METTE MARIE LEI LANGE

10 sandheder om den seneste uge i Langehjemmet

 

1.  Vi kørte en tur til Gavnø Slot for at klatre i fredags. Klatrefaciliteterne var lukket grundet corona, så i stedet gik vi en tur i slotsparken. Det kostede så lige 250 kr. for os alle fire. Lidt pebret, am I right?

2. Jon er for tiden i gang med at bygge et lydstudie i garagen. Han har købt arbejdsbukser i Silvan og bruger timer hver dag på at bore og banke. Ingen af os har set ham sådan før, men vi kan vist begge to ret godt lide det.

3. Vores nabo fik lagt rullegræs i sidste uge, og vi fik lov at nappe hans overskydende baner. Der var ikke nok, så det har nu resulteret i, at vores forhave mest af alt ser pletskaldet ud.

4. Jo pænere, der bliver udendørs (efter alle mine anstrengelser i haven), des mere roder det indendørs. Sådan kan man mærke, at sommeren er på vej!

5. Jeg har ikke fået gået tur i skoven den seneste uge, hvilket jeg ellers har gjort en time eller to næsten hver dag, siden vi kom hjem.

6. Til gengæld har jeg spist markant mere slik. #coronakilo

7. Jeg købte et Se & Hør i Netto i denne uge. Jeg vidste ikke, hvem halvdelen af dem, der var i bladet, var. Jeg føler mig gammel og konservativ!

8. Vi har fået nye naboer. To voksne og tre teenagers. De flyttede ind samme weekend, som vi kom hjem fra USA, og i går havde de efterladt et brev fra Påskeharen til alle små børn på vejen, som inviterede dem til at samle påskeæg i deres have. Så eminent, overlegen, pissegod stil. Jeg kunne tude! (De sprittede af, inden de rørte æggene, som man siger, og uden at prale er vores haver store nok til, at man nemt kan holde to meters afstand). 🙂

9. Jeg har netop sået ærteblomster, for hvilke jeg har store planer for dekorationen af Lange-dynastiet senere på sæsonen. Jeg mangler virkelig at få gang i nogle stokroser også, i øvrigt!

10. Om tre dage begynder mine børn i SFO. Hvilket betyder, at jeg meget snart har to skolebørn. Jeg fatter det kun næsten. (Lidt ligesom Aula og iportalen…) 😉

Lidt om frihed, hverdag og mangel på struktur

Jeg kan virkelig godt lide, at vi er hjemme alle sammen hele tiden. Sådan overordnet set. Det giver mig en følelse af dyb ro i maven, at vi alle fire er her, at tiden går med jordiske ting som at skrue ting sammen, plante ting og gå ture i naturen. At ingen skal noget, ingen har travlt med noget, og at der ikke rigtigt er de store forventninger til hverken mig eller de andre. Aftnerne ligner hinanden, dagene ligner hinanden, tryghedsnarkomanen i mig kan godt lide det.

Alligevel i går måtte jeg se mig overtalt af Jon til, at jeg måske også savner hverdagen en lille smule. Strukturen og det med, at børnene skal i børnehave (hvilket så bliver til SFO nu – mindblow) og jeg har noget tid, der ikke er til forhandling, hvor jeg kan få arbejdet. Det huer mig ikke at indrømme, men det er nok rigtigt nok. Selvom jeg hygger mig helt ind i knoglerne. Så savner jeg stadig at have tid, hvor jeg ikke skal have dårlig samvittighed over at dykke ned i min computer og min iPhone og få lavet det, jeg nu engang også skal.

Vi har ikke haft svært ved at “aktivere” vores unger, som det hedder. Og en stor del af grunden er selvfølgelig, at vi bor, som vi gør. Vi er ude hele dagen, og ungerne kan se os hele tiden, mens Jon og jeg dimser rundt med det, vi nu engang gør, og ungerne leger. Det virker ganske idyllisk, egentlig.
Men Jon og jeg har måske været lidt for gode til at hænge vores hat på, at ungerne underholder sig selv de seneste uger. For det gør de, og det har vi ladet dem gøre, mens vi har gjort vores ting. Vi har været på ture, lavet skattejagter, leget skole og haft kreatid, bevares. Og vi har i sagens natur jo været helt enormt meget sammen. Men ungerne savner noget struktur. De savner, at de nogenlunde ved, hvad dagen bringer og hvornår, når de vågner om morgenen. De vil gerne vide, hvornår de kan forvente noget af os, og hvornår de er overladt til deres egen fantasi. Meget modsat vi voksne, der jo virkelig godt kan lide bare at lade det hele gå sin egen gang, ikke love for meget up front og se, hvad vi nu får lyst til hvornår.
Og det har nogle gange ført til, at lunterne er blevet for korte, i begge ender. Og især hos mig, og det er simpelthen så træls. Så jeg snapper af ungerne, og når dagen er slut, bruger jeg så aftenen på at bebrejde mig selv. Ikke hyggeligt.

