METTE MARIE LEI LANGE

To (virkeligt!) gode grunde til at se Gidseltagningen II!

Som nogle måske vil erindre, var jeg i sidste uge til premiere på Gidseltagningen. For anden gang i mit liv, i øvrigt, og det skyldes naturligvis, at der er tale om ANDEN sæson af den internationalt anerkendte, danske TV-serie, som Gidseltagningen jo er. Jeg mener, Johannes Lassen, der spiller hovedrollen, vandt blandt andet en Golden Nümph i Monaco sidste år!

Denne gang opleves han atter i rollen som den uhyre veltrænede politimand, Philip Nørgaard. I første sæson var han chef for PETs Terror Task Force, men hvis man har set første sæson forstår man godt, hvorfor det ikke rigtigt går længere. Heldigvis holder småting som orlov og fyringer ikke hans efterforskningstalenter tilbage, så Philip er atter klar til at redde Danmark fra terrortrusler.

Jeg ÅD første sæson så hurtigt, afsnittene overhovedet kom ud på DPLAY, og jeg elskede hvert sekund. Og jeg må også indrømme at være lidt spændt på hvordan de ville gå til sæson to efter den slutning – og uden at spoile er jeg enormt begejstret (jeg har set de første to afsnit). Danmark er virkelig blevet gode til at lave serier, og man tænker virkelig 360 grader rundt efterhånden! I love it!

Nåh, men som optakt til premieren, var jeg atter engang ude for at interviewe Johannes Lassen (mit interview med ham fra første sæson ligger her), og som en ekstra krølle på halen fik jeg også lov at interviewe Yasmin Mahmoud, som altså har sin skuespillerdebut i netop Gidseltagning 2.
Da jeg ankom til optagelserne på Amager i december sidste år for at tale med de to hovedroller, var Johannes lige i gang med at demontere en bombe. Stille og roligt. I en container, som var kørt ind i bygningen og stod i et umådeligt højloftet rum, hvor jeg blev sat på en klapstol, fik et par høretelefoner og en monitor, og så kunne jeg således følge med i, hvad der skete inde i containeren. Man havde nogle problemer med nogle lamper på “bomben”, som ikke lystrede, hvilket gjorde, at projektet trak ud. Men efter endte optagelser, fik vi alligevel tid til en snak.

Johannes fortalte mig blandt andet, at han selv laver de fleste af sine egne stunts – der iblandt et stunt, som kan ses i smugkigget her, som er ret genialt. I et ganske andet størrelsesforhold minder det mig lidt om det der stunt, hvor Tom Cruise brækkede foden i en af de seneste Mission:Impossible-film. Han ved også nu, hvordan man rent faktisk desarmerer en bombe. Den, de brugte på optagelserne, var selvsagt en attrap, men for at få det hele til at virke så virkelighedstro som muligt, har Johannes altså også været på kursus i dét.
Den store forskel på Johannes’ oplevelse af at være skuespiller i denne omgang i forhold til sidste sæsons optagelser, kommer vi frem til, er nok, at han er blevet far. Faktisk startede optagelserne allerede 14 dage efter, at hans lille søn kom til verden, og også denne gang er omdrejningspunktet for hans karakters genvordigheder truslen om terror. Jeg spurgte Johannes, om frygten for den virkelige verdens terror var blevet mere nærværende for ham af den årsag, hvortil han svarede, at det var den egentlig ikke. Men at have en altdominerende hovedrolle i en TV-serie kræver, at man er meget væk hjemmefra, hvilket er lidt af en prøvelse, når man har en kæreste, der er nybagt mor, og en lille søn derhjemme. Desuden er der simpelthen en vaskeægte baby med i den nye sæson – og det gav en del af oplevelsen et noget andet niveau.

Jeg talte lidt med Johannes om, hvordan det var at spille sammen med Yasmin Mahmoud, som aldrig har spillet skuespil før, og han bekræftede meget det indtryk, jeg selv fik af Yasmin, da jeg selv talte med hende. Det, hun måske mangler i erfaring, har hun til gengæld i entusiasme og velvilje omkring projektet. Johannes fortalte, at Yasmin var meget åben at samarbejde med. Hun sagde fra starten, at hun ikke ville pakkes ind i vat, men hun ønskede derimod klar besked, hvis han syntes, hun skulle gøre tingene på en anden måde. Hun var lydhør og indlevende, og Johannes fortalte, at han oplever, at skuespillere uden uddannelse tit bringer noget andet til bordet, da de spiller på lutter indlevelse, og sådan var det også med Yasmin.

