METTE MARIE LEI LANGE – Side 5

Lidt om jalousi og en måde at være kærester på

Jeg har aldrig set mig selv som et voldsomt jaloux menneske, men samtidig har jeg heller aldrig været interesseret i at deles om opmærksomheden, når jeg har været i et fast forhold med nogen. Jeg har også prøvet at være i knap så faste forhold, og det har ikke været et problem, så længe man stadig har haft ærligheden. Måske er ærligheden faktisk i sidste ende det allervigtigste. Man kan ikke bebrejde et andet menneske noget, hvis man ikke er blevet lovet noget. Jo, vi skal behandle hinanden ordentligt, men man kan ikke længere forvente, at et forehold foregår på en bestemt og uudtalt måde. Ting skal siges, forventninger skal afstemmes, og øjne skal ses i.

Det forhold, jeg er i nu, er det længste, jeg har haft, og jeg satser stadig på, at det bliver mit sidste, omend livet er langt, 7-9-13 og så videre. Jon og jeg er meget ens og enormt forskellige på samme tid, og sådan tror jeg egentlig, at mange vil beskrive deres forhold med den, de elsker. Udefra set ligner vi hinanden meget, vi griner af det samme, har de samme grundværdier, men når man er så tæt på hinanden, som man er efter 8 år, to børn og en million samtaler, så er forskellene også tydelige, og i vores tilfælde er de det, der giver kulør og glimmer. Både i det store, men især i det små.
Jeg er eksempelvis meget impulsiv og meget hurtig til lige at invitere det halve af vejen med hjem til aftensmad uden at cleare den først. Jon kan se, hvad det betyder for mig at have den frihed til at kunne det uden at skulle tjekke med baglandet, og derfor har han valgt at holde af det også. Jeg er også rigtigt god til at komme med idéer til nyindrettelser af rum i huset, rejser og oplevelser for familien, og Jon er rigtigt god til at sige ja. Det skaber ballade på den gode måde.
Jon er sindssygt god til at sørge for, at der er styr på de store linjer på hjemmefronten, og det skaber tryghed. At regningerne er betalt, at der er toiletpapir på toilettet og vinterdæk på bilen. I går morges brugte vi 10 minutter på at lede efter en tændstik at tænde brændeovnen med, men måtte give fortabt. Og da han købte ind i går eftermiddags, huskede han at købe tændstikker. Det ville jeg aldrig have husket, og jeg bliver helt glad og ser det som en mini-kærlighedserklæring til vores families morgenhygge, når jeg så åbner køkkenskuffen og finder tændstikkerne morgenen efter.

Jeg tror, det er rigtigt smart at huske og sætte pris på de små (og store) forskelle, der er imellem en selv og det menneske, man blev kærester med og ikke forvente, at det andet menneske ændrer sig. Jeg regner ikke med, at Jon arrangerer datenight for os, selvom han altid bliver så glad, når jeg gør det, og han forventer ikke, at jeg tager tilløb til at få ryddet op i garagen eller bare tømt skraldespanden. Det gør, at de ting, vi hver især bidrager med til vores parforhold og familieliv, får lov at skinne i stedet for, at de bliver til en indirekte skuffelse over at “hvorfor er det altid kun mig, der køber blomster?” eller “kunne du ikke lige lægge noget vasketøj sammen engang imellem?”.