I næste uge skal Hugo og Berta starte i SFO, og de glæder sig virkelig meget. Især Hugo, som ikke har set sin bedste ven, Mikkel O., siden i starten af januar. Vi regner med at sende ungerne i institution mandag, onsdag og fredag og så holde dem hjemme tirsdag og torsdag – med mindre SFO’en efterspørger noget andet, så gør vi det. Vores struktur-tørst er et luksusbehov, og hvis der er brug for, at vi, der kan være hjemme, holder vores børn mere hjemme, for at der bedre kan skabes de rammer om børnene, som der er behov for i denne tid, så er det naturligvis det, vi gør.
Vi har så længe set til, mens sundhedspersonalet, folk, der arbejder i supermarkeder og andre (i denne tid) udsatte erhverv, har stået i bro for at få alt til at gå op imellem samfundet og deres private familie, så vi gør selvfølgelig også, hvad der skal til, for at vi kan få åbnet landet op igen på en forsvarlig måde – i det beskedne omfang, vi nu kan bidrage.

I dag skal vi på en lille udflugt ud på landet. Mens jeg har fået tre timer til at indhente nogle mails og andet arbejdsrelateret her til formiddag, har Jon gennemført endnu en skattejagt med Krapylerne i baghaven. Bagefter kører vi til Karrebæksminde og køber takeout hos Ditlevsens Fiskehandel (hvor jeg også var under mit Enø-eventyr i sidste weekend), og så har Jon opdaget et eller andet udendørs klatre-univers her på Sydsjælland, som skulle være åbent, fordi det er så stort, at man nemt kan holde afstand. Hvis det holder vand, skal det også prøves.

I aften står den på McDonalds, tegnefilm og fredagsslik, så det er alt i alt en pænt god Langfredag. Længder bedre end den, den er opkaldt efter, om man må være så frimodig. 🙂 Og ungerne har fået hele dagsprogrammet sat i udsigt fra morgenstunden, så alle er tilfredse. <3

Hvis du siger det, Mette!


Det er nu lidt over tre uger siden, at vi kom hjem fra Los Angeles. To dage før, vi købte nye billetter, fordi vi ikke turde blive bare tre dage længere, anede vi alligevel ikke, at det var den her vej, vi var på vej nedad. At Danmark ville blive lukket ned, at vi ville låse døren til grænserne, at vi ville stirre ind i en fremtid med ikke bare dødsfald, men også så høj grad af usikkerhed og for manges vedkommende økonomisk ruin.

Der er noget om det, når man siger, at når der er krise i et land, stiger populariteten hos den, der regerer. Og det er nok noget mere heldigt i vores land end i eksempelvis Amerikas Forenede Stater … Jeg har altid været glad for Mette Frederiksen, men jeg har aldrig følt mig så fuld af tillid til en politiker, som jeg har gjort siden pressemødet sidste mandag, hvor hun fortalte om udsigten til en gradvis genåbning, hvis vi kan opføre os ordentligt i påsken, hun talte om vigtigheden af kulturen og var i det hele taget så menneskelig (og ærke-socialdemokratisk, I know) og tillidsvækkende, at jeg faldt fuldkommen til patten. Og det føles rart at stole på nogen, når jorden under en ryster.