Min snak med Yasmin samme aften var en enormt fin oplevelse. Hun var simpelthen så sød, positiv og nem at tale med, og så var hun naturligt nok vanvittigt spændt på, hvordan Danmark kommer til at tage imod TV-serien og ikke mindst hendes præstationer som nyudklækket rookie på skærmen. Særligt fortalte hun, at hun var noget spændt på sit baglands reaktion. Yasmin kommer fra en muslimsk familie, og selvom hun har sine forældres entusiastiske opbakning og støtte, var de ikke vanvittigt glade for at høre, at hendes karakter i serien har en kæreste, som hun altså også laver kæresteagtige ting sammen med. Hun siger, at hvor Johannes eksempelvis “kun” skal bekymre sig om henholdsvis anmeldere og seeres dom, har hun også en bekymring for, hvordan  muslimske danskere vil tage imod hendes udlægning af den her karakter, som jo netop er en muslimsk kvinde.
Yasmin er nyuddannet socialpædagog og havde ikke de store planer om at skulle være skuespiller, men hun gik alligevel til castingen på rollen som June al-Baqee. Og da hun gik videre til næste runde, satsede hun benhårdt på, at det ville lykkes og søgte derfor ingen pædagogjobs. Den dag, hun dimitterede som socialpædagog, og sad i bussen hjem, ringede produktionen og tilbød Yasmin den kvindelige hovedrolle i Gidseltagningens sæson 2. Rollen som June al-Baqee, der har kæmpet på oprørernes side mod ISIS i Syrien – hendes karakter er bygget over dansk-kurdiske Joanna Palani, og deres skæbner minder på mange måder om hinanden.
Yasmin har modtaget våbentræning, har skulle omlægge sin kost, begynde at styrketræne og har selv lavet de fleste af sine stunts. Samtidig med, at hun skulle spille skuespil for første gang. Hun har brugt sine menneskelige færdigheder (som selvsagt også er styrket af den uddannelse, hun har taget), og så har hun higet sig fast på det store cast af professionelle og scenevante skuespillere og suget alt til sig.

Gidseltagningen II er sindssygt spændende, og castet er vanligt varieret og fantastisk – udover Yasmin og Johannes ses også Helle Fagralid, Sebastian Bull, Søren Pilmark, Kenneth Müller Christensen, Ali Savandi og Ole Rapache. Man kan se første afsnit mandag d. 25. marts på Kanal 5 og på DPlay.dk lige her!

Tvillingemødre på virkelighedflugt …

Jeg tænker, at mange børneforældre kender den der med at sidde sammen med en ven og kæmpe for at finde en sprække i kalenderen, hvor man kan mase en aftale ind imellem alt det andet. Når man når mere end fire uger ud i fremtiden, giver man op og siger “Det må vi lige kigge på”, hvorefter man smækker kalenderen sammen og smører nogle flere leverpostejmadder. FAIL!!

Sådan sad Kopiernes Mor og jeg for snart to måneder siden, og da jeg bemærkede, at Nina trak vejret ind og lagde an til at ytre den velkendte afmagtssætning, slog jeg hende hånden for munden og afskar hende derved for muligheden! I stedet lavede vi en aftale, hvad der føltes som enormt langt ude i fremtiden. And the future is NOW!

Today is that day! Jeg sidder i et graffiti-pyntet S-tog med Lady Gaga og Bradley Cooper i øregangene og dametasken fuld af ansigtsmasker og hårkure. Foran os ligger helt præcis 23 timer med venindehygge. Normalt ville jeg nok plædere for at udnytte den børnefri nat på et hotel til en regulær brandert involverende sundhedsskadelige mængder af alkohol og muligvis freestyle-dans på Københavns diskoteker. Men sagen er den, at min veninde er alvorligt med rogn, så det ville nok blive en noget ensidig fornøjelse. Desuden vågner mine unger klokken 5 for tiden, og Jon er der ret tit ikke til så heltemodigt at forære mig morgenerne, som han ellers har for vane, så vi er blevet enige om i stedet at lege hjemmespa. På hotel. Med Wolt til frokost, masker i face og film på computeren. Og i aften skal vi et smut ud at spise, inden vi atter rammer dynerne.