Jon er også det mest ikke-jaloux menneske, jeg i mit livs skabte dage har mødt, og det finder jeg enormt sexet. Jeg er ikke på samme måde – eller det har jeg i hvert fald ikke altid været. Tidligere i vores forhold havde jeg det svært med, at han skulle indspille nogle sexscener til en film, hvor han skulle være så tæt på nøgen sammen med en anden kvinde, som man kan være uden at være det. Det handlede ikke om, at jeg var bange for, at han skulle gå fra mig eller være mig utro, fandt jeg senere ud af, men en følelse af, at jeg havde sagt farvel til mere, end han havde. Da vi blev kærester og aftalte at være monogame, sagde jeg jo samtidig farvel til at være intime med andre mænd end ham. Og det gjorde han ikke. Han har sådan en smart, lille, arbejdsrelateret klausul, der betyder, at han eksempelvis lige for tiden kysser Lea Baastrup Rønne på scenen i Odense hver eneste aften, og at han i efteråret kan ses i filmen ‘Jagtsæson’ i hed omfavnelse med en anden kvinde. And so many before and after. Og de der skuespillere kan sige nok så mange gange, at der ikke er forskel på sexscener og dialogscener, ligesom at lægen siger, at der ikke er forskel på at se ind i et øre og ind i en tissekone. For der ér forskel. Vi er mennesker – ikke lavet af sten. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alle skuespillere (eller læger for den sags skyld) har lyst til at være utro – det betyder bare, at Jon oplever en intimitet med en anden, som jeg kun oplever med ham, og det var dét, der gjorde mig jaloux, erkendte jeg. Ikke en frygt for, at Jon ville forsvinde, men en forskel i paragrafferne.

Indtil jeg atter engang kom i tanke om, at vi jo er forskellige. Og jeg har på ingen måde lyst til at være tæt på en anden mand end Jon på den måde, som hans job nogle gange “kræver” af ham, at han er det med andre kvinder. Og jeg er ikke bange for, at han forelsker sig, fordi han er tæt på en anden.
Og jeg, derimod, flirter som en motha-fucka, når jeg går i byen! Stort set alle mine byture slutter med, at jeg og mine veninder på en eller anden måde får flettet os ind i en drengegruppe rundt om et bord, eller noget med ølspil sammen med fremmede og næsten altid noget med en natklub. Når Jon går i byen, betyder det oftest, at han sidder i et sommerhus med en masse venner, nogle flasker rom og et par kasser øl. Det sker også, at han går i byen, og det sker også, at han møder damer, men han er ikke helt så socialt udfarende, som jeg er. Når jeg flirter, er det aldrig med den hensigt, at det skal kaste andet end godt humør af sig. Jeg flirter også med postmanden, som leverer vores rudekuverter her i Køge, med alle, der arbejder på Joe and the Juice (det er dog efterhånden sjældent, at de flirter tilbage), og med alle de konduktører, der beder om at se min billet. Måske er det ikke altid en decideret flirt, men det er en opførsel, som ikke alle mænd ville synes var lige fed, at deres kæreste udviste. Og Jon elsker det bare. Han er ikke selv sådan, men han bliver ikke det fjerneste nervøs, fordi han ved, at han ingen grund har til det, og han siger, at den energi, jeg henter i at flirte/snakke/interagere med Gud og hver mand, sætter han stor pris på.

Som udgangspunkt siges det jo, at man skal man behandle sin kæreste, som man selv vil behandles, men det er bare ikke helt rigtigt, synes jeg. Jeg synes, at man skal behandle sin kæreste, sådan som han eller hun gerne vil behandles – det andet er bare projicering og i sidste ende vel også en lille smule beregnende.

 

Lidt om at være kræsen …

Jeg er ret kræsent anlagt, og det har egentlig altid irriteret mig. Jeg synes, det er ganske usofistikeret ikke at drikke rødvin, for eksempel. Det virker så voksent og dannet. Men jeg hader rødvin. Alene duften! No thanks.
Jeg er blevet meget bedre på madfronten, end jeg var for bare ti år siden. Det skyldes både, at jeg virkelig har haft et ønske om at udvide min palette, men i samme omgang også, at jeg har fået serveret en masse lækker med med ingredienser, jeg ellers aldrig før har smagt eller selv ville have pillet ned fra hylderne i Netto. Eksempelvis er vegetarmad jo virkeligt blevet in på det seneste, og det har betydet, at jeg har smagt mad af grøntsager lavet af folk, der har forstand på det – i stedet for mig selv, der ikke kan meget andet end at koge en kartoffel og grille en aubergine. Og det har givet mine smagsløg mod på mere.