Sådan havde jeg det også i går, da Mette atter tonede frem på skærmen i sine afstemte, alvorsmørke farver foran den gråblå pressevæg. Jeg åd, hvad hun sagde, råt. Ungerne skal starte i institution og skole igen? Jamen, så er det nok for det bedste, tænkte jeg. Dog fik jeg også et lille hul i maven. Da nedlukningen blev en realitet, og alle (inden pressemødet sidste mandag) gik og talte om, at en genåbning af samfundet formentlig havde alenlange udsigter, begyndte jeg at indstille mig på, at ungerne nok ikke skulle i SFO før skolestarten i august. Og den følelse landede jeg egentlig meget godt i. Vi er jo ikke sådan rigtigt på skideren herhjemme, når det kommer til tid, da jeg jo sagtens kan gøre det, jeg skal, fra Køge, mens Jon jo også er hjemme.

Efter gårsdagens pressemøde havde jeg en Zoom-aftale med nogle veninder. Den ene arbejder hjemmefra på fuldtid ligesom sin mand, og de har to små børn på tre år og under, så hun havde også set og gjort sig nogle tanker om pressemødet. Den anden har to børn, som også kommer til at skulle starte nu, samt en lille efternøler, hun er på barsel med, og de var alle sammen i deres sommerhus oppe nordpå, og hun anede end ikke, at der havde været noget pressemøde.
Efter vores date gik jeg på nettet for at vejre stemningen. Der var endnu ikke kommet så mange holdningsbaserede artikler på netaviserne, mest var det indlæg, der forklarede den gradvise åbning af landet eller interview med folkene var Roskilde Festival, der er knuste over udsigterne til en festivalfri sommer (og formentlig uoverskuelige, økonomiske konsekvenser). Så gik jeg videre til de sociale medier, og her så jeg, at flere var fnysende vrede. Myndighederne blev beskyldt for at bruge vores børn som forsøgskaniner, og folk var chokerede.

Jeg blev som resultat heraf lidt forvirret omkring mine egne følelser og gjorde derfor, hvad enhver fornuftig blogger ville gøre – jeg startede en live på Instagram. 😉 Her fortalte jeg om mine blandede følelser for opstarten i næste uge og det faktum, at vi sender vores børn forrest ud i noget, vi endnu ikke helt ved, hvad er. Og det gode ved at spørge andre, hvad de mener, om noget, man selv er i tvivl om sine emotioner omkring, er, at man tit kan mærke, hvad man mest hælder til, når man hører andres argumenter. (Som når folk i sidste uge fortalte mig, at jeg da vil ROCKE det grå hår, hvis jeg bare dropper alle fremtidige frisøraftaler og lader det vokse ud, og jeg tydeligt kunne mærke, at der er lysår imellem mig og den virkelighed, og at jeg skal til frisøren og have hældt brintoverilte udover mig ved den førstgivende lejlighed).

Jeg hælder ikke til de vrede udbrud, kunne jeg mærke. Dem, der skrev, at beslutningen var komplet hul i hovedet, og at regeringen må have tabt sutten. Til det er min tillid for stor. Jeg mener, man har fra regeringens side lige bombet den danske samfundsøkonomi tilbage til stenalderen for at redde primært ældre over 80. Når man gør det, tror jeg altså ikke på, at man tre uger senere vender sig om og smider samfundets yngste under bussen. No way. Hvis de siger, at det er sikkert at sende vores børn i børnehave og skole, så er det sikkert. Det tror jeg på.
Så var der én, der skrev, at selvfølgelig starter man med de mindste børn og deres institutioner. For hvad er alternativet? Hvis man starter med at åbne eksempelvis mindre butikker, hvor skal børnene til de forældre, der arbejder dér, så være, når de skal på job? Vores samfundsmodel byder jo vores børn at blive passet, mens deres forældre passer samfundet.
Desuden er der testet 1.800 børn, hvoraf kun 1,8% var smittet overfor 10-11% voksne ud af samme mængde, og det siger jo lidt om, at den her virus vitterligt ikke bider på børn i samme omfang, som den gør voksne (Thank fucking GOD!).

Jeg har også set flere skrive på facebook, at det kommer til at være komplet umuligt med øget rengøring og afstand i eksempelvis vuggestuer og børnehaver. Jeg forstår sgu godt den med afstanden. For det, jeg primært betalte for, da mine unger gik i vuggestue, var krammere fra personalet. (Til dem, forstås). Man kan ikke tage sig af små børn og samtidig holde afstand fra dem, det er både fysisk og psykisk umuligt. Men selvfølgelig er det muligt at gøre mere rent, tænker jeg lidt. Børnene skal efter planen være mere ude, end de plejer, og mens de er det, må der jo være nogen, der vasker LEGO indendørs. Praktikken i det skal jeg nok passe på med at gøre mig klog på, og det her bliver ikke en dans i parken, men hvis regeringen vil have gjort mere rent, har de nok også en plan for det. Flere på arbejde, midlertidige, ekstra rengøringsfolk, hvad ved jeg.