I morgen står den på fælles hotel-brunch, inden Nina skal hjem og overtage den øvrige del af sin familie, mens hendes pilotmand flyver til Barcelona, og jeg tager til Køge for at snave med Jon, som jeg ikke har set siden onsdag, og så skal vi rydde ud i gemmerne og bage kage, da naboerne og jeg har arrangeret loppemarked på fortorvene i vores lokalområde søndag.

AAAAAAAH, jeg kan virkelig overskue den her weekend noget så grusomt!!!! 😄🙌🏻

(Billedet er fra d. 2. juni 2012. Jeg kan huske, vi endte på SAM’S BAR, hvor vi skreg Bon Jovi, og jeg fik forvildet mig ind i et meget stort hundekostume).

Strøtanker på en torsdag …


I mandags mødtes jeg med Morten Nordstrøm, som er en af Danmarks dygtigste fotografer – og bosat i Køge. For det er jo her, alle de fede mennesker bor, hehe. 😉 Jeg lærte Morten at kende, dengang jeg var medejer af kontorfællesskabet Tinnitus. Han var en af de allerførste til at få en kontorplads derinde, og han var (og er) simpelthen så skidebehagelig at være sammen med. Derfor blev jeg også i ret dårligt humør, da han opsagde sin plads. Hans begrundelse var, at han og familien skulle flytte til Køge, så han ville ikke længere i samme omfang sidde på kontor i København. Og han var også i mine tanker, da Jon og jeg begyndte at lure efter huse hernede. Hvis Morten kan leve af (blandt andet) at udødeliggøre København – fra Køge, så kan Jon og jeg vel også fastholde vores kærlighedsforhold til byen fra selvsamme afstand.

Og nu har vi så startet en lille frokostklub, Morten og jeg. Planen er, at vi skal prøve en ny køgegensisk frokostbeværtning hver gang, vi spiser frokost sammen, og indtil nu er det således blevet til smørrebrød på MALT. Jeg kan virkelig anbefale fiskefileten med hjemmerørt remoulade, hvis man en dag er på de kanter. Efter frokost tog Morten et billede af mig på Torvet i Køge, og det er så altså det, der kan opleves i nærværende indlæg. Det er ret fint, synes jeg!

Jeg har mig en rigtig selvstændig erhvervsdrivende-dag i dag. Jeg har arbejdet hjemmefra og startede lige dagen ud med et to-timers møde ved køkkenbordet med min revisor, og så snart, hun var drejet af (det hedder det på sønderjysk), ankom en fotograf fra Politiken for at tage billeder af mig, der blogger ved køkkenbordet. Det tog præcis 7 minutter. Jeg havde helt ondt af ham for at tage den lange tur i det anliggende, men et selfie var altså ikke nok for den avis. Jeg har snakket lidt med en journalist om at være selvstændig erhvervsdrivende, og det kommer i Politiken på mandag.

I eftermiddag, når jeg henter ungerne i børnehaven, skal vi lave hjemmelavet pizza, og så skal jeg tidligt i seng i aften. I nat vågnede jeg nemlig midt i en drøm om, at nogen havde skamplukket mine øjenbryn, så de mest af alt lignede et cykelstyr set forfra.
Det er en god torsdag! Jeg kan mærke det, uden at det skyldes noget specielt. Jeg har bare en dejlig følelse i maven. Sådan en, der smager af forår, rimer på kærlighed, og som jeg har oftere og oftere jo ældre, jeg bliver. <3

Flinke Fremmede #3


YAS, så blev det endelig onsdag og tid til at minde hinanden om, at verden stadig er awesome, og folk er fede, selvom ting som Jodel eksisterer, og der stadig er afgifter på slik i Danmark!Jeg synes, denne uges portion af gode historier er en dejlig reminder om, at hverdagens mirakler både kan være at hjælpe sine medmennesker i en trafikulykke, men det kan også være et kompliment for et godt kørekort-billede. <3Venlighed er gratis! Lad os sprede det skidt som konfetti!

1. Nogle gange rammer komplimenter renere, end afsenderen ved … <3
Jeg gik rundt i Netto og var helt opslugt af at huske alt på min indkøbsliste da en ældre herre kom over til mig. Han sagde: “Hvor ser du godt ud med det hår der! Det er så forfriskende at se unge kvinder med kort hår!” og så gik han videre. At det korte hår er 100% ufrivillig og skyldes en omgang kemo sidste år, laver ikke om på, at det var dejligt at få et kompliment på en helt almindelig mandag.

