METTE MARIE LEI LANGE

19 #lifehacks til fedtet hår


Der er dage, hvor man har fedtet og/eller uregerligt hår, og man egentlig ønsker at tage sig godt ud, men man enten ikke har tid eller lyst til at vaske sit hår.
Og så er der dage (sådan en har jeg i dag..), hvor man er hamrende ligeglad med, hvordan håret sidder, fordi man er TRÆT, og det må verden altså gerne vide.. 😅

Men til den første slags dage har jeg her samlet 19 gode forslag til, hvordan man forklejner forekomsten af et nusset udseende, og jeg synes, de forslag, der er kommet ind på Instagram, er ganske geniale. Der var måske 100 forslag til tørshampoo, som af en eller anden grund aldrig fungerer for mig og altid har den stik modsatte effekt og får mit har til at se endnu mere smadret ud.
Min personlige favorit er at tage noget lidt business-agtigt tøj på, fyre op for en rød eller pink læbestift og så gøre som om, at det er meningen, at håret skal se rodet og fedtet ud, fordi jeg i virkeligheden bare gerne vil ligne én, der arbejder på Vogue eller det hedengangne Cover. 😉

Her er de 19 tips! Fyr den af med alt fra kartoffelmel til stof-dimsedutter og brug den overskydende halve time under dynen her i kulden.

1. Man laver en pandehårsfletning! Altså en fletning herover panden, som går ned bag øret i den ene side. Trés chic!

2. Fletninger i det hele taget! Altså franske/sildebensfletninger.

3. Pandebånd! Helst de gode, brede, som rigtigt dækker bunden, hvor håret er mest fedtet.

4. Et smukt perlespænde (so hot right now!) stjæler fokus.

5. Fyr den af med tøj og makeup og overkompenser!

6. Tørshampoo, selvfølgelig!

7. Hårspray i bunden af håret. Tupér håret – ligeledes nede ved hårrødderne – og red det forsigtigt ud!

8. Babypudder har samme effekt som tørshampoo, men er billigere!

9. Høj knold eller hestehale – de små strittende hår reddes ind med en (gammel) tandbørste med hårlak på.

10. Til folk med afro: skyld håret i lunkent vand tilsat sheabutter. Afslut med olie.

11. Uglet knold i siden bag øret! (Ser så fint ud, at det fjerner fokus).

12. Vask pandehåret i håndvasken. Også hvis man har langt pandehår, så trækker man det henover resten af håret. Så ser det friskt ud forfra.

13. Gør hårbørsten våd og lav en høj, stram hestehale.

14. Brug mønstrede tørklæder som turban.

15. Gav en knold og bind et tørklæde rundt om den.

16. Halvt oppe/halvt nede-frisuren.

17. Hvis man er blond, fungerer kartoffelmel også udmærket som tørshampoo!

18. Blive hjemme …

Og min favorit:

19. Giv dig i kaste med at creppe håret!

Lidt om diamanter i vejkanten


Jeg var så heldig at få en nogle fine kommentarer til det her indlæg. Én kommentar var af en lidt anden skuffe, og den har jeg fået lyst til lige at samle op her i sit eget indlæg. For jeg kender godt den følelse, Malene beskriver. Jeg har haft de samme tanker, og de kan stadig finde mig engang imellem.

Malene skrev:
I perioder, hvor jeg har det godt tænker jeg tit for mig selv eller har lyst til at poste noget alla “Har det bedre end nogensinde”. Og så tænker jeg bagefter på, at jeg for cirka 15 år siden mistede min mor, og jeg kan ALDRIG sige, at jeg har det bedre end før jeg mistede min mor – og så har jeg gået og haft dårlig samvittighed over, at jeg overhovedet kan tænke det.
Så når man taler i absolutter er det måske ikke kun i sammenligning med andre, men også i sammenligning med mig selv – og det giver jo ingen mening at sammenligne mit teenage-jeg med min mor – med mit (halv)voksne jeg, der stadig savner min mor – så det vil jeg stoppe med og i stedet bare være glad for, at jeg er glad. Uden at sætte værdi på min glæde i forhold til andre perioder i mit liv.