Men resultatet for mig er, at jeg stoler på den her del af planen. Også. Jeg vælger at kaste mig i Mettes arme uden forbehold, drikke hendes limonade og melde mig under fanerne. Vores unger kommer også til at starte i SFO på onsdag i næste uge, selvom det ikke er strengt nødvendigt for os. De vil gerne, de (særligt Hugo) savner deres venner helt vildt efter ikke at have set dem siden d. 13. januar, og jeg vil gerne have, at de får overgangen, hvor der er en pædagog, de kender fra børnehaven, til stede i den nye SFO, og hvor vi kan være med til at køre dem ind. Når indkøringen er overstået, har Jon og jeg aftalt fortsat at have ungerne hjemme to dage om ugen. Både fordi, vi stadig kan, hvilket vi jo ikke kan, når de fra august går i skole, og også fordi, at vi tænker, det må være fordelagtigt for de pædagoger, der er på arbejde, at de ikke kører på fuld kapacitet hele tiden. Der kommer jo nok til at være flere sygedage end normalt, og folk er pressede på måder, de ikke plejer at være.

Corona kommer ikke til at forsvinde, og lige nu ligger vi lidt for langt under den grønne kurve på skalaen. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få åbnet landets butikker, restauranter, teatre, frisører og så videre igen, skal vi jo have skub i den her virus – på en kontrolleret og stille facon. Og det er så det, der skal forsøges nu. Og åh, hvor jeg dog håber, at vi alle sammen husker fortsat at efterleve de nye leveregler om afspritning, afstand og alle de andre ting, der er blevet new normal de seneste uger. Hvis vi gør det, og der med opstarten af podernes anstalter begynder at sætte en lille smule gang i virussens udbredelse igen på en måde, som betyder, at hospitalerne kan følge med, bliver næste skridt forhåbentlig, at vi kan åbne endnu mere af samfundet igen, at hospitalerne atter kan tage patienter på venteliste ind, at teatre måske har en fremtid (hulk!), og vi langsomt og sikkert nærmer os en almindelig hverdag på et tidspunkt. (Nærmer os…)

Hvad tænker I om det hele? Har I tillid? Er I vrede? Nervøse? Håbefulde? <3

Langehaven 2.0: Havehygge for begyndere!


Det er kun den fjerne bekendt, hvor stor glæde, jeg høster i min køkkenhave – udover tomater og diverse. Jeg har berettet om det både tit og ofte både her og på Instagram, og sidste års Langehave (som retrospekt bør døbes 1.0) kan findes under “havehøjdepunkter” på Instagram.

Dog skal det atter nævnes, at jeg er en novice. Ikke så meget som sidste år, men mere end næste år. Før, vi flyttede til Køge, var min eneste erfaring med havearbejde, at jeg havde en tomatplante i vinduet, da jeg boede på Meinungsgade på Nørrebro i 00’erne, og at jeg engang har fundet en regnorm, da nogle teknikere lagde noget kabel ned på vores matrikel.
Og jeg er ikke typen, der forbereder mig ordentligt. Jeg gider ikke google og læse lange bøger om, hvordan man opnår de bedste resultater. Hvilket egentlig godt kan ærgre mig selv, da jeg så i givet fald jo ville opnå endnu bedre afgrøder. Men det gider jeg ikke. Jeg vil bare gøre.
Så det gør jeg! Trial and error. Jeg putter ting i jorden, vander ting, og siden spiser jeg ting. Nogle gange spørger jeg jer om råd, andre gange giver I mig råd, uden at jeg har bedt om dem (den slags kan per definition være irriterende, vil jeg gerne give Mette Helena ret i, men når det kommer til køkkenhavearbejde, er de ALTID velkomne i min indbakke, skal I vide!), og nogle gange mislykkes det, så jeg må starte forfra. Men min spinkle erfaring siger mig alligevel, at det er et taknemmeligt job. Ting vokser op, og stoltheden man/jeg har ved at spise ting, der ikke ville have fandtes, hvis det ikke var for én selv, er uovertruffen!