2. En helt i omklædningsrummet!
Min mand var en lørdag morgen alene i svømmehallen med vores tvillinger på dengang 3,5 år. Jeg var på arbejde, så han tog turen dertil alene. I omklædningsrummet fik først ungerne klædt om til badetøjet og var fulde af forventninger til al det sjov, der ventede dem i det våde element. Imidlertid opdagede deres far at han havde glemt sine egne badebukser derhjemme! Gode råd var dyre, og han måtte meddele ungerne, at de måtte tage tøjet på igen og se om de kunne købe ham et par i billetlugen. Det vakte ikke ligefrem jubel.
Det overhørte en anden far, der var på tur med en større søn og netop var færdig med at svømme. Den anden far tilbød fluks min mand at han da kunne kunne låne hans badebukser, så kunne de sidde og vente i cafeteriaet imens. Min mand kunne næsten ikke tage tro sine egne ører, men endte med at takke ja til tilbuddet.

3. Og de har vist travlt nok i forvejen i på hospitalerne ...
Da jeg skulle føde min søn, udviklede min fødsel sig i den forkerte retning og endte med, at jeg blev kørt til et akut kejsersnit og skulle i fuld narkose. Jeg var ude af den og meget bange, og den søde narkosesygeplejerske fik lige fanget min hånd og sagde, at de nok skal passe godt på os! (Min søn og jeg)
Dagen efter banker det på døren til min stue og ind kommer samme sygeplejerske med en af de der isbjørnebamser, som indlagte børn får. Den hedder Theo, og hun siger at hun har hørt at min store dreng hedder Theodor, så hun syntes, vi skulle have en bamse, så måtte vi selv bestemme om den skulle være til storebror eller lillebror!
Min søster er jordemoder og har ikke oplevet før at en narkosesygeplejerske er kommet op dagen efter og så med en bamse! Men at hun tog sig tid til at tjekke op på os, udenfor hendes arbejde, betød alverden for mig. <3

4. It takes a village!
Jeg satte mig ud i min bil en søndag eftermiddag og den ville ikke starte. Som i slet ikke. Jeg prøvede igen og igen, men uden held. En dame gik forbi med sin hund og spurgte om jeg havde brug for hjælp, for hun boede et par veje væk og havde startkabler. Jeg takkede i første omgang nej, da jeg kender en mekaniker, men da han ikke havde mulighed for at hjælpe den dag, og damen var gået, endte jeg med at måtte banke på hos naboerne for at høre, om de havde et sæt. Én nabo havde startkabler, jeg kunne låne, men var på vej ud af døren, så han kunne ikke nå at hjælpe. Det kunne en anden nabo til gengæld, som gik med hjem, åbnede motorhjelmen og forsøgte at finde frem til problemet. Mens han står og bakser, kommer damen med hunden pludselig kørende i bil med sin søn, som er mekaniker, og hurtigt skubber de bilen hen til deres og forsøger sig med startkablerne. Det lykkedes ikke, og jeg endte med at måtte ringe efter Falck, men jeg var simpelthen så glad bagefter over alle de hjælpsomme mennesker, som havde sat tid af til at forsøge at hjælpe mig.

5. Nemme penge vs. god stil!
For nogle år siden havde jeg fået 2.000 kr. i kontanter i julegave, og de lå i en konvolut i min taske. Det er mellem jul og nytår, og jeg er rundt i nogle forskellige butikker for at kigge. Jeg er blandt andet i Tiger butikken, hvor jeg køber nogle forskellige småting. Dagen efter opdager jeg, at konvolutten med mine 2.000 kr. er væk fra min taske. Jeg tænker, at det nok er fuldstændig håbløst at finde den igen, hvis jeg har tabt den, men at jeg vil give det et forsøg.
Min mor og jeg går hver sin vej og besøger alle de butikker, jeg havde været inde i, og jeg går meget slukøret ind i Tiger butikken som den sidste. Jeg spørger, om de tilfældigvis har fundet en konvolut med nogle penge i dagen før, og de to ekspedienter kigger lidt mærkeligt på mig, og spørger “Er det virkelig dig?“, og jeg svarer lidt forvirret, at det godt nok er mig, der har tabt konvolutten ja.
Det viser sig så, at de aftenen forinden havde efterlyst mig på deres Facebook-side med beskeden “Hvis nogen har tabt noget her i butikken i dag, kan dette afhentes hernede i morgen“. De havde skrevet det sådan for at undgå, at andre ville forsøge at få fat i pengene. Det havde jeg ikke set, men endte så alligevel med at få mine tabte penge tilbage. Jeg synes det er helt fantastisk, at der findes mennesker der ikke udnytter en sådan situation, hvor man nemt ville kunne “tjene” 2.000 kr. Min mor gik efterfølgende ned med en æske chokolade til personalet som tak. Jeg vil dog bare gerne igen sige tak til personalet i Tiger butikken i Frederikshavn, fordi de er så fantastiske!