Anderledes ser det dog ud på drikkefronten. Jeg er cola-holiker og hører til den slags mennesker, der mener, at en blodrød cola duer til alle måltider – omend jeg til morgenmaden holder mig til letmælk. Jeg har jo børn… Når jeg skal være fuld, drikker jeg champagne eller gin/tonics (og aldrig andet), og så er jeg heeeeldigvis rigtigt glad for vand. Ikke med brus, bare iskold vand fra hanen. Jeg elsker det og drikker formentlig mellem én og tre liter hver dag. Jon drikker næsten aldrig andet end vand, og Hugo og Berta ved faktisk nærmest ikke, at børn kan drikke andet end vand og mælk.

Vi plejer altid at have én eller to store glasflasker med postevand i køleskabet, BUT THAT ALL CHANGED NOW! Jeg har nemlig fået nye armaturer fra GROHE installeret i køkkenet! “Åh, det lyder altså lidt kedeligt”, tænker du måske, men i så fald ville du tage grueligt (grohe-ligt…?) fejl! Det er noget af det festligste, der er sket for mit køkkenliv siden sidst, jeg lavede flødeboller!
Jeg har fået både en GROHE Blue og en GROHE Red Mono, og jeg havde helt undervurderet, hvad disse installationer ville gøre ved mit liv. Især GROHE Blue er jeg vild med, men måske ville det have forholdt sig anderledes, hvis det ikke var fordi, at jeg i forvejen de seneste halvandet år, mens vi har boet i Køge, har haft en hane med kogende vand. For det er det, GROHE Red Mono er. En hane, der er monteret yderst på køkkenvasken, og som, når man trykker på knappen, frigør kaskader af allerede kogende varmt vand. Det er vidunderligt og har gjort alle former for madlavning, der kræver varmt vand, meget nemmere for mig (og Jon). Vi overevejede at få installeret sådan en hane, da vi havde spædbørn og boede i Vestergade, men undlod. Og hvis man kan fortryde bagudrettet, så gør jeg vist det. Udover at være tidsbesparende, er det jo også der jo også et miljøhensyn at hente i, at man ikke behøver at bruge energi på komfuret til at varme vandet op. Jeg gætter på, at de fleste hjem inden  længe har sådan en varmvandshane som Grohe Red Mono, for når man først har besøgt en ven, der har én, vil man sgu selv have den.

Så min begejstring for kogende vand lige ved hånden har været konstant de seneste halvandet år, men ganske ny er min entusiasme for GROHE Blue, som nu også bor i Langehjemmet! Den ligner til forveksling en ganske almindelig vandhane, men det ville være det samme som at sige, at Jon ligner en ganske almindelig mand. Åh, der gemmer sig nemlig så mange overraskelser under overfladen!
Grunden til, at jeg var begejstret for udsigten til bekendtskabet til at at begynde med, var, at GROHE satte mig i udsigt, at jeg ville få danskvand! I VANDHANEN! Det er overskudsagtigt på samme måde som isklumper i køleskabet og en seng med elevation. Det er næsten for meget, og så alligevel freaking perfect.
Og danskvand har vi fået! Jeg drikker ikke danskvand bare sådan, men jeg kan rigtigt godt lide at hælde dansvand i min hjemmelavede lemonade eller blande det op med Rynkebys blandede saft i de perioder, hvor jeg prøver at skære ned på mit colaindtag. Og mine gæster elsker, at jeg kan servere sold danskvand direkte fra hanen, så det har jo også lidt blær-værdi, og det er sgu vigtigt, når man sådan bor i Køge.

Men det bedste ved den her GROHE-installation, må jeg uden skam melde, er det iskolde vand. Uden sammenligning. Og nej, vi taler ikke om koldt vand her. Vi taler om koldt-koldt vand. Det er vand så koldt, at hvis man ånder ud gennem næsen ned i glasset, lige inden man drikker en slurk, opstår der en lille kuldesky, som svæver op af glasset – I kid you not. Jeg elsker det! Det betyder, at vi sparer på vandet, fordi man ikke står og lader vandet rende, til det bliver koldt, det betyder, at vi har mere plads i køleskabet, og så er det bare cool. Jeg får en lille optur hver gang, jeg tænder for hanen (den er ret ny, lad mig lige være).