Man har bedt mig samle nogle begynderråd. Jeg vægrede mig i starten, men så gik det op for mig, at nogle af dem, der læser med, simpelthen bare mangler retning, fordi de gerne vil i gang, men ikke aner, hvor de skal begynde. Så nu behandler jeg det her indlæg, som var det en guide til Marrakech! Her kommer de ting, JEG synes, I bør starte med, hvis I ikke gider det hele, men gerne vil lidt. Så kan man jo altid udvide løbende, når man får mere blod på tanden, og det kommer vi til.

Højbed eller køkkenhave
Jeg har valgt at køre med udelukkende højbede. Det er ikke den billigste løsning, da man således både skal ud at købe bede og jord, og det slipper man jo for, hvis man bare griber spaden og graver jorden op i haven.
Grunden til, at det er mit valg, er blandt andet, at Jon rigtigt gerne vil beholde vores græsplæne, som den er. Den er stor og firkantet, hvilket gør den oplagt til fodboldspil og desuden nemmere at komme rundt på med græsslåmaskinen.
En anden grund til højbede i vores tilfælde er, at der langs med huset er en del fliseområde, som vi ikke har andet at bruge til. Der står højbedene perfekt, og det pynter og hygger oven i købet. Desuden slipper man for ukrudt med højbede, da jorden, man kommer i, jo er fra et byggemarked og derved er fri for den slags.
En sidste god grund til at starte med højbede er, at så er opgaven langt mere overskuelig.
Sidste år købte jeg disse højbedsrammer fra Harald Nyborg, og i år har jeg tilhørt nogle, der var lidt dyrere, fra Silvan (de er vist udgået fra hjemmesiden lige nu). Jeg kan i høj grad anbefale dem fra Harald Nyborg, da dem fra Silvan skulle samles selv og ellers 100% lignede de andre, som jo var billigere. Man kan også købe dyrere højbede, som er pænere eller i dyrere træ, hvis man er til det.
Jeg har indtil videre stablet mine bede ovenpå hinanden to og to. Det behøver man ikke, de kan sagtens bruges enkeltvis, men jeg syntes, det så hyggeligere ud.
Hvis man stabler dem, vil jeg anbefale, at man finder et eller andet at smide i bunden af bedene, store sten, eksempelvis, før man hænder jord i. Både fordi, det ellers bliver meget dyrt i jord, og fordi, det er godt for bedet, at vandet lidt lettere kan løbe fra nederst, så jorden ikke rådner.
Hvor dybt ens bed skal være, afhænger jo også lidt af, hvad man gerne vil have i dem. Planlægger man at gro kartofler og gulerødder, skal der være god plads nedefter, mens salat, ærter og bønner ikke kræver samme dybde.
Sidste år startede jeg ud med fire højbede til køkkenhaven, og så havde jeg i forvejen et til hindbær og et til jordbær – og desuden har jeg jo et drivhus, der, omend det er noget hullet og laset, rummede tomater og agurker. I år har jeg indtil videre tilkøbt yderligere tre højbede, og det kan sagtens være, at jeg udvider igen, inden sæsonen går på held. Jeg fylder dem med det billigste jord, jeg kan finde i butikkerne på det givne tidspunkt, og så gøder jeg jorden med flydende gødning (det kan findes i eksempelvis Netto) og gødning fra min kompostbeholder i haven.

Kartoffelspande
Som nogle måske vil kunne huske, hatede jeg lidt på de her spande sidste år, men det skyldes ganske enkelt en mangel på forventningsafstemning. Jeg troede, at når man lagde kartofler på denne måde, kunne man vedblive med at høste kartofler sæsonen igennem fra den samme moder-kartoffel, og det skulle vise sig at være en stor, fed løgn. Moderkartoflen (altså den læggekartoffel, man starter ud med at lægge i jorden) rådner jo. Det smarte ved den her løsning er, at man kan løfte den inderste spand op af den øverste og følge med i kartoflernes vækst, så man ved, hvornår de er modne til høstning. OG så behøver man ikke høste dem alle samme dag, hvis man hellere vil fordele det over et par dage. En anden fordel er, at spandede kan stå på en altan eller i en lejlighed. I år har jeg valgt allerede at lægge kartofler i mine (tre læggekartofler i hver, som lægges en tredjedel nede i spanden og dækkes med jord) og placere dem på gulvet i køkkenet, hvor vi har gulvvarme. Hvis de på Samsø kan dyrke tidlige kartofler ved at lægge varmerør i jorden på markerne, kan jeg vel også bruge den gulvvarme, jeg i forvejen betaler til hver måned! #win
Kartoffelspandene kan købes mange steder. De billigste, jeg har fundet, er dem her i Silvan. Hvis man sætter prisen på spanden og læggekartoflerne overfor prisen på købe-kartoflerne i Netto, er der nok ikke den store gevinst. Men egne kartofler smager bedre, og det giver vel overskud efter et par år. 😉