6. A mother knows …
For et års tid siden var jeg med mine to børn i et fly på vej på ferie. Min to-årige søn var ked, træt, ville ikke sove, og endte med at lave så massiv en lorteble (som i ud over det hele), at jeg måtte smide hans tøj ud på det lille flytoilet, og min datter på fire blev mestendels underholdt af en iPad, mens jeg forsøgte at bevare roen med hendes lillebror.
Da vi endelig er landet og står i lufthavnen, er klapvognen naturligvis over en time om at komme, jeg sveder, er sulten og har faretruende lavt blodsukker, og ungerne er mildest talt ved at være trætte af at rejse.
Da jeg var ved at sætte mig ned og tude i afmagt, kom en dame over til mig, kiggede mig i øjnene og roste mig for at være så sød og tålmodig og virkelig have en god dialog med mine børn. Hun havde siddet bag os i flyet og roste mig for min ro, kærlige tone og for at have forklaret dem alt så fint undervejs. Jeg fik seriøst tårer i øjnene, fordi jeg blev så glad. Det betød ALT, at hun tog sig tid til at stoppe op og bruge halvandet minut på at rose en vildt fremmed, og mindede mig om, hvor vigtigt det er at gøre det samme.

7. Ridderligheden er overhovedet ikke død!
Klokken var 6 om morgenen, og jeg skulle hjem efter en bytur – godt pløret. På vej mod Nørreport Station, efter at jeg forgæves har prøvet at ringe til min kæreste, kom en fremmed mand over til mig og hapsede min (2 uger gamle) iPhone op af lommen på mig. Jeg brød helt sammen, og en mand jeg tidligere på aftenen havde mødt, tilbød mig at give en taxa hjem, hvis jeg gik med ham op i hans lejlighed efter kontanter. Jeg nåede kun op ad trappen, før jeg gik i panik, løb ned igen og gemte mig for ham (selvom han vitterligt ikke havde gjort mig noget).
Efter lidt tid gik jeg igen hulkende mod Nørreport. Dér kom en ung fyr på omkring min egen alder hen til mig og spurgte, om jeg var ok, og hvor jeg skulle hen. Jeg fortalte, hvad der var sket, og at jeg skulle til Birkerød – stadigvæk stortudende. Han fulgte med mig ned på perronen og købte en billet for mig, og sagde derefter, at han ville tage med mig, så jeg ikke skulle sidde alene. Vi endte med at sidde sammen på hele turen, uden at udveklse et ord. Da vi ankom til Birkerød, steg vi ud af toget, jeg gav ham et kram og sagde tak, hvorefter han steg på toget tilbage til København. Glemmer ham aldrig for at gøre mig rolig og tryg på den hjemtur – det var guld værd.

8. Der er vist to helte i den her historie … #powermom
Og den største tak til verdens sødeste taxachauffør, som kørte min kæreste og mig mod Hvidovre, mens jeg havde veer og brød samtlige fartgrænser og blev ved med at sige “vi er der lige om lidt!”, og at han havde børn derhjemme, mens jeg skreg “det går alt for hurtigt!”. Og da jeg 2 minutter inden Hvidovre fødte vores lille dreng med 150 kilometer i timen i taxaen, var han så sød og ville ikke tage imod ekstra penge, og vi var helt rundt på gulvet og havde travlt med at komme ud af bilen. (Jeg havde stadig sele på og havde jo ikke født moderkagen, så det var lidt vildt), så jeg fik ikke hans navn. Men han var så sød og rolig.