Det er 17 år siden, at jeg mistede min mor, og der går ikke en dag, hvor det faktum ikke på en eller anden måde rører ved mig. Nogle dage (især omkring årsdagen for hendes død) overvældes jeg af det meningsløse i, at sådan noget sker. Nogle dage fylder frygten for, at det samme kunne ske for mig, for meget, og andre dage savner jeg hende bare. Og det sidste sker på en ny måde efter, at jeg selv har fået børn. Jeg ville så gerne have hende her som mormor for mine unger og som en erfaren dame at gå til for mig i det her voksne liv. Og jeg ville så gerne have, at hun skulle se, hvor meget jeg minder om hende, nu hvor jeg er blevet voksen. Vi ville have haft så meget til fælles nu, og det er vi blevet snydt for.

I årene efter, at hun var død, rev jeg udtrykket “Det glæder jeg mig til” ud af min ordbog. Det højeste, jeg kunne svinge mig op til, var et “Det ser jeg frem til”. Et noget oldschool udtryk, måske, men jeg følte, at det var vanærende overfor min døde mor, hvis jeg sådan gik og glædede mig, mens hun var død. Jeg fik dårlig samvittighed og blev ked af det, når jeg havde været for glad. Jeg følte, at det kunne tolkes som et udtryk for, at jeg nu var ligeglad.
I årene efter, at min mor døde, ventede jeg på den ene side uafladeligt på, at tiden skulle gå, så jeg kunne få det bedre. Så det blødende sår kunne lappe sig bare en smule sammen, og så jeg kunne trække vejret helt ned i lungerne uden at græde. Og på den anden side var tiden min værste fjende. For med hver dag var det en dag længere siden, jeg sidst havde set hende. Hendes tofarvede sjal fra RedGreen duftede mindre og mindre af hende, og bevoksningen på hendes gravsted blev højere og højere. Jeg var så bange for at glemme hende. Ikke det hele, men bare lidt. For kilden var jo tør.

Efter at min mor døde, blev min far gift igen med hende, der nu er mine børns bedstemor. Hun har en datter, som jeg har kendt næsten hele mit liv (Als er ikke så stor), og hun er nu min Pap. Og vi har siden dengang holdt jul sammen hvert år – bare min søster, min far, min fars hustru og min Pap og jeg. Og det har været SÅ hyggeligt! Det første år, vi gjorde det, blev jeg afbrudt i hyggen af en grum følelse af at svigte min mor. Og så endda i julen. Jeg hyggede mig på den mest familieagtige dag på hele året med det, jeg havde fået i stedet for hende.
Året efter var der gået et par år, siden hun døde. Jeg havde gået til en masse psykolog og skrevet enormt mange dagbøger. Det første år efter min mors død, drak jeg ikke, og jeg gjorde intet for at bedøve mine følelser. Jeg F-Ø-L-T-E. Jeg havde brug for at mærke det hele. Det var på en måde min afsked med min mor.
En noget flippet psykoterapeut, jeg gik til på et tidspunkt, sagde til mig, at når såret engang var helet og blevet til et ar, ville jeg kunne se diamanter i vejkanten, som andre ikke ville få øje på. Den sorg, jeg havde gennemlevet, og den måde, jeg bearbejdet den på, ville give mig evnen til at få mere ud af livet. På dét plan, i hvert fald.
Og det synes jeg er rigtigt. Jeg ser livet og verden på en anden måde, efter at min mor er død, og den måde kan jeg godt lide. De første år, efter at den sandhed gik op for mig, var jeg altid meget hurtig til i hovedet at følge det faktum op med et “Men jeg ville selvfølgelig hellere bytte og have, at min mor var her!”