Forspiring
Jeg vil meget gerne lave et lidt længere indlæg, hvor jeg fortæller om alt det, jeg har forspiret. Men hvis der sidder nogle derude, som gerne vil have gang i lidt køkkenhaveri her i påskeugen, vil jeg alligevel gerne lige tage hul på, hvad jeg synes, man med fordel kan starte med. Forspiring er noget, man gør, ved at man starter planterne ud indendøre. Det gør man, fordi man på den måde kan give sine planter en god, nem start på livet – og for mit vedkommende skyldes det også, at jeg simpelthen ikke kunne vente længere. Man skal ikke begynde at plante noget udendørs, før man er stensikker på, at der ikke kommer mere nattefrost. Eksperterne mener, at den tid efterhånden er ovre, så måske vil jeg begynde at plante nogle af mine små spirer ud i slutningen af påskeferien. Der var nattefrost i forgårs, så jeg farer i første omgang lidt med lempe.

Her er de tre første ting, jeg synes, man skal give sig i kast med!

ÆRTER. Verdens allerbedste ting at kunne høste i sin køkkenhave! De smager så lækkert, og planterne bliver så dejligt høje, at man ligner en ren Søren Ryge på ingen tid! Ærter kan med fordel forspires, og det gør man lettest på følgende måde: Læg de små, hårde ærter i blød i vand i 12 timer, altså natten over. Derefter lægger man ærterne indhyllet i et fugtigt viskestykke. Her skal de ligge i 1-2 dage, og man skal sørge for at holde viskestykket fugtigt. Man må gerne titte til ærterne løbende, og man må (forhåbentlig) gerne føle sig pavestolt, når de små banditter udvikler sig til regulære haletudser på ingen tid! Ærterne begynder nemlig og spire, og på tredjedagen kan de plantes. Man kan købe nogle små beholdere i havecentre og byggemarkeder, som er smarte, fordi de efterfølgende kan sættes direkte ud i jorden, og man derved ikke skal bøvle med at få sine planter op og ned i ny jord. Det er fikst, men jeg vil alligevel også gerne lige slå et slag for æggebakker. Lidt mere bøvl, men dejligt forhåndværende og billigt.
TOPTIP: Hvis man gerne vil have ærter hele sæsonen, skal man så nye frø hver 10. dag. På den måde undgår man den følelse af vakuum, det er, når man kan høste alle sine ærter på én gang og så bare hale planterne op igen og være ærteløs. Jordbær, eksempelvis, har jo en bestemt tid på sommeren, hvor de alle sammen bliver modne, men ærter kan man altså dyrke hele sommeren, så hop to it!

MAJS. Jeg plantede majs i mine højbede sidste år. Med majs er det også en god idé at lade frøene ligge i vand i 12 timer, inden man sår dem. Det er det egentlig med alle de store, hårde frø. Jeg har ikke prøvet viskestykketricket på majs, men det kan være, jeg skal gøre det i år.
Jeg plantede først mine majs sidste år, da jeg havde fået lidt selvtillid, og det vil sige engang i august (sidste år kom jeg nemlig først fra start med haven i slutningen af maj). Det skulle vise sig at være ærgerligt, for majsene voksede superflot op, og der kom sågar majs på kolberne. Desværre blev det netop derefter for koldt til, at de kunne vokse mere, og jeg måtte opgive at høste. Så i år starter jeg ud så snart, jeg kan.
Majs skal desuden plantes i en firkant, når de engang skal sættes ud – ikke på række. Det skyldes, at de skal kunne bestøve hinanden. Det fandt jeg ud af for sent, og da jeg netop havde plantet mine fire, små majs på række, løste jeg problemet ved at gå og daske lidt til dem hver dag, så planterne slog hovederne sammen, og det virkede altså også fint! Et trick, man også med fordel kan udøve på sine tomater.