Man kan læse mere her om GROHE Blue og GROHE Red Mono her. Og hvis man køber via hjemmesiden, jeg her linker til, får man en rabat på 750 kr. og et gratis filter med, som har en værdi af 539 kr. Man skal bruge rabatkoden Mettemarie eller Mettemarielei, og de virker frem til d. 30. november 2019.

Nerver og nuancer

Jo, jooo! Der er os, der krøller vores hår med krøllejern, og så er der de heldige, der er født med krøller. Der er os, der går med stiletter på, og så er der de heldige, der har lange ben. Og så er der jer, der bruger øjenskygge, mens jeg er så heldig at have fået et blåt øje lige i globelinjen! 😜

Når jeg går i byen, drikker jeg mig gerne standervissen. Det sker cirka en gang i kvartalet, og det er gerne herre-sjovt! I går, som var dagen efter en sådan bytur, havde jeg lidt ondt i mit øjenbryn. Jeg mistænkte, at en bums måske lå på lur et sted mellem brynhårene (det er set før), men i morges, da jeg stod foran spejlet for at gøre min toilette, åbenbaredes sandheden, nemlig at jeg har fået én på lampen. Jeg husker svagt noget med at bøje mig efter en tabt ørering simultant med en anden, hjælpsom sjæl og herved indkassere en albue i øjet. Øreringene er tabt for evigt, men til gengæld har jeg nu en stilet 80’er-lilla nuance over venstre øje, og det er fuldstændig uden parfume og parabener. Score!

I dag kl. 12 er Jon og jeg værter ved en frokost, jeg har arrangeret til fordel for stamcellesagen, og jeg kan ikke sige mig fronter at være liidt nervøs, for det er sgu mig, der har stået for det hele, og jeg er så bange for, at der er noget, jeg har glemt at tage højde for. På lørdag er det international stamcelledag, hvilket er noget mærkeligt noget at kalde en dag, kan vi hurtigt blive enige om, men det er selvfølgelig tænkt til at skulle gøre opmærksom på sagen. Og jeg vil gerne hjælpe. Siden al virakken i februar, er bloddonor- og stamcellesagerne blevet nogle af mine mærkesager, og jeg vil så gerne have, at hele verden skal vide, hvor let det er at blive stamcelledonor og derved måske blive dét ene menneske, som redder et andet menneskes liv.

Til frokosten i dag har vi inviteret nogle mennesker, som forhåbentlig vil være med til at dele den her video, jeg var med til at optage på Skejby Sygehus for noget tid siden. Emil, som ligger her i sengen, registrerede sig som stamcelledonor for nogle år siden, og nu skete der så det, der kun var 0,1% sandsynlighed for, nemlig at der blev brug for netop hans stamceller! Og det betyder, at han redder livet for et meget, meget sygt menneske et andet sted i verden. Emil kommer også i dag og fortæller om sin oplevelse.

I kan se videoen herunder, og så hååååber jeg, at I kommer til at se den en hel masse andre steder på internettet den kommende uge! 🙌🏻 Hvis I vil hjælpe, så send meget gerne en privatbesked på Instagram, så sender jeg jer videoen til deling! ❤️

placeholder://

Aaaahrmen, altså!

Der sker simpelthen for meget på mine tømmermandsdage for tiden! Sidste gang, jeg havde hoved på, var jeg til børnefødselsdag på en naturlegeplads og efterfølgende i Tivoli i seks timer. Jeg kom hjem om aftenen og havde jo fandme gået 12.000 skridt!? Det holder jo ikke!