Sådan siger jeg ikke længere, for det nytter ikke noget.
Livet er, som det er, og jeg kan ikke ændre det faktum, at min mor mangler. Og der er absolut ingen-som-helst grund til at gå rundt og lege dårlig-samvittigheds-ludo for gang på gang at slå mig selv hjem. Ingen vinder. Min mor mangler, og det vil hun altid gøre. Og at hendes død har gjort, at vejkanten er begyndt at diske op med diamanter, betragter jeg som hendes afskedsgave til mig. Og den skal hyldes, nydes og frem i lyset!
Min mor ville selvfølgelig ønske, at jeg glædes og glæder mig så tit som muligt, og hun ville ønske, jeg havde det bedre end nogensinde før hver eneste dag. Også selvom hun ikke er her. Jeg føler, jeg ærer hendes minde ved at bruge så mange af mine sanser til at nyde livet med som muligt. At jeg bruger den lærdom, livet har givet mig til gengæld for hendes død. Jeg siger dermed ikke, at det er et fair eller et ønskeligt bytte, men vi er desværre ikke i en position, hvor vi kan argumentere med døden, vi må bare acceptere. Og hvis vi gør det med ludende skuldrer, vinder døden jo flere sejre, end den behøver. Vi skal sørge igennem, og bagefter skal vi leve igennem. Og hvis vi kan, skal vi leve endnu mere – ikke mindre.
At vi lever godt nu, betyder ikke, at vi ikke savner. Det betyder, at vi lever livet fuldt ud. Måske fordi vi ved, at det ikke varer evigt.

Og indtil vi dør, da lever vi. <3

Hvor slemme er vi kvinder egentlig?

Jeg medvirker i denne uge i et interview i ALT for Damerne omhandlende deres januartema #søstersind. Tanken fra redaktionens side er, at vi kvinder er for ringe til at rose hinanden og for gode til at hakke. Både på os selv og hinanden. Så derfor lægger de i hele januar op til, at vi kvinder bliver bedre til at bakke hinanden op, rose os selv og hinanden i stedet for at sammenligne og dele hashtagget #søstersind.
Let’s be honest – uanset hvor dybfølt, ALT for Damernes intention er, handler det jo også om at sælge dameblade. Og jo flere kvinder, de kan få til at dele billeder af deres forsider eller bruge hashtagget #søstersind på Instagram, des flere er tilbøjelige til at købe magasinet, og des flere forholder sig givetvis positivt til ALT for Damerne. Men hvad gør det, hvis der samtidig spredes en god stemning blandt landets søstre? Det gør vel heller ikke noget, at folk klapper af virksomheder, der donerer millioner til kræftforskning eller ulandshjælp – pengene er jo stadig godt givet ud. Det er vel det, man kalder en win/win-situation, ikke?

Jeg er all for #søstersind. Men jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg går og savner. Jeg synes sgu altid, at jeg grundlæggende har været god til at bakke andre kvinder op, og andre kvinder har gjort det samme for mig. Ikke alle kvinder, forstås. Man kan ikke elske alle og vice versa, og jeg bliver også misundelig engang imellem, det tror jeg nu er menneskeligt – ikke blot en kvindelig betingning. Men jeg bliver det mindre og mindre, som årene går.