9. Kørekorts-komplimentet!
Jeg skulle ind på tanken den anden dag og have benzin på. Men for at tanke skal man aflevere legitimation i butikken, så det gjorde jeg. Jeg afleverede mit kørekort og så gik jeg ud og tankede… Kom så ind igen for at betale – og så siger hende den unge pige næsten helt forlegen: “Ej, undskyld! Men jeg kom til at kigge på dit kørekort, og hvordan kan man se SÅ godt ud på et kørekort hvor alle andre ligner lort?”
Jeg har tænkt meget over det siden, for idag er folk simpelthen så dårlige til at give komplimenter til hinanden også selvom man ikke kender vedkommende – det gjorde ihvertfald min dag bedre.

10. Så meget godt midt i noget rigtigt l*** … <3
I oktober måned var min familie og jeg involveret i en frygtelig trafikulykke. Vi – vores to små børn og min kæreste og jeg – overleverede mirakuløst. Min kæreste sad fastklemt og skulle skæres fri. Tilbage var jeg alene med vores børn, der græd om kap. Når jeg tænker tilbage på den dag, er der især to kvinder, der virkelig gjorde en forskel – de ringede 112, de guidede børnene og mig ind på bagsædet af en anden bil, hvor jeg kunne amme vores datter. De tog sig af min søn imens, de hentede ting i bilen, som var uundværlige for os (sutter, nusseklude, min mobil), og de blev hos os i ambulancen, indtil alt var under kontrol. Hvor var jeg bare heldig, at de to kvinder var lige der, den dag, på det tidspunkt – er så dybt taknemmelig!

Skæbnens ironi!


Vi har for under en måned siden haft den tvivlsomme fornøjelse at have børneorm i Langehjemmet for anden gang. Det er eddermanme ækelt! Ja, jeg beklager mit sprogbrug, men mine damer og herrer, vi har at gøre med en af den slags situationer, hvor det ganske ikke kan beskrives pænere.
Den ramte part i huset har begge gange været Berta, og jeg ved ikke, om I ved, hvorfor det er dobbelt-klamt, men de, der kender til børneorms uhyre vamle vaner i forbindelse med besøg hos værtsdyr af hunkøn deler nok min mishag.
Det gode ved dette ellers meget uønskede gen-visit af bemeldte utøj er, at denne gang vidste vi, hvad vi skulle stille op. Sidste gang, hun var ramt, anede vi ikke, hvad hun fejlede – kun at hun vågnede skrigende med smerter hver aften klokken præcis 22. Skadestuen, hvor vi var to gange, fablede om usynlig herpes, og det var først, da jeg for tredje gang befandt mig på apoteket efter bedøvende creme af en art, at en cirka 21-årig apoteker-elev foreslog, om det måske kunne være børneorm. Og ganske rigtigt.
Det gode ved børneorm er, at de små svin kreperer tre timer efter, at man har indtaget en pille, og så kan man komme videre med sit liv. Man skal lige vaske alt, man nogensinde har rørt ved, og klippe sine negle, og så kan livet atter leves efter normal devise.

Og nu er der så sket det ironiske, at vi har fået orm igen. Og jeg har selv bestilt dem. OG betalt for dem. 310 kr., for at være præcis. De bliver leveret med Ormeposten i løbet af i dag. Det hedder det sgu! Jeg gnækkede selv lidt i skægget, da jeg digitalt kørte kortet igennem.
Sagen er den, at jeg blevet meget jaloux på min svigermors ormebeholdning, da jeg for et par uger siden besøgte hende i Klampenborg og løftede låget til hendes kompostbeholder. Jeg ytrede min misundelse, og hun svarede som det naturligste i verden “Ahrmen, den er jo også købt MED orm!” Og således lærte jeg, at man kan købe kompostbeholdere med kompostorm. Som ligner almindelige haveregnorm, men som åbenbart er af en lidt anden natur, der gør sig helt utroligt godt til komposteringsprocesser.

Så nu har jeg gået havelinen helt ud og har bestilt 6 liter kompostorme! Eller – forsendelsen består af et mix af orme og noget, de kalder eisenia veneta. Jeg er spændt som en fjeder på at se indholdet af pakken, som gerne skulle vente i min kælderskakt, når jeg i eftermiddag returnerer til Langehjemmet.
Så foråret skulle gerne byde på endnu mere muld, endnu mere kompost og endnu flere blomster og grøntsager i min køkkenhave og drivhus! Og endnu flere orm. Men helst kun udvortes!