I dag er den gal igen. Jeg har ganske vist ikke løbet et halvmaraton (bevares!), men jeg har banket byen rundt med mine to børn i hænderne for at nå at heppe på Jon flest gange muligt langs ruten. Det blev til 3, 9 og 17 kilometer inde i projektet og var i øvrigt hjernedødt hyggeligt! Men nu er vi kommet hjem, og jeg har gået over 10.000 skridt! Det kan ikke være sundt, jo. Meningen med at have tømmermænd er, at man skal restituere og slappe af!

Det har jeg ærligt talt også trængt lidt til i dag, for man kan roligt sige om aftenen i går, at det blev en dreng… Vi spillede ølspil og drak shots. Og drinks. Og flere drinks.

Nu er vi omsider hjemme, ungerne er gået på legepladsen med genboens søn, og Jon spiller FIFA. Det er ham vel undt, manden har løbet sit allerførste halvmaraton med en tid, der hed 2 timer og 7 minutter. Han fulgtes med Jacob, vores nabo, hele vejen, og det var altså Jacobs sekstende halvmaraton, så han kan jo med rimelighed kaldes en erfaren herre. Jeg er ret stolt af Jon, han har trænet rigtigt meget de seneste måneder, og det er i øvrigt kun fire dage siden, at han havde premiere på Gatsby. Well freaking done!

Nu vil jeg smække et afsnit af Luksusfælden på TV’et i soveværelset og nyde udsigten til, at det er Jon, der putter børn, når de engang vender retur fra legepladsen. Søndag er den eneste aften, han er hjemme, så selvom man skulle mene, at han har gjort sit i dag, er det altså ikke noget, der bliver pillet ved.

Med ønsket om en god søndag aften! Hvis man skal se en film og ikke lige kan hitte på, hvad det skal være, vil jeg anbefale ‘Forrest Gump’. Jeg ved ikke hvorfor, men den har jeg haft herremeget lyst til at gense på det seneste.

10 tilfældige sandheder om yours truly!

  1. Jeg fra naturens side velsignet med tykt hår, hvilket jeg er rigtigt glad for. Bortset fra, at det betyder, at jeg også har hår på alle mine fingre og tæer, på overlæben og i næsen.
  2. Dem i næsen trimmer jeg med en næsetrimmer, jeg låner af min mand. #marriage
  3. Og i morges fandt jeg et gråt hår. I næsen. Og skal nu have undersøgt, om Gun-Britt farver næsehår.
  4. Jeg har af miljømæssige hensyn ikke købt blomster i mange måneder, og jeg har i stedet klaret mig fint med dem, jeg har fundet i haven og i grøftekanten. Men nu er efteråret på vej, og jeg ved sgu ikke, om jeg kan komme igennem vinteren helt uden buketter i huset.
  5. Jeg kan virkelig godt forstå, at nogle mennesker har svært ved at kapere, at man kan leve af at være blogger. Rigtigt mange af de ting, jeg får penge for at opleve og beskrive, ville jeg gerne betale for at være med til.
  6. Jeg hører ret meget Post Malone for tiden. Kan især anbefale ‘Circles’.
  7. Det er længere siden, at jeg har været ude at flyve, end der ellers har været imellem mine flyveture de seneste år, og fly-afholdenheden skyldes en blanding af personligt klimahensyn og al den smæk, man som “influencer” efterhånden får for at flyve. Så man kan åbenbart også fange fluer med eddike. 😅
  8. På mandag er Jon og jeg værter for en frokost til fordel for Stamcelledagen i håbet om at få nogle mennesker til at lave noget larm for, at folk bliver stamcelledonorer. Jeg har selv arrangeret det hele og glæder mig sådan!
  9. Jon skal løbe et halv-marathon på søndag for første gang, og ungerne og jeg skal ind og heppe! Hugo foreslog, at vi laver skilte, hvor der står “du kan gøre det, far!”, og jeg synes, det er verdens bedste idé.
  10. Det der hul, jeg fik i øret, som fik mig til at føle mig som en fandens karl, er sgu groet sammen!