Jeg startede i 2006 LADY-LOGEN, som var et socialt netværk i København for kvinder. Jeg arrangerede middage og festaftner den første lørdag i hver måned, hvor de 30 første tilmeldte af de i alt 55 kvinder i logen kunne deltage, og ligeledes afholdte jeg hvert år en julefest og en sommerfest, hvor de 2.000, der var tilmeldt via facebook på Level 2 kunne deltage.  Sloganet var ‘Væk med katteklør og frem med highfives‘, og sådan var det. Der var så sindssygt god stemning på de aftner, og LADY-LOGEN kørte indtil, at jeg var seks måneder henne i min graviditet med Krapylerne – og da de var født, startede jeg ikke op igen. Mange af kvinderne i logen havde også stiftet familie, og man havde ikke længere tid til at feste igennem en lørdag hver måned, som vi havde gjort det i syv år i træk.
Det var en fantastisk tid. Vi dressede op for hinanden – ikke for hverken mænd eller internettet. Instagram fandtes ikke dengang, (det gik op for mig i weekenden, at det i lørdags var 6 år siden, jeg kom på IG. Og det første år delte jeg kun 5 billeder. Så selvom det føles som om, det har eksisteret altid, er det altså ikke tilfældet), og mændene brugte vi så meget tid på alle andre dage. Denne aften hver måned var vi til for hinanden og for den unikke stemning, der er, når så mange kvinder er sammen og vil hinanden det godt på én gang.
Måske er det den følelse af samhørighed, jeg har taget med mig videre ud i livet efter LADY-LOGEN. Jeg går som udgangspunkt altid ud fra, at andre damer vil mig det godt – og jeg vil som udgangspunkt også andre damer det vel. Hvorfor skulle jeg ikke ville det? Hvis en kvinde tjener flere penge end mig, bliver jeg ikke rigere af at hade hende. Hvis en anden dame ser skidegodt ud i en badedragt, bliver jeg ikke mere tiltrækkende af at ønske hende vand i kroppen eller parkeringsbøder. Men følelsen af afstand mellem os kan tværtimod mindskes betragteligt, hvis jeg komplimenterer hende og badedragten. Og pludselig føles hun ikke længere farlig – det er faktisk nærmest magi.

Jeg kan godt blive ærgerlig over, at vi kvinder (tit) får skudt i skoene, at vi er nogle strigler overfor hinanden, for det er altså ikke min oplevelse af os. Der er så enormt meget god karma i mit kommentarfelt og på min Instagram evigt og altid, og det ville der ikke være, hvis kvinder overvejende var røvhuller. Selvfølgelig svinger vi ikke lige godt med hinanden alle sammen, og jeg kender meget få kvinder, der aldrig over et glas rødvin har sagt et ondt ord om en anden kvinde. Men det er altså ikke noget, kvinderne har patent på – sådan er mændene sgu også. Vi kan jo ikke gå rundt og være i zen og overskud hele tiden, og pendulet har det også med at svinge tilbage igen ret hurtigt for de fleste, vil jeg mene.

Jeg synes, ALT for Damernes artikel, hvor jeg fik muligheden for at diskutere med Ida Rud og Katrine Gisiger, er blevet helt god. Vi er i sandhed tre meget forskellige kvinder, og det var ikke fordi, vi var rørende enige i alting. Eller særligt meget, sådan set. Stemningen osede ikke af #søstersind igennem interviewet, må jeg nok indrømme, hvis sandheden skal på bordet. Men man behøver heldigvis heller ikke være enig for at gøre plads. Plads er noget af det, der altid vil være masser af her i verden. Måske ikke til plastik og andelsboliger, men i hvert fald til holdninger. Og jo mere, vi giver, des mere får vi. Ligesom med kærlighed. So let’s spread that shit like confetti! <3

En personlig rekord, et utaknemmeligt job og en fin maskine

Så er Berta og jo efterhånden godt og grundigt retur fra Marrakech, og meget mod sædvane er jeg allerede gået i gang med at vaske vores tøj – selvom det kun er under en uge siden, vi returnerede. Det ér i sandhed et særtilfælde! Der er faktisk muligvis tale om en personlig rekord.
Efter sådan tre dage i soukens sanselige dyb, har man klæderne fulde af støv. Og knallert-os. Og dufte og magi. Og her kan vores vaskemaskine altså ikke helt kende forskel, den fjerner bare det hele – til trods for, at den betegner sig selv som værende intelligent. 😉
Vores nye vaskemaskine er en “HomeProfessional”, den hedder BOSCH i-DOS, og den har modelnavnet WAY32899SN. Vi har brugt den i nogle måneder nu.