BØNNER. En himmelsk spise. Særligt den af egen avl! Man kan få mange forskellige bønner, både høje planter, knap så høje planter og skidehøje planter. Og her skal man jo lidt vælge det, man lige er til. Jeg synes, det er lidt bøvlet at skulle binde dem op, når de bliver for høje, så indtil videre har jeg i år valgt en beskeden type.

Til indendørsavlerne vil jeg i øvrigt også anbefale at så chiafrø på noget vat. Fuldstændig ligesom med karse i folkeskolen. De små frø vil spire, spirene kan klippes af og spises, og de smager supergodt og er desuden spækket med vitaminer. Og så er det nemt!
Et andet, lille tip til dem, der bor i lejlighed er, at man også kan dyrke gulerødder i en mælkekarton! Det var der en læser, der skrev til mig forleden, at de havde gjort i den børnehave, hvor hun arbejdede. Altså, det er jo virkelig et hobbyprojekt, da høsten nok ikke bliver enorm, men det er da en sjov måde at lave sin egen mad på, hvis man er til den slags.

Sidste tip til forspiring i denne omgang er: Vand rigeligt! Hellere for meget end for lidt.
Og hey, hvis I er instagram-nørder ligesom mig, så tag mig seriøst gerne i jeres projekter. Jeg bliver i så godt humør af det! <3

Derfor blev jeg fyret fra Forsidefruerne


Jeg havde simpelthen sådan glædet mig! Jeg har ansøgt år efter år efter år for at komme med i Forsidefruerne, og endelig i slutningen af 2019 blev jeg inviteret til et møde på produktionsselskabet. Det var i december måned. Råkold formiddag, husker jeg.
Her fortalte de mig, at hvis Jon var frisk på at medvirke i nogle af afsnittene, var det mere åbne overfor idéen, og jeg fik heldigvis overtalt ham ret hurtigt (det var noget med lovning om ugentlige massager og maddage).
Der var blot det ene problem, som måske var lidt åbenlyst. Nemlig, at nok er jeg en frue, men jeg har aldrig været på forsiden af noget som helst. Derfor indgik vi en aftale med produktionsselskabet.

Når Jon og jeg kom hjem fra Los Angeles, skulle vi en aften få børnene passet, tage i byen i København og gøre et eller andet crazy, som ville sørge for, at vi landede på en forside. Helst på Se & Hør. Jon og jeg tog hjem, lagde hovederne i blød, ringede lidt rundt til nogle venner, og så kom vi på en god idé. Vi talte med en reality-kendis, vi begge to kender (jeg har lovet ikke at nævne hendes navn her), og for 500 kr. var hun med på, at vi mødtes på Søpavillionen på Jons 40 års fødselsdag, som jo faldt på en lørdag. Her skulle jeg så gå på toilettet, mens Jon og reality-kendissen skulle “mødes tilfældigt” i baren for derefter at gå ud og danse. Så skulle jeg komme tilbage fra min toilet-tur, opdage dem på dansegulvet og flippe ud i et raseri-anfald. Reality-kendissen (hvis navn jeg ikke kan nævne) var med på, at jeg skulle kaste en drink i ansigtet på hende, så længe der ikke var ananasjuice i, for den slags svier åbenbart i øjnene. Vores reality-veninde kender en fotograf fra Se & Hør, som hun var ret sikker på, hun ville kunne få til at komme og tage billeder.

Det hele var planlagt, jeg havde endda fundet ud af, hvad jeg skulle have på, og optagelserne til den nye sæson af Forsidefruerne skulle begynde her i starten af sommeren!
Men så skete der jo det, at corona kom til Danmark. Derfor kunne Jon og jeg ikke tage i byen på hans fødselsdag, og derfor kunne vi ikke lave en forsidehistorie. Og i går fik jeg så en mail om, at jeg var fyret fra Forsidefruerne. Før jeg overhovedet fik så meget som en eneste optagedag.

Jeg er så ærgerlig over det.
Men altså, vi må jo alle bringe vore ofre i denne corona-tid.
Nyd jeres allerførste dag i april, venner!
Looooove you! <3