED hår!
Nej, vel? Tænkte jeg nok … 😉

Husk også at deltage i Twinpeaks.dks Valentine-KONKURRENCE! Vinderen trækkes I MORGEN med Jon som lykkens pamfilius! ;-)Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

Da vi fandt ud af, der var TO …

Vi blev gift i juni, og jeg blev gravid mindre end to uger senere.
Jeg synes, det var for godt til at være sandt på den dér fairytale-måde, så efter at have tisset på 2-3 pinde hver dag en uge, overtalte jeg min mand til at tage med på en privat scanningsklinik for at få syn for sagen.

Sådan så jeg ud en uge efter, at vi fandt ud af, jeg var gravid. Men da vidste vi stadig ikke, der var to ...
Sådan så jeg ud en uge efter, at vi fandt ud af, jeg var gravid.
Men da vidste vi stadig ikke, der var to …

Ved ankomst undskyldte jeg min kedeligt flade mave overfor jordemoderen og sagde, at det sikkert var ALT for tidligt til, at hun kunne se noget som helst.
Jeg kom op på briksen og fik angstens sved på min mave blandet godt op med noget klistersnask, som krævede, at jeg hev længere ned i bukserne, end jeg er blevet bedt om siden en ?dannelsesrejse? til Calella i 1997.
Derefter satte jordemoderen en scanner mod min mave, og så var der hul igennem! Hun har nok kunne mærke spændingen i lokalet, så meget hurtigt gjorde hun mig helt rolig ved at sige ?Det ser superfint ud, og nu skal jeg lige orientere mig?.

Jeg lagde mig tilbage på puden, tog min mands hånd og begge stirrede vi op på skærmen, som jo så viste resultatet af vores anstrengelser på honeymoonen.
Sorthvide figurer dansede rundt på skærmen i en meget ringe opløsning.
Jeg synes godt, jeg kunne se, der ligesom var to runde former derinde i kassen, men jeg tænkte, at den ene nok var min blære.Efter et minuts tid så jordemoderen på os og sagde: ?Jeg vil gerne sige tillykke, for du er gravid?. Efter en kunstpause tilføjede hun: ?Og I kan godt være EKSTRA-glade ?? Vi glædede os over den gode nyhed, men da tilføjelsen kom, må man have kunne se forvirringen i vores ansigtsudtryk med al mulig tydelighed. Hvordan er man ekstra-glad, når det, man ønsker, er at være gravid med et barn??
Erkendelsen ramte os cirka samtidig, og min mand røg frem i sædet hurtigere, end når Manchester United scorer mål på TV og udbrød ?Tager du pis på mig!??
?I skal have tvillinger!?, svarede hun med et stort smil.
Og så begyndte jeg at grine. Helt hysterisk. I 10-15 minutter.
Jeg var så glad og lettet og overvældet og forvirret og stolt over, at min krop havde givet bittesmå liv til TO bittesmå hjerter på én gang!
Min mand og jeg så på hinanden og småråbte i kor:
?Hvordan har du det med det?? ?Er du okay?? ?What th f***???, mens vi grinede og tudede og svedte og grinede noget mere.
10 minutter senere stod vi i sommersolen på Vester Farimagsgade med en lille DVD-film og en række billeder, som mest af alt lignede en dårlig tegning af to jordnødder i hver sin kridtcirkel.

Dagen efter købte jeg bogen ?Du skal være far, og du har 40 uger til at fatte det!? til Jon, og jeg spurgte febrilsk ekspedienten twinsi boghandlen, om de ikke også havde sådan én til kvinder?
Hun smilede overbærende og foreslog mig en uge-for-uge-kalender, som også røg ned i posen, mens hun sagde, at kvinder jo bliver mødre, når de ser de to streger på graviditetstesten, mens det først går op for mænd, når de står med deres offspring i armene.
Det var så den største løgn, jeg endnu var blevet fortalt i mit liv som kommende mor.
Da jeg i skrivende stund er 4 uger fra min termin med vores kommende søn og datter og har tindrende ondt i mine voksende bryster, må man jo formode, at jeg er as woman as they get.
Og jeg fatter stadig ikke en krone.  Selvom vi har købt bittesmå sparkedragter, Bugaboo Donkey-kombivogn, tremmeseng og sokker så små, at man tror, det er løgn, har jeg stadig uendelig svært ved at forstå, at der altså kommer to små børn, som vi må tage med hjem fra Riget ? helt uden voksenopsyn ? engang i marts.
Men jeg glæder mig på en måde, jeg aldrig har glædet mig før. Fra et sted nede i maven, som jeg ikke vidste fandtes.