At være vaskemaskine er en noget utaknemmelig eksistens, for det er en af de ting, man ikke tænker meget over, så længe det fungerer. Det er først, når noget er i vejen, at vigtigheden af en god vaskemaskine går op for én. (Lidt som at mangle en vatpind, når man lægger flydende eyeliner eller toiletpapir, når … ja.).

Den vaskemaskine, vi havde inden den her, fulgte med huset, og den fungerede sådan set formålstjenesteligt. Men alligevel har jeg været yderst tilfreds med byttet! Det er sådan set mest af alt et miljømæssigt perspektiv. Jeg er glad for, at den er så let i forhold til sit elforbrug, og så er det altså freaking smart, at den selv kan dosere, hvor meget vaskemiddel der skal til! Her har jeg aldrig været vanvittigt skarp selv, nemlig, og har ofte frygtet, at jeg hældte for meget vaskemiddel ud i verden på den konto. Men det er jo i så fald slut nu!
Desuden kan den fjerne de 16 mest almindelige pletter med en særlig teknologi, hvilket er smart, når man bor sammen med småbørn og i øvrigt selv er, well, mig. 😉
Jeg har i øvrigt også haft udelukkende gode resultater med at vaske de sarte ting, jeg tidligere ellers var lidt for nervøs til at smide i vaskemaskinen og derfor vaskede i hånden. Så det går sgu godt i kælderen i Køge!


Til de, der ligesom jeg er nysgerrig på, hvad de 16 mest hyppigt forekommende pletter er i en dansk husholdning (eller en deltid-marokkansk, kan man sige. Jeg kan garantere Dem for, at der kommer tomatpletter på tøjet, når man spiser pasta i sengen), kan jeg afsløre, at der er tale om følgende:

– Babymad
– Blod
– Æg
– Jordbær
– Jord og sand
– Græs
– Kaffe
– Kosmetik
– Appelsiner
– Rødvin
– Chokolade
– Sved
– Snavsede strømper
– Spisefedt/-olie
– Te
– Tomat

Lidt om at overdrive for (meget for at) fremme forståelsen.

Der er en tendens til en lidt ærgerlig udvikling af sproget for tiden, synes jeg. Ja, der er sikkert mange. Vi bruger alt for mange engelske ord, eksempelvis, og bandeord er nærmest ikke bandeord længere. Men det er altså ikke det, jeg har til hensigt at drage nogen til ansvar for i dag – hvilket også ville tendensere til hykleri, i og med at jeg selv er ganske slem på begge fronter. Jeg er sådan set heller ikke ude på at trække nogen gennem sølet, blot dele en iagttagelse, jeg har gjort mig i verden – og primært på den digitale del af denne verden. Og i særdeleshed på det sociale medie, Instagram.

Vi taler alt for meget i absolutter. Jeg siger ikke, vi gør det hele tiden (høhø), men det sker for ofte. Synes jeg. Jeg lagde særligt mærke til det, da en pige, jeg følger på Instagram, for nogle uger siden ville fremhæve en kammerat. Hun delte et billede af kammeraten og ledsagede det med en beskrivelse af alle hans udmærkelser på succes-barometeret. Denne mand er efter sigende det mest hårdarbejdende menneske, denne kvinde nogensinde har mødt. Han har en viljestyrke som ingen anden, og når han sætter sig noget for, gennemfører han det altid.
Jeg kan huske, at jeg læste teksten og tænkte “Den køber jeg sgu ikke …” Altså, jeg er helt med på, at den omtalte mand sikkert både er hårdtarbejdende, beslutsom og stædig, men ér han vitterligt den allermest viljestærke mand i hele verden? Eller som minimum – i denne kvindes verden? Ever?
Måske er det fordi, at der med Internettet (og igen i særdeleshed Instagrams) evige søgen efter perfektion er fulgt et behov for at fremhæve hinandens (og egne) meritter – og et behov for at sammenligne. Jeg synes i hvert fald tit, det handler om, at vi skal fremhæve hinanden for det, vi er dygtige til. Og så er det åbenbart ikke længere nok at skrive “Jeg ser op til ham for hans viljestyrke”. Nej, han skal fremhæves som det allermest viljestærke menneske NOGENSINDE!