Nogle af jer har spurgt, om vi har fundet navne til væsnerne, og jeps, det tror jeg faktisk, vi har.
Og nej, jeg kommer ikke til at omtale dem som ‘Blib og Blob’ eller ved forbogstaver her på bloggen – I må meget gerne kende deres navne!
Jeg er blot en keeeende overtroisk med nogle ting, så jeg vil gerne vente med præsentere dem for verden, til de rent faktisk ér kommet til verden. 🙂

Husk også at deltage i Twinpeaks.dks Valentine?-KONKURRENCE!
Vinderen trækkes på fredag med Jon som lykkens pamfilius! 😉

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

Dét skal fejres!

I går aftes, da jeg ikke kunne falde i søvn, gav jeg mig til at se ‘The Biggest Loser’ på Kanal 4.
I ved, det der program med en gruppe amerikanere, som hver især vejer cirka 4-5 gange det samme, som jeg gør nu (plus/minus), bare uden at være gravide, som så bliver tævet igennem af to plastikopererede personlige trænere, og efter en sæson med nogle tårevæddede indrømmelser omkring deres (deltagernes, ikke trænernes) natlige ture efter chips på tanken, vænner de sig til selleri, taber sig vildt meget, bliver nærmest små-lækre og vender hjem til et brand new life.
chokoNår jeg ser det program, kan jeg bedst lide at spise RitterSport til …
Når de så samler alle de sindssyge madvarer (I aftes var det sandwiches med navne som ‘The Terminator’ og ‘The Death’ med flæskesteg, mayo og pommes frittes i samme klapsammen), de har spist i deres gamle liv sammen i et akvarium, så de virkelig kan se, hvad de har gjort imod sig selv, skåler jeg med fjernsynet og skyller min Vollnuss ned med sodavand.

Det er det samme, når jeg ser ‘Luksus-fælden”! Det nydes allerbedst simultant med netshopping. Fødderne på bordet, dankortet i hånden!
Og når jeg har set programmet om folk med ekstrem samlermani, som lever side og side med malerbøtter og resultatet af 50 års indsamling af ødelagte billedrammer og rustne gafler, venter jeg altid liiige med at banke sofapuderne og lægge tæppet sammen til i morgen …
Fordi SÅ slemt står det i det mindste ikke til herhjemme! 🙂

Jeg læste engang for nogle år siden, at en undersøgelse havde vist, at gennemsnitsalderen for dem, der så ‘Paradise Hotel’ var 31 år.
Det kom bag på mig! Jeg troede da, det var deres jævnaldrende, der så med, når disse seksuelt udsvævende unge i starten af 20’erne tog røven (både i bogstavelig og overført beydning) på hinanden på betagende locations i Mexico.
Men artiklen forklarede yderligere, at disse programmer altså primært ses af (voksne) mennesker, som gerne vil have det bedre med sig selv.
Så kan det godt være, at de måske har en lidt kedelig, overvægtig ægtemand, to børn, der stadig ikke gider hjælpe med opvasken og en chef, der lever for træde på deres værdighed i det daglige – men de har i det mindste ikke været med til at lave en ‘Eiffeltårnet’ sammen med to bartendere i et boblebad et sted i Nordamerika. Og det kan de så fortælle sig selv, når de lægger sig på puden om aftenen – således opløftet.

Og sådan er jeg åbenbart også! Jeg er bare afsindigt godt tilfreds med mit hverdagsliv, så mine små, hemmelige, selvhævdende fejringer sker altså i forbindelse med oprydning, guf og netshopping. For nok er jeg et rodehoved, der elsker at spise usundt og købe ting, jeg ikke behøver, men jeg er slet ikke i en liga, der ville kunne kvalificere sig til et underholdningsprogram. Dét skal da fejres! SKÅL i cola!

I aften kommer min hunky ægtemand hjem fra London, og jeg glæder mig som en hævngerrig revisor til et torskegilde!
Solen skinner, foråret er på vej, og i dag kan kun blive en god dag!
God mandag! 🙂

Husk også at deltage i Twinpeaks.dks Valentine’-KONKURRENCE!
Vinderen trækkes på fredag!