Og så knækker filmen for mig. Min fantasi tager over.
Ligesom da jeg her til formiddag så en reklame for alarmsystemer på Instagram, hvor en kendt influencer ytrer, at det at opleve at komme hjem til et hus, hvor der har været indbrud er “noget af det allerværste, man kan komme ud for”. Straks begynder min hjerne at præsentere alternative oplevelser, som er meget værre. Den tænker “Ahh… Hvad med kræft? Død i nærmeste familie? Voldtægt? Krig?”

Det med altid at skride til absolutter virker efter min mening som doven sprogbrug. Blandet med et (måske ubevist) behov til at overdrive for at fremme forståelsen. Og for at sammenligne. Jeg ville synes, det var meget mere vedkommende og troværdigt, hvis eksempelvis kvinden med den imponerende kammerat havde skrevet “Jeg er så imponeret over hans evne til at nå i mål med sine projekter”. Altså omtale sin kammerat positivt uden samtidig at sammenligne ham med resten af verden. For han er ikke nødvendigvis bedre, sejere og mere viljestærk end alle andre, og det er i øvrigt også hamrende ligegyldigt at drage den sammenligning. Det gør ham hverken mere eller mindre viljestærk, og det har ingen betydning for, om han når sine mål, hvorvidt naboen er mere eller mindre viljestærk, end den omtalte mand er.
Jeg synes, det er synd, at vi har (fået) en tendens til ikke at kunne rose uden samtidig at skulle sammenligne den, vi roser, med andre. Ikke navngivne andre, men alligevel. Vi sammenligner os for meget. Både os selv og andre. Og vi værdilægger for tit. Måler os selv og hinanden op imod hinanden og sammenligner os med hinanden, og det er ærgerligt. Alt skulle jo så nødigt blive en konkurrence.

Og det er jo så det samme i den anden ende. Ting bliver tit “det VÆRSTE, der kan ske”. Og når folk bruger den formulering i en story på Instagram om eksempelvis lange køer på motorvejen, at købe ind med småbørn midt i ulvetimen eller, ja, sågar indbrud i et hjem, så tænker jeg “Så har du knagme levet et velsignet liv, min pige”. Hvis det værste, man overhovedet har fantasi til at forestille sig, er en hysterisk 3-årig, der flipper skråt over ikke at måtte spise Kinder-æg til aftensmad og bruge havregrynene som konfetti, så forstår jeg godt, man er træt (Oh, I do!), men så har man saftsuseme levet hele sit liv på solsiden. 😉
Og det har de færreste af os jo. Vi overdriver bare for at fremme forståelsen og for hurtigt at nå vores pointe. Jeg har bare ikke kunne lade være med at studse over den her tendens, fordi jeg synes, den fylder ret meget på Instagram, hvor jeg (indrømmet) bevæger mig en del de fleste dage. Det er jo klart, at alle mænd ikke er #verdensbedstefar, selvom vi, der har lavet børn med dem, synes det. Det vigtigste er jo også, at vi (og børnene, forstås) føler det på den måde. Og alligevel synes jeg, at det er lidt ærgerligt, at vi altid skal sammenligne med andre for at fremhæve det, vi gerne vil.

Det var fredagstankerne fra mig! Jeg håber, at I, der stadig er med her nederst i indlægget, får verdens BEDSTE fredag! Eller – i hvert fald en superdejlig én. 😉