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

Count down: 4½ uge tilbage …

For mig at se, er det at smadre sin mobiltelefon noget, der rimer på ‘god bytur’!
Ikke på at ligge i sengen og være syg … Det er altså snyd!
Eftersom at Jon ikke er hjemme, har jeg i weekenden brugt hans side af sengen som praktisk opbevaringsplads for Kleenex, en flaske vand og min iPhone.
I nat, da jeg vågnede i et hosteanfald, tog jeg en slurk vand for at lindre mine lidelser, hvorefter jeg atter faldt i søvn.
Mine fede fingre har tilsyneladende ikke formået at skrue lågen ordentligt på flasken igen, hvorfor ganske få dråber vand er dryppet ned i min iPhone, som nu er død. COME ON!!
Hvis en iPhone skal dø grundet væske en lørdag nat, skal det sgu da enten være gin/tonic på SUNDAY, eller fordi man impuls-bader i Storkespringvandet! Det andet er da for nørdet!
Jeg er ret skuffet over mig selv. Og min iPhone.

Lørdagens gode oplevelse fik jeg hos PALMA Salon & Spa.
Jeg ville så gerne have nusset tæer, og en bekendt på facebook foreslog Palmas butik, så der smuttede jeg ned.
Jeg blev puttet i en morgenkåbe ved ankomst og fik nusset, masseret (blidt, så ingen fødsler blev sat igang), filet og puslet tæer i næsten halvanden time – og I tror, det er løgn, men da min søde behandler, Sahar, var færdig, stillede hun spørgsmålet:
“Kunne du tænke dig noget is?”
Og lidt efter sad jeg der med tykke, pæne tæer og en kugle passionsfrugtis på maven!
Jeg kunne græde! Så godt har jeg ikke haft det i mindst tre uger.
I øvrigt giver Palma 20% rabat på første visit, så alle I med og uden mave: Kom afsted!
Og lad mig lige tilføje, at dette IKKE er et sponsoreret indlæg, jeg var bare meget begejstret for mit besøg. 🙂

Lørdag eftermiddag kom min søde svigermor på besøg. Jeg havde købt fastelavnsboller hos Lagkagehuset i den anledning – og hun havde købt kage hos H.C. Andersens bageri i samme anledning. Kage-orgie. Perfekt!

Tiden som høj-frugtsommelig med twins i bugen begynder at synes mig noget lang.
I starten af min graviditet, når folk hørte, jeg skulle have tvillinger, blev jeg tit såret og skuffet over tit fremmede menneskers reaktion.
Folk på Strøget, samarbejdspartnere på jobbet, kolleger, familiemedlemmer har reageret med forskellige former for nedsættende kommentarer a la “Puh, godt, det ikke er mig!” eller “Ja, så kan I godt vinke farvel til forelskelsen, søvnen og livsglæden!”
Og når jeg har forsøgt mig med ét spagt “Vi synes nu, det er meget fedt …” er jeg blevet sat på plads med “Det siger du kun, fordi du ikke har børn”!

Og nu, hvor jeg mere og mere minder om en rødkælk i min fysiske udformning efter at have taget 22 kilo på, fået vand i hele kroppen, skin-tags, dobbelthager, karpaltunnelsyndrom, nældefeber og stoppet næse, og folk spørger, hvordan det går, starter jeg altid med et “Ungerne har det fantastisk derinde, så det går godt” og tillader mig så nogle gange et “Men jeg begynder sgu at være lidt træt ….”

Pludselig har piben fået en anden lyd. Nu må jeg IKKE være utilfreds med min situation. Tidligere skulle jeg ikke prise mig for lykkelig!
“Du skal da bare være glad for, at børnene har det godt!”, siger de. Eller “Det er hele prisen værd”. Eller “Du kommer til at savne at være gravid, bare vent!”

Så min konklusion er, at når man er gravid, må man ikke have det, som man har det, af årsager, som man endnu ikke selv har mulighed for at forstå. Nix, jeg har ingen børn, og jeg aner ikke, hvad der venter mig.
Folk taler om kærligheden til deres børn som noget himmelsk, guddommeligt, og jeg glæder mig til at opleve det!
Men som det er nu, selvom jeg næsten konstant mærker liv, der ikke er mit eget i form af én, der hikker, sparker eller mosler i min mave, føler jeg stadig, at ungerne er nogle, vi besøger oppe på sygehuset og som bor inde i den skærm, vi kigger på, når jordemoderen sætter scanneren til min mave. Og at vi har lavet dem, er bare for syret …
Det er alt for abstrakt. Jeg kan ikke rumme det endnu, og jeg tror først, 10-øren falder, når Knold og Tot er født og ligger UDEN på min mave.

Og nøj, hvor jeg håber, de får deres fars pæne, aristokratiske næse og lækre krøller, når det sker … <3